James Blake er sårbar, forelsket og ærligere end nogensinde: »Jeg har aldrig haft modet før nu«

James Blake er sårbar, forelsket og ærligere end nogensinde: »Jeg har aldrig haft modet før nu«
James Blake.
»Jeg har altid fået at vide, jeg ikke var sej«, siger James Blake. Men er det ikke sejt for første gang nogensinde for alvor at turde synge fra hjertet?

Et forstyrret portrætfoto. Et uskarpt billede af en ung mand, der flytter på sig for ikke at lade sig indfange rigtigt af linsen. Et forvrænget ansigt i blå-grå toner og et blik, du ikke kan fange.

Således var James Blake portrætteret på sit cover, da han albumdebuterede i 2011. Og således lød han. Forvrænget vokal, forstyrrede harmonier. Et blåtonet lydbillede gennemsyret af stemninger, du ikke afkoder ved første lyt.

I januar udgav James Blake sit fjerde studiealbum, ’Assume Form’. Med et nyt coverportræt, der skildrer ham skarpt. Med blikket rettet mod kameraet. Naturlige kulører har overtaget de blå toner – med en helt almindelig, subtil skyggeside, der kærtegner hans kind.

James Blake har smidt sit filter. I lyd, billede og ord. Forelsket og sårbar. Men frem for alt: Modig.

»Jeg har altid fået at vide, jeg ikke var sej«

Selve titlen indikerer processen, James Blake har undergået. ’Assume Form’. At antage en form. At eksistere i en virkelighed, at vige fra det abstrakte og hige mod det konkrete.

»I will be touchable, I will be reachable«, som han synger på titelnummeret.

»Det handler nok mest om at føle sig autentisk«, fortæller James Blake over en telefonlinje fra Los Angeles. »At sige det, du mener, og være åben for at kunne være i din egen krop«.

Til trods for bopælen i L.A. er accenten stadig lige så syngende britisk, som hans overvældende høflig- og ydmyghed.

»Det er nok lidt en 21. århundrede-frase, det med at være til stede i sin egen krop. Men folk ser på deres liv frem for rent faktisk at leve det. ’Assuming form’ er at forlade den følelse. At lægge den bag sig«.

»Det er nok min yndlingssang på albummet«, fortæller han om titelnummeret. »Den handler om skam. Skam omkring intimitet. Om ikke at kunne forstå, hvorfor nogen vil være sammen med dig. At være for distraheret og urolig til at komme ud af dit eget hoved. Jeg tror, det derfra udvikler sig til at blive en triumferende sang om, hvordan det lykkedes mig – og hvordan livet rent faktisk føles bedre, når du er autentisk; når du er forbundet med det, der sker. Det indkapsler hele albummet for mig«.

James Blake. (Foto: Amanda Charchian)

Autenticitet. Et buzzword så kvalmende klichéfyldt for vores generation, at det næsten ikke er til at bære. Men som alle andre klichéer, er også denne en kliché af en årsag. Hvor meget af dit liv har du anskuet udefra i dag frem for at være til stede i det? Hånden på hjertet – lader vi ikke alle sammen lidt af tilværelsen stagnere bag skærme, skødesløshed og dårlige undskyldninger?

James Blakes nyfundne wokeness (for nu at blive i det 21. århundredes ubehagelige ordbog) er ikke kommet let til ham. Tværtimod. Lige fra det øjeblik i 2010, hvor han hittede med et cover af Feist-balladen ’Limit to Your Love’, har James Blakes karriere og alt, der dermed fulgte, haft så meget fart på, at de færreste ville formå at kunne at have jordforbindelse hele vejen.

»Kind of a blur«. Sådan beskriver han de første år af kometkarrieren. »Måske endda hele vejen igennem mine 20’ere«, tilføjer han eftertænksomt.

James Blake er fyldt 30 nu. Det hele føles ikke som et blur længere. Den forvrængende autotune, der dominerede debuten, er skruet et nøk ned, og for første gang er teksterne skrevet direkte fra hjertet – fra og om Blake selv. I første person.

Og første persons-James Blake er blevet forelsket.

»I moderne musik er det meget sejere at sige, du ikke er forelsket. Det er sejere at være mere utilnærmelig og nonchalant omkring det. Derfor forstår jeg godt, at dette ikke er det sejeste album. Men jeg har det okay med det, for jeg er ikke den sejeste person. Og det har jeg aldrig været«.

»Nogle kritikere taler om min musik, som om den er en slags sej niche-ting. Det, synes jeg, er bullshit. Jeg har altid fået at vide, jeg ikke var sej. Jeg prøver virkelig bare at udtrykke mig selv«.

»Ja, James Blake er stadig ked af det«

Hvis James Blake ikke er sej, må sejhed være et definitionsspørgsmål, som jeg er længere fra det endegyldige svar på end som så. Én ting er hans indiskutabelt seje projekter på kryds og tværs af genrer og kunstnere i verdens absolutte elite. Fra Beyoncé og Bon Iver til Kendrick og Kanye. Meget større bliver det faktisk ikke.

Et andet element, der må være helt essentiel i definitionen af sejhed, er mod. Modet til at følge sin kunstneriske intuition? Tjek. Modet til at være kompromisløst ambitiøs og stile mod stjernerne på musikhimlen? Tjek. Modet til at skrive ærligt og åbenhjertigt? Tjek … fra nu af.

»Jeg har aldrig haft modet før nu, før dette album. Måske lejlighedsvist, men selv på ’Retrograde’, som nok er et af de mest følelsesladede tracks, jeg har lavet, taler jeg stadig til en anden. I sangens narrativ taler jeg til nogen, beroliger nogen. Det handler mere om dem end om mig. På dette album har jeg virkelig formået at berolige mig selv og udtrykke kærlighed til den person, jeg skrev sangene om. Det er brutalt åbent. Og det er ikke altid for alle«.

James Blakes ord kommer på en måde lidt bag på mig. Siden hans debut har han lidt under den evindelige stempling som den depressive autotune-crooner; hitlisternes ubestridte »sad boy«. Alt sammen baseret på det, man vidt og bredt formodede var en brutal åbenhed.

»Ja, James Blake er stadig ked af det«, lød det fra Pitchfork, da Blake sidste år slap en forsmag på ’Assume Form’ i form af ’Don’t Miss It’. En enormt forsimplende dom over et nummer, der rummer så mange stemninger. Et pulserende beat, højstemte korsamples. En tekst, der efter Blakes eget udsagn er »en egocentrikers indre monolog«. Men hvis man tager et dybsindigt alvorsord med sig selv, betyder det så, man dømt til evig ked af det-hed – eller at man langt om længe hanker op i sig selv og ser realiteterne i øjnene? At man efter år med angst og ængstelighed beslutter sig for at gå til bekendelse med fortiden for at kunne se fremad?

Blake har aldrig brudt sig om ’sad boy’-stemplet. Og da Pitchforks kommentar landede, kommenterede han da også endelig på det. »Jeg har altid fundet det udtryk usundt og problematisk, når det bruges til at beskrive mænd, der bare taler åbent om deres følelser«, skrev han på Twitter.

Måske mistolkningerne har været et led i at oparbejde det mod, det krævede endelig at tage bladet fra munden og skrive fra hjertet. Men med det åbne hjerte kommer sårbarheden.

»Hvis du skal skrive noget, der er så personligt, så afslørende og åbent, er det svært ikke at føle sig bedømt, når du læser anmeldelserne. Det kommer jo direkte fra mig. Det kan godt være hårdt. Men så igen – når det er overstået, får du en chance for at vokse og lære af det«.

Anmelderne – mig selv inklusive – prøver vel også ofte at gøre sig til psykologer over dine tekster og udvikling?

»Ja, det gør de virkelig. Og de er ikke psykologer, så de tolker det ikke rigtigt. Jeg værdsætter musikkritik. Jeg føler, det hjælper mig til at forstå nogle ting. Jeg kan godt lide at vide, hvad folk tænker. Det er et interessant spejl. Men jeg er nødt til at separere, når folk er personlige, og når de bare giver konstruktiv kritik«.

Men hvad er James Blake så?

Som anmelder – og dermed utvivlsomt skyldig i et utal af amatørpsykolog-udskejelser – har jeg hidtil bildt mig selv ind, jeg har forstået James Blakes udvikling. Som jævnaldrende forstår jeg hans overvældende, slørede 20’ere. Som følsomt og usejt menneske i musikbranchen forstår jeg, hvor lidt plads, der er til den slags følelser, når det er det seje image, der er driftigt.

Dog undrer det mig alligevel, at James Blakes allermest afslørende og romantiske album samtidig er det album, hvor han mere end nogensinde før inddrager hiphoppens hårdkogte univers.

»Hiphop er en interessant genreklassifikation, for mange af kunstnere i hiphop er jo bare musikere, som tilfældigvis laver en særlig slags musik. Deres evner og håndværk kan blive overført til så mange forskellige ting. Selv om Travis og Metro Boomin er to af de største hiphopkunstnere i deres generation, hører jeg en masse indflydelser i det, de laver, når jeg hører deres musik. I Metros hører jeg for eksempel en masse post-minimalisme, mange teksturer, specifikke interlocking-melodier. Jeg hører mange genrer, og det giver et bredt spektrum af muligheder«.

Samarbejdet med Travis Scott og Metro Boomin mundede ud i et af albummets absolutte højdepunkter, ’Mile High’. Underspillede trap-beats og hypnotiske loops møder en version af Travis Scott, der er rolig og inderlig som aldrig før.

»Sangen kom fra Travis«, fortæller Blake, da jeg spørger ham, om det er svært at forene så forskellige kunstnere. Den triste electro-artpop-dreng og den heftige hiphopsværvægter. »Det startede med, han sang over et Metro Boomin-beat. Jeg fulgte bare efter ham. Den er følsom og ret romantisk«.

Lige så gnidningsfrit som Scott-samarbejdet lyder, lige så let lyder genrekollisionerne, når du giver ’Assume Form’ et par lyt. Når jeg tænker på numrene ét efter ét, har jeg svært ved at forstå, hvad det er for en rød tråd, der væver dem sammen til så helstøbt et værk. Trap-tunes side om side med flamenco-mystik, pianobårne flødeballader med benhård André 3000-rap-ekvillibrisme.

»Jeg tror, jeg slipper afsted med det, fordi jeg synger på alle sangene. Min stemme holder lidt sammen på det hele. Selv den spanske sang – den føles ikke engang spansk, vel?«

Blake tænker højt. Han gennemgår mumlende nogle af albummets genreafstikkere. Det er som om, han ikke har tænkt så meget over det, før vi taler om det. Albummets form er altså tydeligvis ikke fortænkt. Det er skrevet fra hjertet, der slår med nye beats for hvert nummer.

Han har ret i, det er hans stemme, der holder sammen på det hele. Men jeg synes ikke, det er fordi, han synger hele vejen. Det er fordi, hans stemme har fået en stemme. En ærlig stemme, som jeg tror på.

»Det er nok en underlig hybrid af mange ting, der holder sammen på det hele«, fortsætter Blake sine overvejelser.

»Men, du ved… jeg har jo mest lavet musikken til mig selv – det må du undskylde«, afslutter han med en lille, høflig latter. En ydmyg undskyldning, der bekræfter det hele, uden han aner det. Den røde tråd, det nye fokus, den nye stemme. I billede, lyd og ord.

Læs anmeldelse: James Blake ‘Assume Form’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold