Jeg ved det godt. Når man ser noget, der irriterer én på internettet, skal man bare bevæge sig videre. Der kommer intet godt ud af at hæfte sig ved hver lille småting ude i det store cyberspace, som skurrer i ens øjne eller ører.
Men nogle gange bliver man også eksponeret for noget tilpas mange gange til, at det er okay at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor man rent faktisk får kastet det i hovedet. I dette tilfælde Tones and I, der de seneste mange uger har megahittet med sangen ‘Dance Monkey’, der i skrivende stund ligger nummer et på den internationale Spotify-liste og nummer fem på den danske.
Jeg hader den sang.
Og hvorfor bringer jeg så den holdning op netop nu? Jo, australske Tones and I havde i går sin debut på amerikansk tv, hvor hun spillede ‘Dance Monkey’ hos Jimmy Fallon.
I mit musikjournalistiske virke følte jeg mig forpligtet til at se den optræden, og den mindede mig ganske enkelt om, hvor meget jeg afskyr den sang.
Toni Watson, som er Tones and I’s borgerlige navn, synger så påtaget, at jeg slet ikke forstår, hvordan den sang stadig bliver streamet så meget. De vanvittige fraseringer minder mig om Maya Rudolphs geniale ‘National Anthem’-sketch hos ‘Saturday Night Live’. Ja, det er en totalt overdrevet sammenligning, men hør nu bare, hvordan ‘time’ bliver til ‘dime’ i Watsons mund. Det lyder som om, hvis Sia blev skruet op på 11.
Bevares, ‘Dance Monkey’ har et meget fint budskab om, at musikere og performere bliver punket til bare at ‘levere’ uden omsvøb. Og der er nogle meget hyggelige popproduktioner på Tones and I’s debut-ep ‘The Kids are Coming’, hvor hun også viser nogle mindre børneagtige tonelejer, der kan være helt hæderlige at lytte til.
Men altså, come on: Det kan ikke kun være mig, der synes, at ‘Dance Monkey’ er en dødirriterende sang. Eller hvad?
Svada hermed slut.
Tones and I spiller i Store Vega 13. marts. Der er stadig billetter.