Future har mytologiseret Xanax og Percocet – men kulten omkring stofferne skjuler et reelt problem

Future har mytologiseret Xanax og Percocet – men kulten omkring stofferne skjuler et reelt problem
Future.
Foto: Paras Griffin/Getty Images
Atlanta-rapperen har skabt en æstetik omkring smertestillende og antidepressive piller gennem sange som ’Xanny Family’, ’Perky’s Calling’ og ’Codeine Crazy’. Den nye generation af Soundcloud-rappere har adopteret mytologien – men glemmer de bagsiden af medaljen?
Future har mytologiseret Xanax og Percocet – men kulten omkring stofferne skjuler et reelt problem
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

KOMMENTAR. Da en af tidens mest hypede rappere, Lil Pump, skulle fejre, at han havde fået en million følgere på Instagram, skete det med en kage formet som en Xanax-pille.

Xanax er egentlig medicin mod angst og depression, men Lil Pump er – så vidt jeg ved – ikke klinisk deprimeret. Kagen skyldes, at antidepressive og smertestillende piller gennem de seneste år er blevet en ny generation af rapperes drug of choice.

Det er den seneste del af en udvikling, der har set den ellers hashglade hiphopkultur gå fra eksklusivt at hylde marihuana til først at rykke på hostesaft, dernæst MDMA og nu altså Xanax, Percocet og hvad pillerne ellers hedder. Det er blevet en trendy ting at tage.

Men udviklingen mod antidepressiv medicin er faktisk i høj grad populariseret af en rapper, der på meget offentlig vis har foretaget en deroute fra glamourøs popstjerne til narkotiseret, depressiv og stripklub-frekventerende rapper.

Future har nemlig fået både kommerciel og kritisk anerkendelse med sin narkotiserede lyd på udgivelser som de tre mixtapes ’Monster’, ’56 Nights’ og ’Beast Mode’ – samt ’DS2’-albummet, der kondenserede mixtape-æstetikken. Hans druggy lyd blev stilskabende.

Future: En fange bag Xanax-bars

Futures narko(over)forbrug er tæt sammenknyttet med hans personlige nedtur efter det beskidte break-up med hans forlovede Ciara – samme nedtur, der har fået Futures lyd til at gå fra sukkersød poprap til noget af det mest dystre og nihilistiske hiphop længe.

Pillerne er ikke kun accessories hos Future, de er en del af en destruktiv spiral: »Wash the molly down with champagne / wash the xanny down with syrup / hope it take away all this damn pain«, som han synger på ’Hardly’ fra ’Monster’-mixtapet, der for alvor introducerede den nye, dystre Future.

’Codeine Crazy’ fra samme mixtape er en af Futures smukkeste sange, men det er også et slags destruktivt manifest for rapperens nedadgående spiral: »Fuck the fame, I’m sipping lean when I’m driving / all this cash and it ain’t nowhere to hide it / I’m an addict and I can’t even hide it«.

Det er svært at sige, om Future selvmedicinerer på grund af sin destruktive sindstilstand, eller om selvsamme selvmedicinering i virkeligheden er årsagen. Sandheden er nok, at det er en ond cirkel: De samme stoffer, der lindrer smerten i starten, ender med at forstærke den, når forbrug bliver til misbrug.

Dén onde cirkel, og Futures fascinerende og oprigtige fremstilling af den, er en af de mest fascinerende aspekter i hans musik. Hele hans univers af strippere, penge, groupies og stoffer bliver set gennem et forvrænget slør. De billeder, rappere ofte hylder kritikløst, bliver vrængbilleder i stofmisbrugets slørede, destruktive syn.

Annonce

Soundcloud-rappere adopterer Futures narkotiske æstetik

Den slags komplicerede forhold til smertestillende piller (Percocet) og antidepressiv medicin (Xanax) er stadig relativt nye i hiphopsammenhæng.

Lil Wayne var en af de første, der berørte emnet på sange som ’I Feel Like Dying’ (»I am a prisoner behind Xanax bars«), men det er især gennem Futures serie af ekstremt succesfulde udgivelser, at Percocet og Xanax for alvor er blevet hiphoppens nyeste afhængighed. Og det er langt fra alle, der fremstiller forholdet til pillerne ligeså nuanceret som Future.

Især den unge generation af rappere på Soundcloud synes fascineret af Futures univers. Det er ikke svært at se en linje fra Futures druggy, distortede ’DS2’ til Soundcloud-rappens fascination af forvrængede beats og narkotiserede udskejelser. Future rappede om sin ’Xanny Family’ og lavede sange som ’Perky’s Calling’, der begge er svære at se som andet end hyldester til pillerne, der redder ham fra dæmonerne.

Men hos Future har man altid bagsiden af medaljen med. Hos eksempelvis Lil Pump og Smokepurrp, to ekstremt innovative unge rappere fra Soundcloud-miljøet, bliver Xanax- og Percocet-kulten overtaget ret kritikløst.

De glorificerer den druggy livsstil og bruger den distortede minimalisme fra nogle af Futures sange, men nuancerne bagved går tabt. Æstetisk set finder Lil Pump og Smokepurrp frem til en original, spændende lyd. Men der er ikke plads til tømmermændene efter Xanax-binges i deres permanent pillepoppende univers.

Det er der til gengæld hos en række andre rappere, der den seneste tid har skabt nye udtryk (og åbnet nye tematikker) for hiphoppens møde med de nye stoffer.

Depression i hiphop

Lil Uzi Vert har nok skabt den mest hjerteskærende Xanax-reference i verdenshittet ’XO TOUR Llif3’: »I might blow my brain out / xanny numb the pain, yeah / please, xanny make it go away«.

Sangen er blevet et globalt fænomen, måske også fordi man aldrig helt ved, om den handler om kærlighed, stoffer, depression – eller om Uzis succes. Dele af teksten er ren pral, men pludselig er der linjer, som den citerede Xanax-linje, der viser sprækkerne i rapperens rustning.

Hvis det lyder bekendt, så er det selvfølgelig fordi det er samme univers, som Futures musik foregår i. Hos Lil Uzi Vert er lyden mere melodisk, og følelserne ikke helt så afstumpede som hos Future – men tematikken er den samme.

Hvor Lil Uzi Vert og Future konsekvent sætter de smertestillende og antidepressive stoffer i forhold til ulykkelige kærlighedsfortællinger, omtales depression som selvstændigt fænomen hos den næste generation af Soundcloud-rappere som Lil Peep, Wifisfuneral og den kontroversielle XXXTenatacion, der er sigtet for vold mod sin gravide kæreste.

Det er nogle underlige – og i XXXTentacions tilfælde decideret urovækkende – karakterer, der laver den her musik. Men samtidig føles det som et nybrud, når helt unge artister kan tale om et relativt tabu som depression inden for hiphoppens rammer.

Tidligere i år har Chicago-rapperen Vic Mensa og den britiske grime-stjerne Stormzy desuden været åbne omkring deres kamp med depression, så indicierne for, at dén grænse er ved at rykke sig, er til stede.

Future introducerede mange af tematikkerne gennem sin egen nuancerede og dybt personlige historie. Det bliver spændende at se, om den tematik kan nuanceres yderligere. Eller om den næste generation af rappere nøjes med at bage Xanax-formede lagkager.

Future spiller torsdag aften i Valby Hallen.

Læs også: Vi kårer: Atlanta-kongen Futures 10 bedste udgivelser – rangeret