Spot Festival: Selma Judith var bedst, når hun var alene med harpen
Da Selma Judith spillede sin første sang, var der total tavshed på Voxhall. Man turde nærmest ikke trække vejret, da hun striglede harpen, mens hun gav instrumentet regelmæssige rytmiske klap og introducerede os til koncerten med et »welcome to the jungle«.
Det var et åndeløst øjeblik. Man troede, at en exceptionelt intens koncert var på vej. Det blev det dog ikke.
For selv om Selma Judith sang fejlfrit og fraserede fuldstændig fantastisk gennem hele koncerten, var det som om én speciel ingrediens manglede. Måske havde hun valgt et forkert band: Trommerne sprang intimiteten i luften, og en enkelt guitarsolo gennemskar ’Colder’ på abrupt vis. Nogle gange virkede det som om, Selma Judiths band glemte, at de her sange faktisk var afdæmpede r’n’b-numre, mens de bragede afsted.
Men selv om bandet overspillede, var den spirende sangers numre stadig stærke. Intimiteten i sangene var intakt, og da hun spillede ’Kind of Lonely’ til sidst i koncerten, blev Voxhall revet med. Og da Judith lovede at »fuck you into the daylight« på ’Inner Thigh’ var det svært ikke at blive forført. For sangenes styrke var uimodståelig i sig selv– selv om liveopsætningen ikke altid hjalp hende.
Da koncerten sluttede, klappede salen så meget, at sangeren nærmest blev forlegen over den store begejstring. Hun kunne ikke lade være med at smile og takkede gang på gang. Selma Judiths sang havde tydeligvis forført Spot Festival, men man kunne ikke lade være med at tænke, at hun sagtens kunne have gjort det med mindre. For hun var stærkest, når hun bare fokuserede på sig selv, harpen og stemmen.
Kort sagt:
Selma Judith var bedst, når hun sad alene med harpen. For hendes medbragte band var tit tæt på at sabotere hendes sange, når guitaren og trommerne fik for meget frirum.
Læs alle vores anmeldelser fra Spot Festival HER.