»Aarhus skal tilbage på landkortet«: Marwan guider til byens nye hiphopgeneration

De seneste mange år har København domineret den danske hiphopscene. Men nu er kunstnere som Iswaal, Shooter Gang, Ham Fra Syd og Shmur klar til at sætte Aarhus tilbage på landkortet – også takket være veteranen Marwans hårde arbejde bag kulisserne.
»Aarhus skal tilbage på landkortet«: Marwan guider til byens nye hiphopgeneration
Marwan. (Foto: Klara Løkke/Soundvenue)

Åh, kan du huske de gamle dage? Dengang alle råbte Aarhus V-postnummeret 8210, fordi Danmarks største rapstjerne var aarhusianeren L.O.C.? Dengang hvor dennes B.A.N.G.E.R.S.-crew omkring folk som U$O og Johnson dominerede hitlisterne? Og hvor Marwan introducerede Danmark for en ny form for gangstarap fra ghettoen?

De gode gamle dage tilbage i 00’erne, hvor Aarhus dominerede dansk hiphop, føles længe siden nu. For 2010’erne har – med få undtagelser – tilhørt København. Først kom Nørrebro-rapperen Kidd og sparkede døren ind for en ny generation af rappere i 2011, så overtog andre kunstnere fra København og omegn som Sivas, Hans Philip, Kesi, Gilli og så videre toppen af hitlisterne.

Aarhus forsvandt. Det har været en lang slummer. Men meget tyder på, at den jyske by er på vej tilbage på hiphopscenen. Unge artister som Shooter Gang, Iswaal, Don x Lee x Barber, Shmur, Baloosh og Ham Fra Syd er på vej frem, og lad os ikke glemme Omar, der på mange måder banede vejen for mange af de her navne og den slags musik, de dyrker.

Er Aarhus virkelig ved at vågne? Det har vi prøvet at finde ud af, og i den forbindelse interviewet Shooter Gang og Iswaal – og også en af byens største hiphopikoner, der arbejder for at skubbe talentmassen fremad.

Aarhus skal tilbage på landkortet

I Aarhus møder jeg Marwan, rapperen, der nærmest startede den form for multikulturelle gangstarap, som rigtig mange nu dyrker i Danmark. I disse dage arbejder han hårdt for at få sin hjemby frem igen.

Marwan er en form for gudfar for byens scene og har fokus på at få talenterne frem i lyset – og så er han ansat hos det store pladeselskab Universal, der har åbnet et studie i byen, der skal samle de unge rappere.

»Vi har masser af dygtige musikere i Aarhus«, siger Marwan, da jeg møder ham i musikstudiet, som han siger var et af hans krav for at starte et samarbejde med Universal: »Det er et kunstnerisk miljø. Det har det altid været, og det bliver det ved med at være«.

Marwan i Universals studie i Aarhus. (Foto: Klara Løkke/Soundvenue)

Det kunstneriske miljø har dog – i hvert fald i forhold til hiphop – foregået lidt i det skjulte. Ud over førnævnte Omar er det vel næsten kun unikummet Emil Stabil, der er kommet fra byen de seneste mange år.

»Vi har bare haft opmærksomheden på København de seneste ti år«, siger Marwan: »Men jeg tror, Aarhus skal på landkortet igen. Det er derfor, jeg er her«.

Når Marwan siger her, mener han det studiekompleks midt i Aarhus, hvor han vil samle hele byens hiphopscene. Det har hjulpet ham til at støtte de unge rappere i højere grad end før.

»Jeg har altid hooket folk op på den ene eller anden måde. Men ikke nok«, fortæller Marwan: »Jeg har været forbi studierne og snakket med folk om, hvordan man laver tekster, og hvad det er at være musiker. Men jeg har altid gjort det frivilligt uden rigtigt at tænke over det. Men nu kan jeg også hjælpe andre mere«.

Det virker som om, Marwans engagement og studiet i Aarhus kommer på det helt rigtige tidspunkt. For byens hiphopscene syder og bobler. Artister som Iswaal, Shooter Gang og Ham Fra Syd streamer i millioner, hvilket ellers længe var forbeholdt københavnerne. Men endnu vigtigere end streamingtal er det, at byen er ved at finde sin egen lyd.

Et Aarhus-sprog og en Aarhus-lyd

»Vi har en anderledes stil«, forklarer Marwan. »Den måde vi snakker på, og de ting, vi siger. Det er også derfor, jeg sørger for at sige: Lad være med at efterligne nogen. Om det så er fra København eller andre steder. Find jeres egen stil. Find jeres eget sprog. Snak det sprog, I snakker herfra«.

Det med at snakke sit eget sprog skal forstås helt bogstaveligt. Da jeg interviewer Iswaal senere på dagen, forklarer crewet mig, hvordan de har et helt slangsprog, der adskiller sig fra København. Og så er der selvfølgelig også accenten. Iswaal er derudover også meget bevidst om, at de ikke kun vil snakke om stoffer, som en af gruppemedlemmerne formulerer det. De vil finde deres egen vej, og sange som ‘Standard’ og især gennembrudshittet ‘Lyden’ viser, at de har potentialet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Iswaal er ikke så meget gang-gang«, siger Marwan: »De er stadig unge. Fornuftige mennesker, hvis man kan sige det på den måde. De er i en alder, hvor der er meget fest og ballade«.

Men der er også andre strømninger, der specifikt er tilstede i Aarhus. Især den hårde, kontroversielle drill-lyd, der blev populariseret af Chief Keef i Chicago, og som siden har bredt sig til London i form af UK drill, har inspireret mange af byens rappere.

Det er nok i allerhøjeste grad Ham Fra Syd og Shmur, der excellerer indenfor den genre. Deres gadehits ’Birdman’, ‘Omegn’ og især ’Stick Talk’ er nogle af byens stærkeste sange lige nu. Det er en genre, der er langt mere minimal og raporienteret end mange af de melodiske ting, man hører fra København for tiden.

»Dem fra syden har deres egen lyd«, siger Marwan om de ovennævnte rappere, der stammer fra Aarhus Syd: »Jeg kan lide, at de ikke er på så meget sang-shit. De rapper-rapper«.

Drill-inspirationen er også tilstede hos trioen Shooter Gang, som jeg også besøger med Marwan senere på dagen. Især i deres kontroversielle ’Mask på’-video, der dyrker samme voldsomme æstetik som de britiske videoer.

Videoen har fået kritik fra både lokalpolitikere og politi for sit voldsforherligende indhold. Men Shooter Gang kommer fra det berygtede kvarter Trillegården i Aarhus Vest og beskriver selv deres musik som talerør for deres lokalområde. Som en spejling af deres egen, rå virkelighed.

»De har meget at tilbyde, de drenge der«, siger Marwan om Shooter Gang: »De snakker om, hvad de oplever. Og i modsætning til mange andre rappere pakker de det ikke ind. Andre pakker ting ind, så det kan spilles i radioen eller komme på playlisterne. Shooter Gang siger, fuck det der!«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For Marwan er det altså faktisk en kvalitet, at videoen er så ligefrem i sin fremstilling af stoffer, våben og vold. Der er intet filter på. Samtidig peger han på, at musikken kan være en vej væk fra den livsstil, der stilles til skue i videoer som ’Mask på’:

»Det var det for mig! Jeg startede med at lave musik, og så har jeg bare hængt på siden. Jeg ved ikke, hvad jeg var endt i, hvis ikke jeg havde lavet musik. Det er der måske mange der siger, men seriøst, det er sådan det er! Jeg har aldrig haft et job i mit liv. Jeg har bare satset på musik«.

Samtidig er den ældre rapper dog ikke blind for de risici, der er forbundet med det store fokus på en hård livsstil. Han siger selv, at han kan være bange for, hvad der sker med de unge, der dropper ud af skolen og »fucker deres liv med stoffer«. Der er nogle reelle problemer i Aarhus, som musikken jo også er et udtryk for.

Men det er jo næppe problemer, der skyldes musikken. Shooter Gang fortæller eksempelvis, at de voksede op i Trillegården, mens en rockerkrig rasede. Så selvfølgelig er musikken præget af vold og uro.

Byen vågner

Helt grundlæggende føles det positivt, at der er et så stort kreativt miljø i Aarhus igen. At der er små scener rundt omkring – fra sydens raporienterede lyd over Shooter Gangs rå gaderap til Iswaals melodiske musik. Og videre til andre artister som trioen Don x Lee x Barber, Baloosh eller selvfølgelig den allerede etablerede stjerne Omar, hvis melodiske ghettosange faktisk åbnede dørene for Aarhus’ glemte kvarterer. Det føles som en by, der vågner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Faktisk har der næsten været for meget talent. I hvert fald hvis man er ham, der skal holde styr på det hele. For Marwans studie er altid fyldt med så mange unge rappere, at det næsten bliver for meget.

»Det sværeste har været, at jeg pludselig skal til at være pædagog! Jeg har aldrig nogensinde villet være pædagog«, sukker han på et tidspunkt. »Det er det der med disciplin, for helvede! Lad nu vær’ med at ryge det hash der! Det her er en arbejdsplads, men de tror, det er en klub«.

Det er især én episode, der har givet Marwan hovedpine:

»Jeg gav nøglen til en af de unge. Så var den nøgle omkring alle mulige mennesker, der ikke har noget med musik at gøre. Jeg kan love dig for, der var fest her. De sover her, drikker og sviner og alt sådan noget pis. Rigtigt børnehave-shit. Så er jeg sådan: Den nøgle skal ikke være i hænderne på nogen igen«.

På trods af et par frustrationer over de unge er det dog helt tydeligt, at Marwan er glad for sit arbejde i studiet. At han nyder at hjælpe en smule med at få byens unge hiphopscene frem i lyset. Og jeg får også fornemmelsen af, at det nok ikke er helt skidt for Aarhus’ unge aspirerende rappere, at det er en person som Marwan, der sidder med nøglen til det hele.

Læs interview: Mød det maskerede hiphop-crew, der skræmmer Aarhus: »Shooter Gang er ikke bare os, det er hele området!«

Læs interview: Iswaal bringer Aarhus-rap tilbage med en ny lyd: »Vi er trætte af folk, der rapper om kokain«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af