Hugo Helmigs mest interessante attribut er uden tvivl hans vokal

Hugo Helmigs mest interessante attribut er uden tvivl hans vokal
Hugo Helmig.
Hugo Helmigs mest interessante attribut er uden tvivl hans vokal - Juvenile
3 6
Hugo Helmig
'Juvenile'

Album, The Bank Music

Med den catchy ‘Please Don’t Lie’ og et vanvittigt charmerende glimt i øjet var Hugo Helmig nærmest selvskreven til rollen som Danmarks nye store popprins, da han stak hovedet frem i begyndelsen af 2017. Den single alene var endda nok til at få Helmig nomineret til P3 Gulds talentpris samme år.

‘Please Don’t Lie’ havde da også internationalt potentiale (den ledte tankerne hen på hjerteknuseren Shawn Mendes), og med ep’en ‘Promise’ fra sidste år blev referencerammen også udvidet til Charlie Puth, Ed Sheeran, Khalid og en snert af Justin Bieber. Debutalbummet ‘Juvenile’ bygger videre på den internationalt orienterede lyd og gemmer på 11 ganske udmærkede popsange om ungdom, kærlighed og de problemer, der ofte følger med sidstnævnte.

Musikalsk skæver det rendyrkede popalbum dog lidt for meget til de samme partytricks; de samme fire akkorder, den sprøde akustiske guitar og de fløjlsbløde vokaleffekter går igen i sådan en grad, at ens opmærksomhed desperat begynder at lede efter noget nyt at hæfte sig ved. Og det er en lille smule svært at finde ud af, hvor man skal lede.

De ungdommelige kærlighedstekster på ‘Juvenile’ er sympatiske, men ikke poetisk overvældende, og går man dem efter i sømmende, virker det som om, Helmig er lidt begrænset af det engelske sprog.

Teksterne tenderer af og til det floskel-agtige; »I was wrong, and you were right / we should be together, stronger when we’re unified«, synger han på ‘One Plus One’, mens  ‘Home’ indeholder linjen »They say time is supposed to heal all wounds«.

Det er udtrådte kærlighedsgloser, der får sangene til at fremstå uopfindsomme, og af og til bliver sætningerne direkte kluntede. Eksempelvis på den ellers catchy ‘My Fault’: »Promises I never keep / and the lack of attention / when you should’ve had all of it«, synger Helmig, og selv om man forstår pointen, er det bare ikke særlig elegant serveret.

Hugo Helmigs og dermed ‘Juvenile’s mest interessante attribut er uden tvivl hans stærke vokal. Man kan ikke komme uden om, at Helmig synger vanvittigt godt, og især når han skruer op for volumen og tør snerre lidt som på den fremdriftsbårne åbner ‘Don’t Wait Up’ eller den følsomme ‘My Fault’, begynder man virkelig at spidse ører.

Gennembrudssinglen ‘Please Don’t Lie’ fremstår stadig som en af Helmigs bedste popsange med det forløsende omkvæd, det bombastiske beat og den absolut tidstypiske tekst om en pige, der går lidt for meget op i at fremstå perfekt på sociale medier. Og selv om afslutningsnummeret ‘Home’ afviger ret meget fra den overordnede lyd på albummet, er det absolut også en af ‘Juvenile’s mest interessante sange – med en 80’er-agtig keyboardlyd og gospelagtige akkorder viser den en anden side af Helmigs sangskrivning.

Udfordringen med ‘Juvenile’ bliver at overbevise lytteren om, hvad man får ud af at høre Hugo Helmig, som man ikke får ud af at lytte til Shawn Mendes, Charlie Puth eller lignende sidestykker.

Bevares, Helmig er en lokal fyr, der trods alt er tættere på hjem end de andre teenagestjerner. Men er der andre grunde til, at jeg skal lytte til Hugo frem for Shawn Mendes? Jeg er ikke overbevist.

Hugo Helmig har fundet en hitopskrift og en klædelig lyd, men sangenes generiske popstemning bliver aldrig rigtig vedkommende. Der kan sidestykkerne Mendes og Puth præsentere en væsentligt mere varieret og personlig sangskrivning, og deres charmerende attitude skinner igennem musikalsk.

‘Juvenile’ fremviser dog et fint musikalsk potentiale, og hvis Helmigs sangskrivning gemmer på samme kompleksitet og råhed som hans stemme, kan der være masser at hente i fremtiden.


Kort sagt:
Hugo Helmigs debutalbum rummer 11 udmærkede popsange, men han træder undervejs vande både tekstligt og musikalsk.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold