Waxahatchee ’Ivy Tripp’
– udkommer 6. april
Det er tre år siden, Katie Crutchfeld satte sin soveværelses-indspillede debut ‘American Weekend’ i verden under aliaset Waxahatchee. En debut, der både blev skrevet og indspillet i løbet af blot en uge i den amerikanske sangerindes barndomshjem, hvilket lod sig mærke på den minimalistiske lo-fi-lyd såvel som på den intense og sårbare intimitet, der inviterer os direkte ind i Crutchfields soveværelse og lige lukt ind i hendes aller inderste.
Sidenhen er lyden blevet mere poleret, som på forrige års anmelderroste toer ‘Cerulean Salt’, men intimitet og sårbarhed lader til at være intakt. På førsteskæringen ‘Air’ inviteres vi ind i folksangerindens længsler og kærlighedskvaler, der akkompagneres af luftig synth og en percussion, der hamrer i takt med hendes blottede hjerte.
»Mit liv har ændret sig meget i løbet af de sidste to år, og det har været svært for mig at bearbejde mine følelser på anden måde end ved at skrive musik«, har hun udtalt. Hendes tredje album får titlen ‘Ivy Tripp’ og bliver dermed, med sangerindens egne ord, gasarten til ‘Cerulean Salt’s faste stofform.
Læs om flere spændende apriludgivelser på de følgende sider.
East India Youth ’Cueast lture of Volume’
– udkommer 6. april
En følsom, ung britisk fyr. Skjorten knappet godt op, håret i en skødesløs sideskilning. En Mac-computer, en indtagende vokal og et solidt flair for effekter. Man kunne let ledes til at tro, at følgende skulle handle om James Blake, men Mor-Britannien har sendt flere electro-wunderkinds fra sit varme skød end som så.
East India Youth er aliaset på briten, der civilt bærer navnet William Doyle, og som med overlegen, ambient kreativitet og selvsikker elektronisk poplegesyge sidste år brød igennem med den anmelderroste debut, ‘Total Strife Forever’. Med velfortjent held i sprøjten landede det ham en pladekontrakt hos XL Records, som han nu udgiver sit andet album, ‘Culture of Volume’, på. Albummet kommer, efter Doyles eget udsagn, til at byde på mere pop og langt mere vokal end den overvejende instrumentale forgænger.
Alle de, der sidste måned sukkede dybt, vidt og bredt, da Doyle måtte aflyse sit indtog af Koncertkirken, kan roligt pakke sukkeriet væk. De kan ikke kun opleve ham på pladespilleren, men også på Jazzhouse i København den 17. april, hvor han, hvis helbredet denne gang tillader ham det, giver koncert.
Toro Y Moi ’What For?’
– udkommer 6. april
Når der er nyt fra Chaz Bundick, kan man aldrig vide sig helt sikker på, hvor på musik-rouletten, han har satset denne gang. Med 2010-debuten ‘Causers of This’ red han elegant og tilbagelænet på den såkaldte chillwave, netop da bølgerne gik højest. Sidenhen vandt både funk, disco og retro-r’n’b indpas, og senest skruede Bundick tempoet i vejret til benhårde beats med sit elektroniske sideprojekt, Les Sins, der i efteråret kastede et desværre noget halvhjertet album ved navn ‘Michael’ fra sig.
Med ‘What For?’ lader det til, at Budnick, nu igen som Toro Y Moi, har velklingende popperler i ærmet. Singleforløberen ‘Empty Nesters’ emmer af sol og glade dage, denne gang tilført en klædelig, rocket guitar – og ikke mindst et danseindbydende, funky break.
Shlohmo ’Dark Red’
– udkommer den 6. april
Da første skud tidligere på året lød til Shlohmos anden langspiller, gav det genklang, så det kunne mærkes i krop og sjæl. Med singlen ‘Buried’ leverede L.A.-produceren en syv minutter lang intens eskalation af ulmende synth, skingert hjemsøgende guitarer og skiftevis ildevarslende og forløsende trommer.
»Jeg ville lave noget, der tvang lytteren til at føle noget, selvom det ‘noget’ ikke er godt«, lød det fra Henry Laufer, der er manden bag Shlohmo-aliaset, om førstesinglen. Her må vi erkende, at Laufer rammer plet. Nærmere præcist et sted lige omkring solar plexus, foruroligende tæt på hjertet.
Siden producerens noget tvivlsomme debut, ‘Bad Vibes’, er der gået godt fire år samt adskillige stærke ep’er og fornemme samarbejder med blandt andre Jeremih, Chance the Rapper og Banks. Meget tyder på, at vi med rette kan skrue forventningerne i vejret – særligt hvis pladen bringer ham til Danmark, hvor han ved sidste besøg leverede et overvældende electro-trip, der ragede hele seks stjerner til sig.
Ulige Numre ’Grand Prix’
– udkommer den 13. april
Det hele startede med det ørehængende, bundcharmerende gennembrud, ‘København’. En nostalgisk, rendyrket kærlighedshistorie serveret på den ærligste, danske facon, man kunne tænke sig. Og den gik naturligvis rent ind i alle hjerter, københavnske som ikke-københavnske.
Godt fire år og et par solide P3-rotationer senere er Ulige Numre klar med deres andet album, ‘Grand Prix’. Pladens første skæring kom som kaldet på årets første forårsdage og gav os alle en anledning til at smide vinterhammen til ‘Halvnøgen’s varme toner.
Senere på året pakker de fire drenge rygsækkene med lige dele lyrisk retropop og solskin og lægger vejen forbi Pumpehuset 8. maj og NorthSide Festival til juni.
Wangel ’Eternal History’
– udkommer 13. april
Da vi tidligt på året satte Wangel på listen over de mest lovende navne i 2015, havde Peter Wangel og hans producer Kasper Ejlerskow Leonhart kun en enkelt officiel single ude. Men mere skal der sommetider heller ikke til, når man har at gøre med en single så stemningsfuld, selvsikker og sælsomt forførende som ‘Sun’.
Wangel har siden fulgt op med det sikre Top Track ‘Seoul’, der ligesom ‘Sun’ viser deres fornemt symbiotiske samarbejde: Peter Wangels følsomme vokal, der skælvende går fra drømmende falset til melankolsk baryton, mens Leonharts medrivende, sitrende synthflade på en og samme tid agerer stærk partner og modspiller.
Wangel indtager Rising-scenen på sommerens Roskilde Festival, hvor han kan få lov at vise nogle af de festival-skills, han har taget med sig hjem fra Korea, hvor han spillede på landets største festival, Pentaport.
Alabama Shakes ’Sound & Color’
– udkommer 20. april
En særdeles groovy og right down dirty guitar samt et pibende, hjerteskærende hyl fra forsanger Brittany Howard er begyndelsen på førstesinglen fra Alabama Shakes’ imødesete andet album. Trods titlen ‘Don’t Wanna Fight’ lyder det som om, at sydstatskvartetten er helt og aldeles kampklar, bevæbnet til tænderne med soul-inficeret, bundsolid rock.
Som det skingre smertenshyl øjeblikkeligt transformeres til et kraftfuldt, råt greb om noget, der føles som alles ædlere dele – ligeså balancerer ‘Don’t Wanna Fight’ et stramt sted mellem gribende sårbarhed, dybtfølt frustration og overlegen attitude.
I forhold til den roots rock-lyd, der på debuten ‘Boys and Girls’ satte gruppen på det internationale musikkort, er der skruet op for en omgang old school soul med minimalistiske funkundertoner. Men genrelegen er ingenlunde tilfældig, da ‘Sound and Color’ ifølge Howard kommer til at byde på endnu flere stilistiske blandinger.
Mew ’+ -’
– udkommer 27. april
Siden bassist Johan Wohlert under et emotionelt brag af en NorthSide-koncert vendte hjem til drengene i Mew sidste år, har vi utålmodigt ventet på, at den genforenede kvartet ville slippe nye toner. Heldigvis er det nu på tide, at utålmodigheden bliver stillet – og det lader endda til, at vores forventninger bliver mødt i samme ombæring.
Et sted mellem overvældende storladenhed og følelsesmættet intimitet luller Jonas Bjerres unikke vokal på de to forløbere ‘Satellites’ og ‘Water Slides’ sine lyttere direkte tilbage i Mew-universet, som vi forlod det i 2009 med ‘No More Stories…’ – eller rettere tilbage til ‘And the Glass Handed Kites’ fra 2005, som det nye album lydmæssigt nok nærmere kommer til at ligge i forlængelse af. Både fordi Wohlert er tilbage på på holdet, men også da ‘Kites’-produceren Michael Beinhorn igen har været bag knapperne.
Det nye album får titlen ‘+ -‘ (tak for et kort navn denne gang, drenge) og får lov at udfolde sig under åben himmel, når Mew til sommer spiller på Roskilde Festival. Drengene lægger desuden vejen forbi Århus og København i begyndelsen af november, hvilket tilsyneladende bliver deres eneste koncerter uden for Dyrskuepladsen i denne omgang.
Blur ’The Magic Whip’
– udkommer 27. april
Da et neon-prydet albumcover med en dryppende isvaffel samt mandarinske tegn landede online, skabte det nok en smule undren bag skærmene. Da det så blev offentliggjort, at coveret var til et nyt album fra et kæmpe band, der havde været stille i mere end et årti, startede det en steppebrand af spekulationer. Heldigvis kom en mandarinsk tolk hurtigt alles nysgerrighed til undsætning med afsløringen om, at tegnene på coveret betød ‘Blur – Magic Whip’.
Og ganske rigtigt – de fire briter i Blur er, trods deres tidligere kontroverser, atter samlet i sin originale konstellation med Graham Coxon tilbage på den guitar, han forlod midt i optagelserne til gruppens sidste album ‘Think Thank’ i 2003.
Drengene har allerede luftet den magiske pisk lidt med det vaskeægte Blur-skårne åbningsnummer ‘Lonesome Street’, den gæve støjrocker ‘Go Out’ samt det både militante og rørende ‘There Are Too Many of Us’.
Raekwon ’Fly International Luxurious Art’
– udkommer 27. april
Med 22 år i gamet som Wu-Tang Clan-medlem, mafioso rappioner og hardcore MC er der lagt op til en kyndig hiphoplektion med Raekwons sjette soloplade.
Albummet, der får titlen ‘Fly International Luxurious Art’, skulle oprindeligt være landet allerede i 2013, men et par komplicerede samarbejder, en Wu-Tang-reunion og ikke mindst rapperens egne høje ambitioner forsinkede processen. Eller formuleret med kunstnerens egne ord: »You know, I ain’t gon’ never give niggas something that I feel is half ass«.
Nu er albummet imidlertid på trapperne, og Rae har allieret sig med nogle af de absolut hårdeste drenge i klassen, der tæller ASAP Rocky, Ghostface Killah, Snoop Dogg, Rick Ross, 2 Chainz, French Montana og Busta Rhymes. Hvis du spørger os, lyder det på ingen måde half ass.
Læs også: Hiphop-homage: Syv gyldne 90’er-rapalbum, der ikke er lavet i 90’erne