Gents ransager menneskeheden og sig selv for nærvær på ’Human Connection’
De altid stilede Gents måtte trække stikket og mærke efter forud for udgivelsen af deres andet album, der er efterfølgeren til den roste debut ‘About Time’ fra 2017. Midt i tilblivelsen af ‘Human Connection’, et album der skulle sætte fokus på længslen efter nærvær og intimitet, mistede duoen netop fornemmelsen for netop de ting. Den nødvendige, personlige selvransagelse har dog mundet ud i et album, der er lykkedes med at indkapsle følelsen af at være fremmedgjort og længselsfuld – et sted, hvor man svømmer rundt i følelser, man ikke ved, hvad man skal stille op med. Selvfølgelig fortalt gennem catchy, synthbaserede popproduktioner.
Albummet åbnes med et trommebeat, der med det samme positionerer lytteren i en bruntonet tv-serie a la ’Taxa’ fra 90’erne. Niels Fejrskov Juhls vokal lyder som sig selv, Theis Vesterløkkes instrumentale, lette hooks er lige så tilstedeværende som altid, men den 80’er-inspirerede spa pop-lyd, der altid har kendetegnet Gents, har fået et twist i form af en næsten triphop-agtig 90’er-lyd.
90’erne spøger gennem hele albummet, især på numre som ‘Premature Decisions’ og ‘Right On Time’ – sidstnævnte kunne snildt have ageret soundtrack til en montagesekvens i ’Rejseholdet’. Når det er sagt, kan man dog nemt genkende Gents’ svævende drømmepop på førstesinglen ‘Smoke Machine’ og ‘Emotional Facelift’.
Gents er sofistikerede, stilfulde, moderne – ja, alt det de skal være. Men sangene kommer sjældent helt tæt på. Niels Juhls teatralske barytonvokal bliver næsten for karikeret til, at man som lytter lader sig ramme af de ellers vedkommende ord, og man længes efter, ja, lidt human connection, kunne man fristes til at sige.
For virkelig at ramme ind i hjertekulen, mangler der nogle elementer i produktionerne, der ikke er pastiche-agtige – noget der ikke forsøger at mime noget andet, en særlig tid eller en særlig stil. Eksempelvis er den subtile autotune i ‘Emotional Facelift’ et spændende og sjovt input til lyduniverset. Det samme gælder den distortede guitar på ‘Second Guesses’.
Det, der for alvor taler til én, er de catchy, næsten lyriske synthesizer-temaer, der på dette album også får selskab af lidt guitar på eksempelvis ‘Own Little World’. Melodierne er smukke, elegante og bliver det, der virkelig kendetegner Gents’ identitet som sangskrivere.
Et af albummets mest Gents-agtige numre, ‘Smoke Machine’, viser tydeligt, hvor kraftfulde de melodiske hooks er; de bliver hængende i ens hoved i flere timer. Ligeledes er det tonesproget, der i titelnummeret formidler den længselsfulde, ensomme stemning, ordene beskriver, gennem følsomt klingende, nedadgående akkordbevægelser. Her findes også hvad man måske kan kalde albummets mantra: »The slower I move, the faster I grow«.
Tankerne om at få tømt ud i følelseslivet, mærket efter og tage tingene i sit eget tempo er gennemgående på hele albummet, både i frustrerede og mere optimistiske klæder. På ‘Right On Time’ mærker man en optimisme omkring endelig at være der, hvor man gerne vil være, mens ‘Emotional Facelift’ på trods af den friske produktion kredser om at være følelsesmæssigt udmattet og have brug for en emotionel makeover. På ‘Premature Decisions’ mærker man også en lidt gruende, utilpas følelse i de næsten lidt tågehornsagtige synths.
På den måde er ‘Human Connection’ et album, der egentlig fortæller en masse relaterbare, vedkommende historier om følelser og en længsel efter nærvær, man let kan nikke genkendende til. Både på et individuelt og et bredere, mere udadskuende plan. Det sidste skridt for duoen må være at turde dyrke det ligefremme og det knap så stiliserede i lidt højere grad og derved virkelig skabe den menneskelige forbindelse, de længes efter.
Kort sagt:
‘Human Connection’ fortæller relaterbare, vedkommende historier om følelser og en længsel efter nærvær, men Gents mangler selv at lade sit publikum komme helt tæt på.
Læs interview: Gents tog en pause for at tage pulsen på sig selv: »Vi indså, at vi ikke kunne følge med«