DIIV går shoegaze-planken ud og kigger dybt ind i sig selv på ‘Deceiver’

DIIV går shoegaze-planken ud og kigger dybt ind i sig selv på ‘Deceiver’
DIIV.
DIIV går shoegaze-planken ud og kigger dybt ind i sig selv på ‘Deceiver’ - Deceiver
4 6
Diiv
'Deceiver'

Album, Captured Tracks/Playground

Tilblivelsen af DIIV’s forrige album, ‘Is the Is Are’ fra 2016, var en hård fødsel, ligesom den efterfølgende periode heller ikke var videre harmonisk for Brooklyn-bandet. Grundet krænkende udtalelser blev bassisten Devin Ruben Perez fyret, og gruppen var også nødt til at aflyse en planlagt turné gennem Europa, fordi ankermand Zachary Cole Smith måtte gennem et længerevarende rehabiliteringsforløb for at blive sit narkomisbrug kvit.

Med vanlig sans for melodrama har Smith udtalt, at ‘Deceiver’ er »soundtracket til personlig genopstandelse under den tunge byrde af metallisk renselse«.

Snarende end forløsende katarsis føles albummet mere som et dybt blik ind i sig selv, hvor man gradvist kigger sine dæmoner i øjnene og tager favntag med dem i et sindigt tempo. Et indtryk, som ligeledes manifesterer sig i det musikalske udtryk, som er tilsvarende introspektivt og holder et stringent genremæssigt fokus.

Hvor ‘Is the Is Are’ såede sine genrefrø i vekslende doser mellem dreampop, postpunk og shoegaze, er ‘Deceiver’ anderledes konsekvent i sit udtryk, og albummet går shoegaze-planken helt ud med alt hvad genren foreskriver af tykke distortion-teksturer og en heftig brug af guitarens vibratoarm, som vokalerne kan gemme sig trygt og varmt bagved.

De forvrængende flader forløser en indestængt energi, hvilket krystalliserer sig ganske effektfuldt i ‘Horsehead’ og ‘Like Before You Were Born’, hvor man fornemmer, at DIIV’s hårdt tiltrængte harmoni trives godt ved at koncentrere sig om dette bestemte musikalske fokus.

Med karakteristisk ’glider’-guitareffekt er ‘Between Tides’, ‘Taker’ og ‘For the Guilty’ noget nær en masterclass i shoegaze, men selv om det afgjort understreger den introverte stemning, bliver den prægnante lyd periodevis også lidt for meget en stiløvelse.

Riffet i ‘The Spark’ føles som en nødløsning, og den bedøvende ‘Lorelei’ er simpelthen for dorsk og uvedkommende. Som lytter føles det som at sjoske gennem kviksand, og når My Bloody Valentine ofte popper frem i tankerne, når man bevæger sig gennem albummet, er det nærliggende at forestille sig, at Kevin Shields ganske givet ville have kasseret disse numre prompte.

Nu har Zachary Cole Smith heldigvis et sikkert greb om sangskrivningen, og med melodiøse hooks, catchy accentueringer og energisk fremdrift funkler ‘Skin Game’ og ‘Blankenship’ som højdepunkter og lysglimt på et album, som mestendels befinder sig i dunkle nuancer.

Meget tyder på, at gruppen har fået løst de personlige obstruktioner, som har tynget dem, og de mørke teksturer er således på fin vis med til at tegne en fremtid, som musikalsk ser lys ud for DIIV.


Kort sagt:
DIIV går shoegaze-planken ud på deres tredje album, hvor gruppen anvender det stringente genrefokus som afsæt for både en ny musikalsk retning og en tiltrængt indbyrdes harmoni.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold