Banks balancerer perfekt mellem beskidt og smooth på ‘III’

Banks balancerer perfekt mellem beskidt og smooth på ‘III’
Banks.
Banks balancerer perfekt mellem beskidt og smooth på ‘III’ - III
5 6
Banks
'III'

Album, Universal

Nogle albums fastholder din opmærksomhed ved at give dig alt det, du vil have. Fløde, sukker og alle de tricks, det kan trække. Og heldigvis er Banks’ tredje studiealbum ‘III’ ikke den slags album. I stedet holder Banks sin lytter helt ude på stolekanten gennem en blanding af genkendelige motiver og grooves, og forstyrrende, forvrængede detaljer, der sørger for, at man ikke keder sig. Og det fungerer.

‘III’ er mørkt, men groovy. Beskidt, men flot. De soulede r’n’b-grooves løber side om side med stemningsfulde synthesizere og trap-indflydelser i både vokalen og trommer. Der er både plads til det forvrængede og metalliske, som på introen ‘Till Now’, og til den afrundede og afmålte ro på ‘If We Were Made Of Water’. Og fordi lydbilledet hele tiden veksler mellem, og blander de to grundelementer, føler man sjældent, at det bliver for roligt eller for beskidt – måske med undtagelse af ‘The Fall’ og ‘Stroke’, der bliver lige lovligt påtrængende og forvrængede.

Det er et lydunivers, der passer perfekt til Banks’ vokal. Hun kan både være tæt på, som på ‘Propaganda’ og langt væk, som på ‘Stroke’ – og så mestrer hun både det spinkle på ‘Sawzall’ og in-your-face-lyden på ‘Fall’. Hun sniger sig ofte ind på sine melodier, og leverer dem indimellem afmålt og indimellem med fuld gas, ofte med en smule forvrænget stemme og en snert af autotune til at understrege det elektroniske univers. Og det er det helt rigtige toplag til ‘III’s mørke, elektroniske lyd.

Banks har fået hjælp af især to interessante producere, nemlig BJ Burton og Buddy Ross, som hver især har sat deres præg på dele af albummet. Burton, der er kendt for sin indflydelse på Bon Ivers lyd, bidrager netop med lidt af denne Bon Iver’ske eklekticisme, og Ross, som blandt andet har arbejdet sammen med Frank Ocean, står for det mere glatte og soulede udtryk. De to retninger ender med at stemme flot overens, og intet af det overtager lydbilledet. ‘III’ har et meget helstøbt udtryk, der bestemt er sit eget, og hverken Bon Ivers eller Frank Oceans.

På trods af det helstøbte udtryk, er sangene meget varierede på ‘III’. Der er både plads til det rolige, lidt folk-agtige nummer ‘If We Were Made Of Water’, det dansende, latininspirerede ‘Alaska’, og en trappet pop-banger som ‘Gimme’, og for det meste hører vi disse elementer rodet sammen flere ad gangen, som på ‘Contaminated’ og ‘Sawzall’, der begge balancerer et beskidt groove med en rolig ballade-melodi.

Som helhed fungerer albummet godt, selvom man godt kunne have forestillet sig at skære et nummer eller to af tracklisten, for at gøre det helt skarpt. Det er sjældent, at man taber opmærksomheden, især på grund af den store variation i både lyd, vokal og sangtype, men albummet taber aldrig sin egen lyd eller den røde tråd.


Kort sagt:
Banks har skabt et varieret og helstøbt værk, som med sin blanding af mørk r’n’b og beskidt trap-pop fastholder lytterens interesse – sjældent kammer det forvrængede over, og sjældent bliver det for smooth.

Læs også: Anmeldelse – Ed Sheeran har hevet alle sine venner i studiet på nyt album – men hvorfor?

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold