1. Toppen af plakaten er spraglet som aldrig før
For andet år i træk har Roskilde Festival ikke den dér altoverskyggende legende på toppen af plakaten. Ja, Eminem tæller næsten, men han har trods alt ikke helt samme musikhistoriske vingefang som Bruce Springsteen, Paul McCartney, Neil Young eller The Rolling Stones.
Er det så en dårlig ting? Ikke nødvendigvis. Man skal som bekendt ikke lægge alle sine æg (læs: bookingbudget) i samme kurv, og årets plakat vidner om en mere flad struktur i toppen af plakaten.
Roskilde Festival følger med tiden som få andre festivaler, og det afspejles i år klart i headlinerne og kategorien under, som er et spraglet sammensurium – på den gode måde.
Popmusikken og hiphoppen har i takt med deres generelle popularitet ude blandt masserne fundet sig mere og mere naturligt til rette, og i 2018 står Nick Cave, Massive Attack, My Bloody Valentine og Nine Inch Nails side om side med Bruno Mars, Cardi B, Khalid og Dua Lipa.
Tilføj jokere som Gorillaz, Anderson .Paak, Stormzy, St. Vincent, Sampha, Vince Staples og Charlotte Goinsbourg, og man ender med en top, der signalerer, at Roskilde Festival ikke føler sig fastlåst på nogen som helst måde – hvor meget puritanere end brokker sig på Facebook.
Men… derfor er skillelinjen mellem Orange og Arena mudret som aldrig før
Dette er ikke en overvejende negativ pointe, men den flade struktur gør også, at skellet mellem en Orange-kunstner og en Arena-kunstner er blevet sværere at definere sort på hvidt.
Rockmusikkens krampetrækninger spiller selvfølgelig ind, og det er ikke nogen hemmelighed, at Roskilde Festival over de seneste år har fået sværere og sværere ved at finde en overflod af helt oplagte Orange-navne. I gamle dage var der ikke tvivl om, at dem, der stod med stort, spillede på Orange Scene – nu er det hele lidt mere løst.
Det giver udfordringer i forhold til Oranges koloenorme størrelse, for hvem kan bære det, og hvem kan ikke? Det er ikke længere skrevet i sten. Til gengæld giver det plads til overraskelser og chancer. Og chancer er sjove, men kan som bekendt gå begge veje.
2. Hiphopprogrammet vil det hele
Som sædvanligt byder årets festival på lidt over 20 hiphopnavne. Sidste år var 12 af dem fra USA, i år er det tal halveret. Der er derimod dobbelt så mange britiske navne som sidste år, og der er endelig blevet plads til både fransk og canadisk hiphop på plakaten.
Det er et rent festfyrværkeri af forskellige stilarter. Der er 90’er/00’er-nostalgi fra Eminem og Black Star, reggae-rap fra Stefflon Don, gospel-grime fra Stormzy og alskens beviser på, at trap er en af de mest levende subgenrer, hiphop har set i mange år: Der er Cardi B og Bellys helt klassiske stil, MHD’s toneangivende afro-trap, og så giver engelske Nines et godt bud på en britisk trap-lyd.
Der er også de helt grænsesøgende tilfælde. Det danske koncertarrangement Operap sætter rappere i møde med operasangere og et dygtigt strygerensemble, mens Danny Brown med sit seneste album ’Atrocity Exhibition’ gav en dosis skramlede, dissonerende sange om afhængighed og depression.
Og læg så Joey Bada$$, Vince Staples og grime-sammensuriet New Gen oven i hatten. Hiphop er blevet til den mest populære genre i verden, og Roskilde Festival gør fortsat et godt arbejde med at præsentere den i alle dens farver.
Men… den amerikanske scene er underrepræsenteret
Klart, man kan ikke få det hele, og hiphoppen er efterhånden meget mere end bare USA. Men årets nedprioritering af den amerikanske hiphopscene kan alligevel godt mærkes, for det er trods alt genrens vugge, der stadig udvikler sig i et utal af retninger.
For eksempel kan man savne helt unge kunstnere a la $uicideboy$ og Ghostmane, der bringer nye, spændende lyde fra emo, punk og industrial ind i hiphop. Soundcloud-rappen og dens mange fusioner har om noget fat i den unge målgruppe, men får ikke rigtigt plads på årets plakat.
At kalde disse kunstnere amerikanske er måske også lidt at fejlplacere dem, for de stammer ikke fra nogen bestemt nation, nær så meget som de stammer fra internettet.
Hertil er der også den nye bølge af normbrydende kvindelige rappere, der udover Cardi B og Stefflon Don kunne have lokket med navne som Rapsody, Cupcakke, Bbymutha og Chynna Rogers.
3. Det elektroniske program er (igen) stort og frodigt
Sidste års elektroniske udvalg var multifarvet som sjældent set før, og selv om dette punkt i givet fald bliver en let reprise af 2017, så er gentagelsens kunst bestemt ikke noget, man skal tage for givet.
Roskildes underprogrammer af rock, hiphop, elektronisk, r’n’b, world og deslige går op og ned fra år til år – nogle år bugner én genre, mens en anden føles underrepræsenteret.
Men for andet år i træk er det elektroniske program altså lige til at fistpumpe af glæde af.
Four Tet, James Holden og Nathan Fake er alle fra den efterhånden rutinerede skuffe. Producere, der har sat et umiskendeligt og idiosynkratisk præg på house, techno og electronica gennem en længere årrække. Det er fremtidens legender.
Fra den helt friske skuffe finder man noget af det mest spændende længe på den danske scene, nemlig kollektivet Regelbau, der kigger forbi med Central + DJ Sports + C.K + Manmade Deejay.
Så er der The Blazes euforiske house, Smerz’ syleskarpe technopop, avantgardistiske Ben Frost, stortalentet Kelly Lee Owens, og House Gospel Choir kan kun blive sjovt.
Vi smider lige Massive Attacks triphop i puljen, og så burde Mike Skinner og Murkages Tonga-lukkefest på Apollo lørdag blive en hed smeltedigel af house, grime, hiphop og alt derimellem.
Her er det hele: Fra legender til friske stemmer, fra eftertænksomhed og fordybelse i beatet til fest uden tanke på i morgen.
Men… vi savner stadig den store Orange-fest
Ja, Massive Attack kommer på Orange, men vi savner alligevel den helt store elektroniske fest med fest på, som løfter publikum foran den store scene i fælleshop.
Som Justice sidste år eller Disclosure, Major Lazer, The Prodigy og Trentemøller (2009-koncerten) tidligere.
Forhåbentligt bliver Jamie xx snart stor nok til at kunne klare Orange på egen hånd.
4. Det danske program er vokset og er rigtig stærkt – der gives rygklap og tillid
I 2017 bød programmet på 46 danske navne – 25 på Rising/Countdown og 21 på hovedscenerne. I år er vi oppe på 53 i alt med 32 på Rising/Countdown og 23 i hoveddagene. Det ligner ikke det store, men vokseværk handler ikke kun om antal. Det handler også om ansvar.
Sidste år fik tre danske navne ansvar for Orange Scene. Det drejede sig om et specielt natteshow fra Den Sorte Skole, en opvisning fra legenderne i The Savage Rose og så naturligvis den årlige gestus med at lade et ungt navn åbne Orange, hvilket tilfaldt Phlake.
Det tal er allerede forøget i år, hvor Saveus, Nephew, The Minds of 99 og Peter Sommer får æren. Vi skal desuden huske, at tidsplanen kan ende med at annoncere endnu flere. Det kan jo muligvis være, at de fire får følgeskab af When Saints Go Machine, C.V. Jørgensen eller Veto.
Det er enormt prisværdigt, at en internationalt orienteret festival som Roskilde sørger for at vise, hvor den danske musikscene blomstrer. Og at de viser tillid til, at danskere kan spille den monstrøse scene op.
Mange af de danske kunstnere, der i år skal spille på Roskildes store scener, har tidligere spillet på små scener i de indledende dage. Derfor fortjener det ros, at Roskilde har skruet op for antallet af danske kunstnere på Rising og Countdown.
Hertil er hovedprogrammet bare stærkt med Bisse, Benal, Turbolens, Nelson Can, Myrkur og Regelbau i puljen.
Men… festivalens syn på dansk hiphop er (stadig) lidt ensporet
Danske rappere laver – ligesom ude i verden – hiphop på et væld af måder, og hiphoppen fylder også pænt under festivalens indledende dage.
Men det føles lidt ensporet specielt i vækstlagsprogrammet, hvilket desværre er en gentagelse af sidste år.
Der er den helt klassiske variant fra Sigma og Loke Deph, jazzet poesi fra Fraads og mere elektronisk orienteret, poppet rap fra Emil Kruse. Artigeardit er sole repræsentant for gaderappen, og han er i tilgift med i yderste mandat af den subgenre.
Alle ovenstående er solide og velfortjente bookinger, men de nye og unge tendenser i den danske hiphop er der ikke rigtigt. Gaderappen og Soundcloud-rappen, hvor navne som Baby Bino, K-Phax og Omar mangler. De plejer oftest at blive smækket sammen i et event ude på camping, og de har fortjent mere.
5. Roskilde Festival gør en brav, koncentreret indsats i forhold til ligestillingen
Roskilde Festival har hvert år lidt under et haglgevær af kritik for deres kønsrepræsentation, men de er i grunden i den gode ende af de danske festivaler. Fordelingen er langt skævere på for eksempel Tinderbox og NorthSide. Derudover opererer de inden for et bredt spektrum af genrer, hvor det ikke nødvendigvis er let at finde prominente kvindelige navne. Men de gør det skam alligevel.
Her er elektroniske oplevelser i mange smage fra Smerz, Kelly Lee Owens, Sandunes og Juana Molina, mens Cardi B og Stefflon Don repræsenterer hiphoppen.
Ser vi på genrer som folk og pop, der for længst har givet kvinderne en fin plads i rampelyset, er fordelingen på omkring 50/50. Forhåbentlig går der ikke længe, inden de andre genrer følger trop.
Samlet set er antallet af kvindelige kunstnere på programmet (kvindelige solister eller grupper bestående udelukkende af kvinder) steget fra 16 til 20 procent – altså med 25 procent. Det er naturligvis ikke et jordskred, men det er alligevel en nævneværdig fremgang. Og hvis den rent procentuelt fortsætter, hedder den næste år 25, så 31 og så videre.
Men… det kan altid blive bedre (og det skal det)
Fremgangen ovenfor skjuler stadig ikke, at to tredjedele af programmet er solister eller grupper bestående udelukkende af mænd.
Det kan og skal blive bedre, selv om det går i den rigtige retning, og Roskilde Festival må hjertens gerne fortsætte med samme hastighed næste år – hvis ikke hurtigere. Men man kan ikke forvente 50/50 fra et år til et andet.
Måske man kunne oppe indsatsen lidt inden for punk og r’n’b?
Læs også: Roskilde Festival: Her er de 12 største scoops i dagens annonceringer
Læs interview: Q&A med Roskildes programchef: »Jeg kan ikke se, vi har nogen Orange-krise«
Læs også: Roskilde Festival afslører det fulde program – 59 nye navne på plakaten
Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program
Læs også: Hvem skal spille på Orange Scene? Her er de sikre navne og vores bud på de sidste pladser
Læs også: Roskilde-statistik: Hele festivalprogrammet forklaret i tal
Læs også: Roskilde Festival tilføjer 13 nye navne til årets kunst- og aktivismeprogram