Soho Rezanejads debutalbum er én lang vokal magtdemonstration

Soho Rezanejads debutalbum er én lang vokal magtdemonstration
Soho Rezanejad.
Foto: Frederik Heide
Soho Rezanejads debutalbum er én lang vokal magtdemonstration - Six Archetypes
5 6
Soho Rezanejad
'Six Archetypes'

Album, Silicone Records

Electropop-sangerinden Soho Rezanejad er skyggernes dronning. Hendes karakteristiske, dybe og skærende vokal har allerede tegnet sig op på den danske, elektroniske scene som gæstevokal på forskellige numre. Men som soloartist har hun også ladet sig se i flygtige glimt, senest i 2015 med debut-ep’en ’Idolatry’, der udkom på hendes eget pladeselskab, Silicone Records.

Hun har også valgt selv at lægge ryg til sit debutalbum, der lander som en rygende meteor ned i den Københavnske, bundfrosne asfalt. Her ligger den i første omgang og giver sin tætte, hvislende synthrøg fra sig i en lang, lokkende introsekvens på den stærke åbner ’Pilot: The Guardian’.

Men Rezanejad selv vikler sig hurtigt ud af røgsløret. Sådan som hun spænder sin stemme til bristepunktet, virker den friere end nogensinde. Og hun tør arbejde sig op i højder og dybder, der får én selv til at gispe efter luft. Lige fra efterfølgeren ’Reptile’ har hun indhyllet lytterne i sine totale magttåger, hvor vokalen alene er nok til at holde dem fast. Den klinger krystalklart og gør sig hæs, kalder, skriger, rabler, nynner og opfordrer, så man fortrylles fuldstændig hjælpeløst.

Det er en formørket sjæl, der krænger sig ud, åbner for hele sit klangbatteri og ikke lader nogen kræfter tilbage i reserve. Det virker derfor helt på sin plads, at de indsigtsfulde, elektroniske arier får lov til at bære igennem på albummet. Sammen med hendes imponerende backing af rørende synthflader og tjeppe beats, får det hende til at træde frem på scenen som intet mindre end en dansk, synthbesat Kate Bush.

Også det analoge trommesæt spiller en af helterollerne i opsætningen af Rezanejads dramatiske electropop-forestilling. Disse akustiske oaser er med til at dysse det vokale vanvid lidt ned og falder som små hvilepauser på et ellers omkuldslående vildt udgivelses-ride. ’Greed Wears a Disarming Face’ er et progressivt, genoplivet postpunk-hit, mens ’December Song’ ruller ind som en unik, melankolsk vinterballade, inden albummets jerngreb om lytteren lige slækkes en anelse på en række korte, eksperimenterende lydoptagelser.

Så det er også en lang tur, hun tager lytteren med på – ikke alene består albummet af hele 14 numre, flere af dem bevæger sig også op i en spilletid på både fem, seks, syv og otte minutter.

Selvfølgelig er det i sig selv en imponerende, kunstnerisk bedrift fra Soho Rezanejads side at holde standarden så omskiftelig og fortættet i al den tid. Men det ender desværre også med at blive en anelse for overvældende – hvilket er absolut eneste grund til at pille en enkelt, lille stjerne af bedømmelsen.


Kort sagt:
Soho Rezanejad har bestået mesterklassen i selvstændige albumudgivelser med et så stensikkert tolvtal, at selv færre anstrengelser kunne have gjort det. Hendes electropop-numre hører til en vokalklasse for sig.

Annonce