Pede B er bedst, når han omfavner sin modne side
Pede B er siden debuten i 2005 gået fra at være vant MC’s Fight Night-vinder til at være folkeeje, og nu har han efterhånden fået status som en af dansk hiphops veteraner. Siden den første ‘Over askeskyen’ i 2012 har han været virkelig produktiv – vi har fået et album årligt, ofte med DJ Noize i producerstolen.
På dette tredje album i ‘Over askeskyen’-serien har Noize atter produceret samtlige tracks, og ligesom med de tidligere indslag tager Pede sig af alle rapvers, mens gæstevokalisterne holder sig til omkvæd og interludes. Dermed er albummet også en slags antitese til sidste års feature-tunge ‘Sparring’.
Noize har ikke hevet de mest spraglende beats frem, men der er tilpas variation i lyden. Der er lidt jazzrap, lidt boom bap, der er endda lidt følsom, soulklingende sampling, der kunne lyde som noget fra et tidligt Kanye West-album. Selv om disse beats sjældent er mærkbart gennemtrængende, klæder de typisk Pede B ret godt, og diversiteten i lyden gør, at rapperen også byder på et farverigt udpluk af flows.
Gæstevokalisterne klarer det desværre ikke nær så godt som Noize. Der er ikke ét tilfælde, hvor en gæst leverer et omkvæd med gemmenslagskraft. På ‘Skillevej’, ‘Sjovt’ og ‘L.I.H.’ kommer det fra relativt anonyme popstemmer (Nathalie Hallundbæk og Emilie Moldow), hvis tilstedeværelse leder tankerne hen mod Skylar Greys omkvæd til diverse Eminem-sange. På ‘Manga’ og ‘Kenmo’ er hooksne i stedet leveret med autotunede hiphopvokaler, der ikke står pænt til Pede B’s oldschool-levering.
Albummet er bedst, når det blot er Pede B og DJ Noize. Rapperen er stadig en stærk historiefortæller, der formår at gøre en fortælling medrivende og livagtig, mens alle rim passer helt naturligt ind i narrativet. Dette gør han særligt godt på den personlige ‘Tidslinjen’ og på ‘Kenmo’ – sidstnævnte tekst er en slags internetæraens svar på Slick Rick-klassikeren ‘Children’s Story’.
Pede B virker på dele af albummet meget bevidst om sin position i dansk hiphop. På ‘OA3’ og ‘Status’ fortæller han reflekterende om sine 13 år i branchen, og ‘Gå’ er en stærk sang om, hvorfor dansk hiphop stadig har brug for erfarne herrer som ham. Det er en overbevisende sang, der på forhånd giver et solidt modsvar til folk, der mener, at tiden er løbet fra Pede B’s stil.
Vi mangler egentlig lidt nogle modne, reflekterede rappere i landet, og flere steder står det klart, at Pede B en dag ville være i stand til at skabe en dansk pendant til ‘4:44’ eller ‘We Got It from Here… Thank You 4 Your Service’. Hør for eksempel ‘Tidslinjen’ eller ‘Falder’.
Alligevel følger han ‘Gå’ med den infantile ‘Tricks’, der handler om, at Pede B »laver tricks på din dame« – den platte tekst ledsages heldigvis af et af albummets lækreste beats.
Pede B har ikke grund til at frygte, at han er blevet gammel, men han er langt mere kompetent, når han omfavner sin livserfaring, end når han prøver at være ung med de unge. Hvis han gør det på den næste askesky, kan han muligvis have sit magnum opus på vej.
Kort sagt:
Pede B er blevet voksen på ‘Over askeskyen 3’, og hans modenhed klæder ham. Desværre er albummet også fyldt med sløje omkvæd, hvilket sætter en alvorlig bremse i albummets helhedsfornemmelse.