Flying Lotus

Steven Ellison fylder så mange ideer og ingredienser ind i sine kompositioner, at ’You’re Dead!’ føles både kortere og længere end dets 38 minutter, alt efter om musikken glider i baggrunden af ens bevidsthed eller maser sig helt frem – som forbifarende, skiftevis vægtløse og hektiske abstraktioner. Det føles som om tiden og rummet skiftevis udvider sig eller snører sig sammen.

11 af de 19 skæringer er under to minutter, så selv om Flying Lotus’ musik fortsat er inciterende og vidtrækkende, føler man ofte, at man står med ansatserne til færdige sange, snarere end et færdigt billede.

Virkemidlerne er de samme som tidligere, men der er skruet op for både hiphopelementerne (takket være rap fra Kendrick Lamar, Snoop og Ellisons eget rapperalias, Captain Murphy) og for den freeform-jazz, der især tager over på albummets anden halvdel, men dog konstant udfordres af en heftig rytmesektion, ikke mindst den karakteristiske baslyd.

Jazzlegenden Herbie Hancock gæster på ’Tesla’, hvor den bastunge electronica draperes med Hancocks keyboardlinjer. ’Never Catch Me’ er et andet indlysende højdepunkt, hvor Lamars rap går i clinch med et jazzet klaverriff og formår at finde et autoritativt leje i et boblende væld af lyde og indfald, som næsten truer med at koge over.

Indimellem er albummet lidt løst i fugerne, men selv om orienteringssansen konstant udfordres, mister man aldrig helt interessen. ’You’re Dead!’ er mindre konsistent og visionær i sin eksekvering end FlyLos selverklærede rumopera, ’Cosmogramma’, men til gengæld mindst lige så uforudsigelig og egentlig også mere uhøjtidelig.

Læs også: Video: Flying Lotus og Kendrick Lamar vækker døde børn til live