Den nye generation af UK-rappere er meget mere end grime

Den nye generation af UK-rappere er meget mere end grime
Stefflon Don.
Det vrimler med talent, så snart man graver et spadestik dybere end Stormzy og Skepta. Men den britiske rapmusik er også inde i en udvikling, der siger farvel til grime for et meget mere spraglet udtryk.
Den nye generation af UK-rappere er meget mere end grime
Kristian Karl

Har skrevet om hiphop for Soundvenue i en årrække, tidligere redaktør for Red Bull Music og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

KOMMENTAR. Der er musikmiljøer og -scener, der vækker opmærksomhed, fordi én særlig lyd præger dem. Som da g-funk spredte sig fra Los Angeles til hele verden, eller som Atlantas trap-æstetik, der har gået sin sejrsgang gennem hiphoppen de seneste år. Og så er der scener, der er fascinerende, fordi der indeni eksisterer så mange forskellige stilretninger.

De kan være sværere at placere, fordi flersidigheden kan gøre det besværligt at se sammenhængen, men hvis en scene skal blive ved med at være interessant, er det sjældent en god idé kun at praktisere én stilretning i al evighed – bare spørg New York, hvis stolte hiphopscene har lidt meget af sin uvilje til forandring.

Den britiske urbane scene har længe været som de førstnævnte miljøer. Hvis man tænkte på England, tænkte man på grime. Rappere som Dizzee Rascal og senere Skepta og Stormzy har gjort genren verdenskendt – og ikke mindst populær i Danmark, hvor vores egen grime-bølge i 2011 kickstartede den nuværende hiphopgeneration af rappere.

Internationalt set har det taget lidt længere tid, men gennem Skepta og Stormzys store succes er grime blevet globalt. Og så har det selvfølgelig også hjulpet, at Drake har lavet heftig promo for både Skepta og de nye grime-håb Dave og AJ Tracey.

Men samtidig med, at grime efter mange år i baggården fik lov til at indtage tronen, viste det sig faktisk, at der sker meget mere end grime i England. Det er som om, at grime har fået alle til at se mod UK-scenen. Og her opdager man så, at størstedelen af det, der sker lige nu, slet ikke er grime.

Jo, jo, Stormzy og Skepta sidder stadig på toppen, og veteraner som Kano og Wiley udgiver stadig stærke plader, men størstedelen af de unge artister, der kommer frem lige nu, imponerer mest af alt ved deres flersidighed og uforudsigelighed. Der væver sig stadig grime-tråde gennem den nye generation – især i deres flows, der tydeligvis er skolet i grime – men samtidig er der indflydelser fra alt fra Chicagos dystre drill-scene, afrobeat og dancehall. Især sidstnævnte har en exceptionelt stærkt indflydelse i England, hvilket man også kan høre i slang-sproget, der i langt højere grad end for eksempel Frankrig eller USA er præget af jamaicansk patois.

Den jamaicanske indflydelse, der gør sig gældende hos artister som dancehall-hiphop-fusionisten Stefflon Don, er der helt naturligt. Og det giver også mening, at den britiske variant af den globale afrobeat-bølge i langt højere grad end den danske eller franske fusionerer afrobeats med dancehall. Hør bare Kojo Funds, Belly Squad, Geko eller J Hus – det er snart umuligt at sige, om de låner mest af Caribien eller Afrika.

Annonce

Netop J Hus er måske det bedste eksempel på, hvordan de mange kulturer og traditioner i Londons smeltedigel kan koges ned i én artist. Hans ’Common Sense’-album inkorporerer både afrobeats, dancehall, grime-elementer og også UK drill. Det er sommerens store opdagelse, og det har – fuldt fortjent – gjort ham til en stjerne.

En af J Hus’ samarbejdspartnere er Dave, som jeg tidligere nævnte som grime-håb sammen med AJ Tracey. Det er kun delvist rigtigt. Dave og AJ Traceys tidlige hit ’Thiago Silva’ er godt nok et helt klassisk grime-track; men siden har grime-kronprinserne forgrenet deres stil, hvor Dave har søgt mod mere eftertænksomme egne, blandt andet på det fantastiske J Hus-samarbejde ’Samantha’, mens AJ Tracey laver en slags klubbet, tung grime. Som hvis Skepta var på klub med en Atlanta-rapper.

De mange genreforgreninger har skabt en farverig flok rappere, så selvfølgelig er der også et sort får i familien: Mød UK drill. Her har rappere som Section Boyz, 67 og Harlem Spartans skabt deres egen version af den dystre trap-afart, der i starten af 10’erne agerede soundtrack til en exceptionelt blodig tid i Chicago. De her artister bliver aggressivt bekæmpet af myndighederne, der lukker koncerter og forbyder optrædener.

Det er ikke svært at se, hvorfor de vækker harme: ’Let’s Lurk’ af 67 er noget af det mørkeste musik, jeg har hørt, siden Chief Keefs debut-mixtape ’Back From the Dead’, og selv om Harlem Spartans og genregrundlæggerne Section Boyz er mere melodiske, er det stadig voldsom og dyster musik, der ikke skjuler volden, den er udsprunget fra.

Den samme musik, der lagde lyd til volden i Chicago, er nu bandelivets soundtrack i London: Hvor jamaicanske indflydelser gjorde sig gældende gennem en lokal tradition, har drill forplantet sig digitalt – fra unge bandemedlemmer i Chicagos værste ghettoer til unge bandemedlemmer i England. Selvfølgelig er det ’problematisk’ musik, men den formår tydeligvis at udtrykke noget, der vækker genklang tværs over Atlanterhavet.

Hvor der engang var ensrettethed (i hvert fald tilsyneladende), er der nu flersidighed. Og vi har kun ridset i overfladen: Hvad med Little Simz’ både skrøbelige og magtfulde hiphop? Mists eftertænksomme klubrap, der synes at komme direkte fra en yacht i Dubai? Eller hvad med Giggs, der er gået fra respekteret, men kommercielt underpræsterende veteran til Drake-samarbejdspartner og road rap-ærespræsident på et lille års tid?

Der synes at være en overflod af talent i UK rap, så snart man graver dybere end Stormzy og Skepta. Man kom for grime-scenen, men man blev for alt det, man ikke vidste, der fandtes.

Læs også: It’s a UK ting: 10 rappere, der definerer britisk rap lige nu