When Saints Go Machine er programmeret til at kigge fremad – det er dig, der er bagud
When Saints Go Machine.

When Saints Go Machine er programmeret til at kigge fremad – det er dig, der er bagud

»Der er noget underligt magisk over, at der er gået mange år, og nu kommer vi tilbage. Det var sådan en hjemlig følelse. Der er både sket mange ting og ingenting overhovedet. Det var ligesom, da vi spillede i Danmarks Akvarium, og jeg tænkte: Her har jeg stået med min farmor, da jeg var fire. Det er ligesom en muteret superhelt, der kommer tilbage til det samme sted med flere kræfter«.

Nikolaj Manuel Vonsild læner sig frem i stolen:

»Man kan stadig godt være usikker og svag, men der er ligesom en ny power i det, man laver, og også en ny forståelse af sig selv. Der skulle smadres møbler, og man skulle være helt nede, men nu er man muteret til noget nyt og større. Med alderen har man oplevet det ultimative tab og alle de der ting, som man ikke har som ung, men man kommer igennem det og ud på den anden side. Ungdommen har en blåøjet energi, men nu er der vægt bag den energi«.

Nikolaj Manuel Vonsild, Silas Moldenhawer og Jonas Kenton skænker stempelkaffe ved et lille marmorbord i et gammelt kælderstudie med træskodder i det indre København. Det er her, When Saints Go Machines succesalbum ’Konkylie’ fra 2011 og nu også deres fjerde og nye album, ’So Deep’, er blevet til. Albummet er anledningen til kaffeslabberasen denne eftermiddag i november, og så er det altså også gruppens første fuldlængde siden 2013’s’ ’Infinity Pool’.

Meget er sket i mellemtiden. Sidste år udgav kvartetten ep’en ’It’s a Mad Love’, som af det danske anmelderkorps blev udråbt som gruppens mest eksperimenterende udspil til dato. Og i februar i år blev kvartetten til en trio, da keybordspiller Simon Muschinsky forlod When Saints Go Machine i al venskabelighed til fordel for andre musikalske projekter.

When Saints Go Machine. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Derudover er de tre resterende medlemmer blevet over ti år ældre siden debuten, med alt hvad det indebærer af glæder, sorger og indre dæmoner. Udseendemæssigt har tiden ikke sat synderlige spor. Hættetrøjerne hænger stadig på to af de tre, og i en alder af 39 og 35 er Vonsild, Moldenhawer og Kenton endnu ikke blevet for voksne til livet på landevejen, selv om erfaringen og rutinen efterhånden har ødelagt lidt af magien. Da vi mødes, er de netop hjemvendt fra deres første europaturné i fire år.

»Det er sådan noget, hvor man sidder i en bus i rigtig mange timer hver dag. Vi havde måske ti til elleve shows og én fridag«, begynder Jonas Kenton.

»Man kan lidt sammenligne det med at sætte tapet op. Lige når man går i gang, tænker man: Wow, det bliver sjovt, det her, men når man så står midt i det…«.

Silas: »Så gentager det sig selv«.

Nikolaj: »Man har ikke længere den der ting med, at vi for alt i verden skal ud og rundt. Jeg tror egentlig aldrig rigtigt, vi har haft den. Vi gjorde det nok bare, fordi det var det, man gjorde. Det var helt klart også en af grundene til, at vi tog et break på nogle år, fordi vi havde turneret så meget. Man får for små input som menneske. Man ved kun noget om sig selv, og det er der ikke så meget tilbage af, når man er færdig, for man har ikke tid eller plads til andet«.

Silas: »Jeg synes, det er en af de hyggeligste ture, vi har været på. Vi er blevet ældre, så vi har ikke de samme forventninger længere. Før man bliver et stort anerkendt band, tænker man, at det må være helt fantastisk, og så kommer man ud og oplever, hvordan det er, og så krakelerer den opfattelse lige med det samme. Man er så meget oppe i sit eget hoved i starten, så man tænker, at alle andre går op i, hvad man laver, og det gør de jo ikke, de er bare ude for at høre noget musik«.

Jonas: »Jeg tænker, at man ikke kan undgå at reflektere mere over en masse ting, når man bliver ældre, og meget af det, som falder meget naturligt, når man er ung, er alt det, man ikke tænker over. Så bliver man ældre og oplever en masse ting, og man reflekterer mere, og så kan det blive mere kompliceret på én måde, men mindre kompliceret på en anden måde. Musikalsk oplever man alt muligt ske med musikken, og man bliver forført af mange forskellige ting i løbet af en lang periode, hvilket også kan gøre, at man musikalsk tænker og reflekterer mere i stedet for bare at gøre det«.

Så erfaringen kan både udvide ens horisont og forvirre?

Jonas: »Præcis, så nogle gange er det det der med at finde sit spor og ikke blive forvirret«.

Nikolaj: »Jeg synes også, det handler om, at jo ældre man bliver, jo bedre lærer man sig selv at kende. Den der forestilling om, at musik bare er rock’n’roll, og at kraften ligger i ungdommen og intuitionen, passer ikke for mit vedkommende, for hvis man ikke ved noget om, hvad man laver, starter man det samme sted hver gang, og så bliver det kedeligt. Det er vigtigt at tænke over: Hvad skal musikken give mig, og hvad vil jeg gerne give andre? Alle de der tanker synes jeg kun er med til at styrke ens output«.

»Det betyder, at folk kan lære en bedre at kende gennem musikken, men det betyder måske også, at man mister nogen på vejen. Publikum vil have følelsen af, at de aldrig nogensinde skal dø, så de vil høre musik, som minder dem om deres gymnasiekæreste. Vores frygt for at dø gør, at alt skuer mod fortiden. Udødeligheden ligger i musikken, men musikken skal flere ting. Musik skal også oplyse og skræmme. Som lytter skal du ikke kun klappes og aes, for det får dig ikke til at forstå, hvordan verden ser ud«.

Tror I, det ville være nemmere som musiker at blive ældre i branchen, hvis folk i højere grad udvidede deres forestilling om musik?

Silas: »Det ældre publikum har travlt med deres realkreditlån og har ikke tid til at lytte til musik, og dem, som har tid til at lytte til musik, relaterer sig til nogen på deres egen alder, så det kræver måske ret meget af folk at sætte sig ind i, hvad vi laver. Desværre. Som musiker er man styret af så mange forskellige ting, og det er stadig musik, selv om man bryder med det, men folk har ikke vænnet sig til det endnu, så de er ikke klar til det«.

Jonas: »Nu er det med fare for at lyde gammel, men der sker jo alle mulige ting, når vores medier ændrer sig. Internettet er fantastisk, og det er sindssygt vigtigt og fedt, at der findes diversitet, og det skal vi passe på, at vi ikke mister, for skræmmebilledet er jo, at vi centraliserer og samler folk. Hvis man eksempelvis hører filmmusik fra 60’erne, så skete der alt muligt i musikken med helt vilde arrangementer, og i dag implementerer Hans Zimmer tre toner«.

Nikolaj Manuel Vonsild. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Så fordi der er så stor konkurrence i dag er det også lettere at drukne i det kæmpe hav af musiktilbud, hvis man stikker uden for den mainstream-skabelon, som folk forventer, musik skal bruges til? Og på den måde kan musikbilledet lettere blive ensporet?

Jonas: »Ja, det gør det, for folk skynder sig forbi det«.

Nikolaj: »Det er også derfor, det er vigtigt, at det bare handler om en selv, for man kan ikke følge de der tendenser og algoritmer. For mit vedkommende har den store lektie været, at man ikke kan genopfinde sig selv, hver gang man laver noget, og det skal man heller ikke. Man skal lade alt referere til resten af ens virke og sætte sig ned og sige: Okay, jeg var her, da jeg sluttede med noget, og så fortsætter jeg derfra. Man følger en naturlig udvikling i stedet for at prøve at finde ud af, hvad det nye er. Ligeså snart du åbner computeren, kan du lave musik inden for alle genrer og være præcis den, du vil, for der er sample packs og whatever, men man må si alt det der fra for at finde det, der er akkurat dig. Hvis man hele tiden bliver påvirket af alt muligt udefra, som gør, at man må ændre retning, bliver man et rodet menneske«.

En anden forståelse af lyd

Ifølge den nyudnævnte trio er det først og fremmest venskabet, som har holdt dem sammen som gruppe i mere end et årti. De inspirerer hinanden musikalsk, fordi de alle er »totalt uinteresserede« i at stagnere og søbe rundt i en nostalgisk »reunion-stemning«.

Gennem årene har deres fælles nysgerrighed sendt dem ned ad nye kreative sidegader såsom Nikolaj Vonsilds projekter Khalil og Cancer, som udsprang af, at han mistede sin far til kræft, og Silas Moldenhawer og Jonas Kentons fælles houseduo Kenton Slash Demon, når altså ikke nysgerrigheden har fungeret som motor for When Saints Go Machine.

»Jeg tror bare, det handler om, at man har noget, man gerne vil sige og undersøge. Det er terapeutisk at skrive og interessant klangligt at blive bedre til at finde ind til noget, som har en særegen karakter, hvor kontraster kan mødes på en måde, som styrker begge poler«, siger Nikolaj Vonsild.

»Det er også interessant at være tæt på musikken, når den spilles, om man så spiller til et rave-arrangement i Italien eller på Hotel Cecil, fordi man udvikler sig og lærer noget om sig selv. Med alderen kan jeg også bedst lide, hvis jeg får noget ud af at være sammen med mine venner. Det betyder ikke ligeså meget at være ude onsdag, torsdag, fredag og lørdag som det gør at være i studiet i weekenden og producere noget. Der er en alvor i den slags venskaber, som er smukt«.

Jonas: »Jeg er ret overbevist om, at man skal tillade sig selv at forelske sig i noget, for at man både kan blive inspireret selv og inspirere andre. Det kræver, at man er opsøgende og åben for ting. Om man vil det eller ej, så er musik jo meget noget, folk identificerer sig med. Der eksisterer utrolig meget tribalism i musik, så det inspirerer, når vi laver noget forskelligt og tillader os at forelske os i nogle bestemte ting, og fordi vi også har venskabet og respekterer hinanden så meget, kommer det til bordet«.

Nikolaj: »Man starter med at ville løbe fra sin barndom og ungdom. Man vil mere og lære sig selv at kende, men man finder ud af, hvor meget ens grundlag betyder, og pludselig bliver det sindssygt nemt at lave ting, fordi man har så meget at referere til. Det er vigtigt at kunne bruge alt det, man har lært. Man skal tage højde for den tid, man lever i følelsesmæssigt, men også i forhold til omgivelserne. Det er underligt, når folk udgiver noget, som lyder akkurat som i 80’erne, for vil man så også sige det samme, som man gjorde i 80’erne? Og hvad siger det om vores tid nu?«.

When Saints Go Machine. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Jonas: »Jeg synes sagtens, at man kan genbruge, men man vil jo helst genbruge, så der er noget nyt i det. Men det, som kan blive lidt klaustrofobisk, er alt det emotionelle omkring musikken, når historien omkring det nærmest bliver: Nå, men det er nogen, som er lidt ligesom dem her og dem her, og så kan de få den slags followers. Det er rigtig fedt, når der en sjælden gang i mellem er plads til, at der kommer nogle banebrydende kunstnere frem, som skiller sig ud, hvor folk bliver overraskede. Det er den skole, jeg personligt er meget fan af, og det er det, man ønsker sig. At man kan bryde ud og bryde igennem på samme tid«.

Nikolaj: »Jeg mener også sagtens, at man kan bruge elementer, som er en del af noget andet. I grime er alle lydene eksempelvis enten factory-lyde fra en eller anden sample pack eller helt clean lyd fra en trommemaskine, men det er måden, lydene er sat sammen på, som gør det genialt. Man har taget det ud af en kontekst og sat det ind i en anden, og det gør, at folk relaterer til det samtidig med, at det får et helt andet udtryk«.

Hvordan repræsenterer ’So Deep’ vores tid lige nu, og hvor I er?

Silas: »Jeg føler lidt, at den gør det samme som vores to foregående album. Jeg kalder det popkultur. Vi føler, at vi kan tage noget, som er kommercielt nu og så vride det på vores måde. Det startede som en klassisk plade, hvor vi havde lyst til at eksperimentere med det symfoniske og abstrakte og opbryde tid, og i slutningen af den proces fandt vi ud af, at vi også havde lyst til at lave popmusik. Så pladen er en kombination af den melankoli, vi var i gang med, og den type genrer, vi selv og ungdommen lytter til i dag som eksempelvis grime«.

Jonas: »Man kan blive inspireret af alt muligt, og det ændrer sig hurtigt, så jeg tror meget, det handler om, at vi med årene har været igennem en masse metodiske perioder, som helt klart har været med til at farve vores udtryk. Da vi arbejdede med Copenhagen Phil, var jeg i en periode, hvor jeg var ekstremt optaget af at høre noget, jeg aldrig havde hørt før, og der mener jeg ikke musik, men bare en lyd, jeg aldrig havde hørt før, for man hører rigtig meget nyt, som bare er en blanding af noget gammelt«.

Nikolaj: »Når man laver en symfoni, er det en anden rejse. Det er ikke en rejse, hvor man trykker på play, og så kører den der cursor fra venstre mod højre. Alle de der musikprogrammer er ens, så det bliver hurtigt den måde, man forstår musik på. Men jeg tror, der er kommet en anden forståelse af at lege med lyden som værende et objekt, der kan strækkes i mange retninger. Og også at alt ikke nødvendigvis kun skal bygges op omkring bas, guitar og trommer. Det har altid været en del af det, vi har lavet, men jeg tror ikke, vi har gjort os så mange overvejelser om det før«.

Nikolaj Vonsild holder en pause i talestrømmen og lapper en kaffetår i sig.

»Rent lyrisk har jeg længe funderet over, hvorfor fanden der altid kommer et omkvæd, hvis der er noget, man gerne vil sige? Er det altid sådan, at der er en bro og et omkvæd?«, spørger han så og svarer selv:

»Nej, det er det fandeme ikke. Noget er bare noget værre rod i hovedet. Jeg føler, at det tonale sprog giver lov til at fortælle nogle ting på en anden måde end eksempelvis det populære filmmedie, hvor historien altid skal være lineær fra start til slut, som stemmer mere overens med virkeligheden, og det synes jeg bare ofte går tabt. Jeg vil gerne gøre noget andet og bruge nogle andre billeder. Der er mere spænding imellem det lineære og det abstrakte, end der er i klichéen, for jo mere man siger den samme ting, jo mere udvandet bliver det«.

Hvad handler dine tekster om nu i forhold til på jeres allerførste ep og album?

Nikolaj: »Altså, det er jo nærmest det samme, men jo længere tid der går, jo mere weird virker denne her tilværelse også. Det bliver sværere og sværere at finde en balance i tingene, fordi man gør sig flere overvejelser og lærer mere. Man tænker: Hvorfor kan vi ikke bare spaltes som mennesker og smide dele ud? Det handler også om måden, vi møder hinanden på som mennesker, hvor vi siger: ’Nej, det er slet ikke dig’, men alle mennesker er en vifte af forskellige ting: Hvorfor kan vi ikke se det?«.

»Og så handler det også om, hvorfor vi mennesker skal have alt det her besvær, når vi bare prøver at være til? Folk tager stoffer i dag, som var det M&M’s. Hvorfor siger alle, at de har det godt? Hvorfor er der aldrig nogen, der siger: ’Jeg har det fucking ad helvede til?’. Men dybest set handler de fleste sangtekster om det samme, fordi vi mennesker er ens og deler de samme følelsesspektre«.

Men der findes jo også sangtekster om at feste og drikke sig stiv på klubben, hvilket typisk hører ungdommen til, så har det for dig også været en del af det at blive ældre at opdage, at dine tekster og livet som sådan i virkeligheden ikke ændrer sig ret meget?

Nikolaj: »Ja, men det er også derfor, jeg bliver så overrasket, når folk siger: ’Ej, det lyder virkelig anderledes, det I har gang i nu’. Nej, det gør ikke. Det er bare dig, der har stået stille«.

Flere saltomortaler

Silas Moldenhawer husker mest sig selv som en meget usikker ung mand, da han i 2007 dannede When Saints Go Machine sammen med sine daværende tre bandmedlemmer. Samtidig havde han »enormt meget selvtillid« og tiltro til projektet, som også blev en succes med især udgivelsen af albummet ’Konkylie’ og hits som ’Kelly’ og ’Parix’. Senere fulgte en Steppeulv som Årets producer, talentprisen ved P3 Guld, en Danish Music Award som Årets gruppe og åbningen af Orange Scene i 2010.

»Men jeg tror, at det, der så sker, er, at den der selvtillid fallerer lidt, og det, der står tilbage, er en usikkerhed omkring, hvad man egentlig kan rent musikalsk, og så skal man finde selvtilliden igen«, siger Moldenhawer.

»Som ung tænkte jeg ikke over, hvad jeg kunne. Jeg gjorde bare et eller andet, men når man begynder at sætte spørgsmålstegn ved det, finder man ud af, at man måske ikke kan så meget, eller at det ikke kommer så naturligt, som man troede. Vi har været aktive og fundet vores inspiration i kulturen i København, men pludselig føler man sig lidt udkørt og har svært ved at finde den der entusiasme og glæde, så hvordan kan man lave noget til kulturen, uden at være en del af den? Det tager noget tid at finde ud af, og det kræver bare noget ekstra at finde det frem, hvis det ikke kommer naturligt«.

When Saints Go Machine. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Hvordan smitter jeres tilværelse af på jeres musik i dag?

Silas: »Det, vi laver nu, er måske bare lidt atypisk i forhold til det, vores omgangskreds laver. Man bliver mere bevidst om, at man er selvstændig inden for noget, som er så usikkert, og hvor meget usikkerhed man kan klare i sin tilværelse«.

Jonas: »Det er ret interessant, det der med at være selvstændig og stå til ansvar for, at hjulene triller, for et eller andet sted vil man gerne være der hele tiden, men samtidig bliver man ældre og har en masse andre ting i sit liv. Der er en indre konflikt på den måde«.

Silas: »Skrækscenariet ville være, hvis man bare gjorde det samme, så forretningen kørte rundt, men at man var bedøvet, mens man gjorde det, og vi mistede denne her iver og lyst til at skubbe til tingene, for så er man ikke på vej noget sted hen. Så vi er blevet mere bevidste om, at vi skal værne om den og dyrke den. Da vi begyndte, var der jo ikke andet, men nu er der alle mulige andre ting som boliglån, kærester, måske børn på et tidspunkt og familie«.

Nikolaj: »Man bliver også bare nødt til at se noget andet, end at solen står op i Kødbyen«.

Silas: »Hvorfor?«.

Jonas: »Hvad er der nu galt med det?«.

De griner.

Nikolaj: »Jeg mener bare, at ens udsyn er et andet. Nu tager vi selv alle beslutninger, men der var en overgang, hvor vi ikke selv planlagde vores kalendere. Det er fint til en vis grad, men på et tidspunkt får man det sådan: Hov hov, vent lige lidt, jeg har ikke været til min mors fødselsdag i tre år nu på grund af et eller andet, jeg har gang i her. Det handler også om at opleve noget nyt, for ellers skal man skrue op for noget andet, og det er ikke sikkert, at det er sundt. Det er bedre at få nogle andre oplevelser end at sidde i studiet, og det er nyt for os, fordi der helt klart har været en årrække, hvor man enten har været skærmet, eller også har der ikke været tid«.

»Følelsesmæssigt har man været mange ting igennem. Jeg er hundrede procent blevet mindre manisk med årene, hvilket er rigtig sundt for mig, men jeg kan også godt mærke, hvornår det er på vej til at blive sådan igen, og musikken taler til den side af mig. Hvis jeg bare giver fuldstændig slip og forsvinder derind, kommer der også en ordentlig nedtur. Så er det stormvejr og bølgegang. Jeg har lært at være i det uden at lade det tage overhånd, så den der maskine, man selv har skabt, ikke ender med at æde en«.

Hvordan har det været at gå fra at være en kvartet til at blive en trio?

Silas: »Vi har givet hinanden plads til at arbejde på den måde, vi havde lyst til, og på et tidspunkt var vi kommet så langt væk fra hinanden. Over tid har vi vænnet os til at arbejde tre sammen«.

Nikolaj: »Det var sørgeligt, men man har jo fulgt hinanden, så man er også stolt af, at der er et menneske så tæt på en, som tager så stor en beslutning. Men det har helt klart også givet os en ny begyndelse, for det er ikke de samme, som udgiver vores musik, og vi har heller ingen manager længere, så naturligt har vi bevæget os et nyt sted hen«.

Silas: »Vi har også spillet koncerter, hvor vi har inviteret vores gamle publikum ind og så ufrivilligt skræmt dem væk, fordi vi besluttede os for at bryde alting op og spille uden trackliste. Det er den eneste måde, vi kan komme videre på, og så gør vi det bare foran folk. Så kan man spørge: ’Er det smart rent marketingsmæssigt?’. Det er det ikke, men vi har altid været en rodebutik«.

Hvad var det, der gjorde, at I fandt sammen igen?

Nikolaj: »Jeg tror, at symfoniformen var et sindssygt vigtigt sted for os at starte, fordi det var en helt anden rejse for os. Måske er det også bare, fordi man er en nørd. Når man tager hovedspring ned i et eller andet, forventer folk stadig, at man lander på benene, men jeg vil også gerne have lov til at slå nogle saltomortaler engang i mellem, hvor folk ikke synes, det er weird«.

Silas: »Jeg synes, jeg har læst udtrykket, ’der er fart på’ mange gange i unge medier det sidste års tid. Når nogen for eksempel skal spille et stort sted, skriver man: ’Der er fart på’. Men det er jo det modsatte, for tingene står fuldstændig stille. Det er bare en gentagelse«.

Nikolaj Manuel Vonsild. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

Er det også en del af drivkraften, at man har lyst til at udfordre den kommercielle og til tider beregnende musikbranche?

Silas: »Det er et paradoks, for hvis man er alternativ, skal man lave så meget i dag for overhovedet at have en chance for at tjene nok til, at man kan få tid til at lave de her ting. Derfor ender man med at gøre nogle ting, som går på kompromis med ens egen idé, for at man kan tjene noget mere, og så forurener det bare mere«.

Jonas: »Vi synes jo, at den musik, vi udgiver, er god, så derfor kæmper man nok også en lille smule for at opfordre folk til, at hvis de syntes, det skurede første gang, så lyt en gang mere, for kærligheden til musik kan jo opstå ved, at man lytter nogle gange«.

Hvordan har I formået at balancere mainstream med undergrund og det kommercielle med det eksperimenterende?

Silas: »Vi har altid haft en lyst til at rykke ved tingene samtidig med, at vi altid har syntes, at popkultur er sindssygt spændende. Selv om der sker alle de her farlige ting med algoritmer og Spotify, er kunstformen stadig magisk og udødelig, og hvis man bliver ved med at undersøge, kan man også blive ved med at holde fast i den lykke, der ligger i den. Jeg tror, folk kommer til at opdage, hvad det er, vi har gang i her. Der kommer bare til at gå lidt længere tid. Da ’Konkylie’ kom ud, syntes folk også, at det var underligt, men så forelskede hele Danmark sig i det senere hen, og nu er det blevet mainstream«.

Jonas: »Grunden til, at mange mennesker måske synes, det er mærkeligt, er fordi vi kommer med alle mulige forskellige ting til bordet, og vi respekterer hinanden. Folk kommer til at høre resultatet af, at vi er inspirerede og giver hinanden plads og har nogle skøre ideer, som lægger sig imellem alle mulige forskellige ting modsat disciplinmusik eller produktmusik, hvis man kan kalde det det«.

Men når man tror så meget på det, man gør, ville man så også ønske, at man kunne blive en ligeså stor popstjerne som eksempelvis Christopher?

Nikolaj: »Jeg vil hellere sige, at hvis vi var Christopher, ville musiklandskabet være meget mere alsidigt, og det ville være fedt. Der er jo ikke noget fedt i at være popstjerne. Der var et kort tidspunkt, hvor det da var lidt weird, at folk løb efter ens taxa, hvis man var ude, og tog ens ord for gode varer«.

Silas: »Men selvfølgelig sidder man ikke og bruger så lang tid på noget, uden at man har en eller anden idé om, at det har en betydning, og at der er nogle modtagere«.

Hvad er næste skridt for jer?

Silas: »Vi skal ud og spille til næste år, så vi udvikler på vores liveshows. Vi er også i gang med en symfonisk plade, og så har vi lavet score til en ny dansk tv-serie. Vi stræber efter at blive ved med at skubbe til billedet, og det er jeg i hvert fald rigtig stolt af, at jeg føler, vi stadigvæk kan«.

Jonas overtager: »Jeg tror bare gerne, vi vil mere musik. Det er et foretagende, som vi forsøger at leve af, og vi håber jo bare, at så mange som muligt vil lytte med, for så giver det mest mening. Det er gået op for os, at der er mange, der synes, vi er meget avantgarde. I virkeligheden har vi lyst til at komme ud og give folk en oplevelse af det her avantgarde musik, som var det en popkoncert«.

Han trækker på smilebåndet:

»Det er ikke vores hensigt at skræmme folk væk«.

Læs anmeldelse: When Saints Go Machine ‘So Deep’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold