Den jordnære poesi får tårerne frem på Aksglædes ‘Hvorfor kom du overhovedet?’
Aksglæde har fået sit hjerte knust. Han sang allerede om det på sangene ‘Næste sommer ‘ og ‘Fantomfølelser’, der efterhånden er et par år gamle, men der har alligevel været nok følelser til overs til, at kærlighedshistorien kunne fostre endnu en ep. ‘Hvorfor kom du overhovedet’ rummer syv flotte sange, der handler om efterdønningerne af et brud og de første små skridt, man tager for at komme videre. Og dette fortalt gennem virkelig flotte tekster og dansable produktioner.
Aksglæde rammer nøgternt og præcist ned i nogle af de rungende spørgsmål, man står tilbage med, når man er blevet forladt af sin kæreste: »Hvorfor kom du overhovedet, hvis ikke det var for min skyld?«, spørger han på ep’ens åbningsnummer, og flere ord behøver man ikke for at forestille sig et festscenarie, hvor alle tanker kredser om én person og den mærkelige måde, man skal lære at omgås hinanden på efter et brud.
Den fine kærlighedshistorie er størstedelen af tiden pakket ind i funkede popproduktioner med masser af store synthflader, groovy basgange og diskrete guitarfigurer. Den tone, der med et stramt trommebeat og accentuerede keyboard-hits slås an på åbningsnummeret, går igen på ‘Promilleromantikken’ og ‘Kender du det’ (hvis vers har en umiskendelig lighed med Drakes ‘Passionfruit’), og det er en lyd, man genkender fra en del af Aksglædes tidligere sange fra ep’erne ‘Aksglæde’ og ‘Fortrudte fortielser’.
Men ‘Bare i nogle timer’ og ‘Hvis du bare havde sagt noget’ vidner om, at Aksglæde i højere grad tør at lave helt rendyrket pop på dette tredje udspil. Guitaren fylder mindre i lydbilledet, mens detaljerede elektroniske beats og afrundede, varme synthlyde har fået mere plads, og det polerede udtryk holdes fint i skak af de velskrevne og fængende tekster.
Lyrikken på ep’en er nemlig vanvittig skarp og rørende på den allermest jordnære facon. »Hører Fleetwood Mac og tænker på dig«, synger Aksglæde på ‘Bare i nogle timer’, og i samme sang hører man linjen: »Du siger det er en dårlig idé at rive op i et sår / men jeg ser slet ikke det problem, jeg bløder stadig som var det i går«. Historien om et brud fortælles gennem virkelig simple, men ekstremt levende billeder, der får én til at smile og knibe en tåre samtidig. Og som så mange kærlighedsfortællinger er det en historie om at blive knust og langsomt finde fodfæste igen.
Fodfæstet genvindes for alvor på ep’ens absolutte trumfkort og sidste sang, ‘Søerne’, hvor Aksglæde synger om at cykle gennem København om natten. Nummeret har en helt særlig ro og afklarethed, der er ekstremt rørende, og det simple mundtrompet-hook understreger fint, at Aksglæde ikke har travlt med at tage sig selv alt for højtideligt. I skrivende stund sidder jeg på den anden side af jorden, og da jeg første gang hørte omkvædet, den varme guitarklang og Aksglæde synge »Nu kommer jeg til søerne«, fældede jeg altså en lille tåre.
‘Søerne’ er sangen, der sikrer Aksglæde den femte stjerne. Uden den havde ‘Hvorfor kom du overhovedet’ fremstået som en god, velskrevet, men også relativt ufarlig pop-ep, men ‘Søerne’ tilføjer den nerve, der virkelig overbeviser om, at Aksglæde er en jordnær poet af stor kaliber.
Kort sagt:
‘Hvorfor kom du overhovedet’ rummer syv flotte sange, der handler om efterdønningerne af et brud og de første små skridt, man tager for at komme videre.