De nyeste tracks fra danske hiphop-artister – lyt til ’DK rap’ på Spotify

Fem tendenser, der gjorde 2017 til et af de mest skelsættende år i hiphop nogensinde

Fem tendenser, der gjorde 2017 til et af de mest skelsættende år i hiphop nogensinde
Cardi B til dette års BET Hip Hop Awards.
Foto: Gustavo Caballero/Getty Images
Det har været et ekstremt begivenhedsrigt år for hiphopkulturen, som i høj grad er begyndt at gøre op med sine egne fordomme og tabuer.
Fem tendenser, der gjorde 2017 til et af de mest skelsættende år i hiphop nogensinde
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

Luk øjnene og forestil dig den typiske rapper. Baggy pants, hård type, bred kasket og så meget testosteron, at det løber ud af ørerne, ikke? Prøv nu at åbne øjnene og se udover hiphoplandskabet i 2017: Det er noget lidt andet!

I 2017 er genren betaget af dyr designermode, farverigt hår og piercinger. Rappere taler om deres følelser – uanset om det er depression eller kærlighed ­– og en kvindelig rapper sad alene på hitliste-tronen meget af sensommeren. Nogle af de største rappere lige nu citerer poppunk og emo som Paramore og Good Charlotte som indflydelser, men ville nok have svært ved at citere et vers af Biggie eller Tupac.

Det er nye tider i hiphopverdenen, og det viser sig ikke kun i musikken og påklædningen. Det er bare nogle af de skel, der afgrænser rapper-rollen i 2017 fra den stereotype rapper, mange af os har i baghovedet. Det helt store skift er i mentaliteten: Hiphop er blevet mere inkluderende og nysgerrig. Det er blevet en kultur, der opsøger nye ting i stedet for en dogmatisk institution, der kræver fastholdelse af gamle værdier.

Det kan ses i de ovennævnte flirts med andre genrer, men også i noget meget mere radikalt, som at vi i år har haft rappere, der taler åbent om homo- og biseksuelle forhold og oplevelser – som Brockhampton-frontmanden Kevin Abstract, Tyler, The Creator, iLoveMakonnen og Lil Peep.

Sidstnævnte er samtidig årets store tragedie: Lil Peep døde i november, kun 21 år gammel. Før sin død havde han skabt en helt ny genre i form af emo-rap, hvor han åbnede et rum inden for hiphoppen, hvor der kunne tales om depression og angst. Han vil blive husket for at have hjulpet en genre til at se indad.

Der er altså sprunget sprække efter sprække i hiphop-stereotypens rustning. Det har vist os menneskerne inde bagved. Og det er netop det, 2017 vil blive husket for – her er fem tendenser, der viser, hvordan det skete.


1. Depression er ikke længere et tabu

Rappere har tit omtalt sig selv som soldater og ghettoen som deres slagmark. Men hvis man bliver i den sammenligning, så har de sjældent talt om post-traumatisk stress. Hiphop har været fokuseret på slagsange og andre beretninger fra ‘the struggle’, som tilværelseskampen typisk omtales. Det er ved at ændre sig nu.

I år åbnede Soundcloud-rappere som Lil Peep og XXXTentacion et nyt rum i hiphoppen, hvor man kan tale om depression, angst og stofmisbrug. XXXTentacions ’17’ er et ekstremt dystert, stille værk fra depressionens indre, mens Lil Peeps debutalbum ‘Come Over When You’re Sober (Part One)‘ er grundstenen i den nye genre emo-rap, hvor ensomhed, ulykkelig kærlighed, stofmisbrug og selvmordstanker er hovedtemaerne.

Men selv rappere, der ikke primært beskriver depression og ensomhed, har inkorporeret tematikken i deres musik. Jay-Z talte åbent om at gå til psykolog og holdt en række talks om ‘sort mental sundhed‘. »Tre af dine brødre er døde, og du fik tæsk af din mor. Du har brug for hjælp. Du er nødt til at tale med nogen omkring dine følelser«, sagde han blandt andet.

Stormzy, Vic Mensa og andre har også åbnet for talen om depression og mentale problemer. Det er noget nyt i hiphoppen. Kunstnere som Biggie, Lil Wayne, Kendrick Lamar og (især) Kid Cudi har før tematiseret depression, selvmordstanker og psykiske problemer. Men det er først nu, at det er ved at blive normalt og accepteret at tale om.

Det var i 2017, at det blev okay at være rapper og samtidig være deprimeret, have angst eller endda selvmordstanker.


2. Kvindelig hiphop på toppen

I år indtog en kvindelig rapper for første gang siden Lauryn Hill i 1998 førstepladsen på den amerikanske singlehitliste .

Cardi B’s buldrende, magtfulde ‘Bodak Yellow’ gjorde hende til en stjerne og smadrede samtidig ideen om, at der kun kan være én toneangivende kvindelig rapper af gangen i USA. For Nicki Minaj er fortsat en toneangivende størrelse – og faktisk rappede Cardi og Nicki på samme sang i kølvandet på ‘Bodak Yellow’, da de begge gæstede den nye Migos-single ‘Motor Sport’.

Kvinder er selvfølgelig stadig ekstremt underrepræsenteret i hiphoppen, men udover Cardi B’s succes så 2017 også ud til at være et vendepunkt. Undergrundsrapperen Rapsody er netop blevet nomineret til en Grammy, og Soundcloud-rappen har Kodie Shane på vej frem.

Men også uden for USA dukker kvindelige rappere frem i større omfang: I Sverige dominerer artister som Cherrie, Silvana Imam og Adrijana, mens England også har stærke navne som grimerapperen Lady Leshurr, dancehall-rapperen Stefflon Don og den poetiske historiefortæller Little Simz. Det er egentlig mest Danmark, der er lidt bagud i udviklingen – forhåbentlig kommer vi efter den i 2018.

Annonce

3. Homofobien er ved at være fortid

Der har tidligere været homo- og biseksuelle rappere. Tænk bare på queer rap-bølgen omkring Le1f, Mykki Blanco og Zebra Katz for en håndfuld år siden. Der har også før været tolerante rappere som Kanye West, der allerede i 2005 opfordrede hiphoppen til at droppe homofobien.

Men det er først i 2017, at rappere har kunne springe ud og/eller rappe om homo- og biseksuelle oplevelser, uden at det er blevet opfattet som fuldstændig exceptionelt. Det er ganske enkelt blevet mere accepteret i en genre, som før har været meget lidt inkluderende.

Lil Peep var biseksuel uden at det overskyggede hans musik og persona. Tyler, The Creator rappede om at kysse hvide drenge, og jorden gik ikke under. Og Brockhampton, det mest spændende nye crew på hiphopscenen, har en frontmand, der ikke er bange for at rappe om at modtage blowjobs fra mænd.

Dermed ikke sagt, at udviklingen er fuldbyrdet. Homofobi er stadig udbredt. Men tingene går den rette vej. Og der er nok intet sted, hvor den større omvæltning i idealer og normer, der er undervejs i hiphopkulturen, bliver tydeligere end her: For det er først fra i år, at det er totalt normalt at være en homo- eller biseksuel rapper.


4. Kærligheden har mange former

Der har været kærlighed i luften i år! Jay-Z rapper om ægteskabet på ‘4:44’, Lil Uzi Vert har lavet et strålende og smukt breakup-album med ‘Luv Is Rage 2’, og Young Thug laver døsig, lummer country-rap på ‘Beautiful Thugger Girls’, der mest af alt lyder som et forår, hvor Thug er forelsket i nye piger på hvert nummer. Selv Chief Keef – opfinderen af den onde, tunge drill-genre – har lavet et konceptalbum om kærlighed (‘Thot Breaker’)!

Hvad foregår der lige? Det er næsten som om, hiphoppen kan fortælle nuancerede historier om kærlighed og forelskelse, der går lidt dybere end at betragte kvinder som statussymboler i musikvideoer. Hvem havde troet det?

I år har rappere fortrudt utroskab (‘Kill Jay-Z’ af, øh, Jay-Z), selvmedicineret deres knuste hjerte væk (‘Xo Tour Llif3’, Lil Uzi Vert) og begrædt et døende forhold, mens de desperat prøvede at redde det (Lil Peep ‘Better Off Dying’).

Igen: Selv Chief Keef har lavet den fantastiske ‘My Baby’, der handler om at blive gode venner igen efter et skænderi! Så ved man virkelig, at en kultur er blevet i stand til at skildre et mere nuanceret følelsesliv og en mere kompleks relation mellem kønnene.


5. Rock og rap er forenet igen

Ja, der var også rockrap-hybrider i 90’erne, men kan vi ikke alle blive enige om, at vi bare lader som om, at Limp Bizkit og co. ikke eksisterede? Okay, godt.

For i år skete der en ret uventet drejning mod rock, da Soundcloud-rappen tog ting som poppunk, emorock og punk til sig. Produceren Ronny J skabte årets definerende lyd, da han lavede distortede, punkede beats for Lil Pump, XXXTentacion og Ski Mask the Slump God, mens Lil Peep skabte en hel minigenre ud af at blande Atlanta-rap og emorock.

Hiphoppen har siden Lil Waynes ‘Rebirth’-fase leget med rockstjerneidealet, men det er først i år, indflydelsen er lykkedes med at flyde ind i musikken. Ligesom hiphoppens fastfrosne fordomme i forhold til maskulinitet, homofobi og depression er ved at gå i opløsning, er musikken også ved at genformulere sin æstetik.

Hiphoppen lød i år helt anderledes i forhold til, hvordan den har lydt de seneste mange år. Og det gjorde den, fordi rappere nu ser anderledes ud, tænker anderledes og har andre opfattelser og idealer.

Derfor har 2017 været et af de mest skelsættende år i hiphoppens historie.

Læs også: Er hiphoppens homoforskrækkelse fortid?