Kesi holder sin egen fest på overfladisk album med masser af banger-potentiale

Et kort øjeblik kunne det tyde på, at Kesi på sit tredje album har givet plads til en smule eftertanke og selvransagelse i sit ellers festanlagte univers, når åbneren ‘Langt fra Las Vegas’ indleder med tanker om de negative sider af en faderløs opvækst og livet i spotlyset. Ukendt Kunstners Jens Ole McCoy har været inde over samtlige af albummets produktioner, og introens helt simpelt klagende og melankolske synth er ret genial.

Desværre tager den lyriske slåen sig på brystet allerede over fra skæring nummer to, og så kender vi Kesi igen, selv om der rent produktionsmæssigt er kommet en hel mere pondus i lyden. ‘Søvnløs’ og ‘Dumme penge’ rykker fint med et klassisk hiphop-beat og en simpel electro-basgang, og mere skal der ikke til, når rappen handler om at feste og bruge penge, man ikke har. 

‘H.D.K’ og ‘Ik’ brug for’ groover langsomt og syntetisk derudaf, men med de auto-tunede vokaler lyder det temmelig tæt på noget, S!vas kunne have strikket sammen. Gilli gæster begge tracks, og hans flow er altid et lyt værd. Men i længden bliver det indspiste og ikke særligt originale tekstunivers for meget, når vi igen og igen får at vide, at Kesi og holdet ikke har brug for nogen af os. Det bliver aldrig konkretiseret, hvem de her nogen er, men bare, at de er nogle idioter, og så har man altså bare lyst til at skippe videre til næste nummer. Så kan Kesi og co. have deres fest for sig selv. Ærgerligt, da flere af numrene ellers har glimrende banger-potentiale. 

Stor ros skal der til gengæld gives til balladen ‘Koldt blod’, hvor Barbara Moleko gæster og der bliver givet fuld gas på alle poptangenter i det himmelstræbende omkvæd om en ulykkelig kærlighed, man faktisk tror på har eksisteret.

Læs også: Video: Kesi hyrer S!vas og Gilli ind på den hårdtslående ‘Vors’