1. Rangleklods’ elegante parløb
Der er efterhånden blevet skrevet en del om Rangleklods’ transformation fra soloprojekt til duo, men det må og skal pointeres, at skiftet simpelthen giver så meget mening. Den dystert slæbende ’Schoolgirls’ startede koncerten på Trailerpark Festivals største scene, men Rangleklods var som en spilledåse, hvis beats skulle trækkes langsomt op, og efter en stærk version af den gamle ’Clouds’ blev der for alvor skruet op for tempoet med resten af numrene fra dette års ’Straitjacket’. Dybe beats og stikkende synths, mens Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen kørte et fornemt yin/yang-parløb på vokalfronten.
2. Silvana Imams brændende energi
»If you’re not a feminist I don’t want you at my concert«. Den svenske rapper var alt andet end bleg for at kaste om sig med opråb, og selv om mit svenske er borderline elendigt, var det tydeligt at dechifrere den pussy power, som Silvana Imam prædikerede fra scenen. Imam er ikke en fantastisk rapper, men hvad hun manglede i flow gjorde hun mere end op for i energi og gennemtrængende indignation over de minimalistiske beats – ’ligesom Neptunes’, som hun selv rappede. Det hele kogte over under det nye nummer ’Knark’, der (selvfølgelig) blev leveret over et tungt trap-beat med rislende hi-hat og staccato-omkvæd.
3. Soho Rezanejads skrig i natten
Jeg har en pisseirriterende hyletone i mit højre øre i dag, der uden tvivl er resultatet er den absurd høje bas under Soho Rezanejads set på Rebel-scenen. Men det var det hele værd, for hendes dystert monstrøse synthpop gik lige i brystet – både fysisk og emotionelt. Det var oftest svært at høre, hvad hun decideret sang, men stemmen lød som et længselsfuldt og desperat skrig i natten, der spillede fornemt sammen med det golde lydbillede, som altså blev pumpet virkelig op. Det handlede delvist om puls (med små doseringer af techno og trance), mens et goldt strygersample i ny og næ gav en flig af håb. Soho er desuden indlevelsen selv på scenen, som hun i røg og damp bevægede lemmerne stoisk til musikken, mens en lille blæser agerede vindmaskine-light. Det hele sluttede med noget virkelig barsk, men mærkværdigt poppet, techno – det var lige efter singlen ’Idolatry’, hvor midterstykket med »that’s where you belong« havde givet seriøst sug i maven.
4. Taragana Pyjaramas stærke live-opsætning
Nick Kold Eriksen har med tiden åbnet mere og mere op for sit udtryk, og de til tider vokalbårne numre fra dette års ’Ariel’-ep var en solid start på den tidlige aften. Live-trommer til elektroniske koncerter er næsten altid som sendt fra himlen og gjorde da også forskellen her, hvor andre tracks til tider næsten fik postrockede tendenser i deres storladne opbygninger med stjerne-visuals. Det var et set, der hverken ville for meget eller for lidt – fint doseret med percussion og små peaks hele tiden, mens der naturligvis blev skruet op for charmen mod slutningen, hvor det elektroniske godstog for alvor kom op i omdrejninger. Her ønskede man, at Taragana Pyjarama spillede efter midnat, og ikke klokken otte, men så var kroppen i det mindste i gang.
5. AV AV AVs monstertunge nye materiale
AV AV AV er fantastiske live, hvor numrene fra deres ’They Live’-ep kan rumme endnu mere energi. ’Leia’s Theme’ og ’All Good’ gjorde hvad de skulle, og mere til, men overraskelsen kom i trioens nye numre, som Eloq retmæssigt præsenterede som settets ’hårde del’. For det var hårdt. Rigtig hårdt. Pumpet electro, næsten techno-agtigt i perioder, hvor ordet ’effektivt’ nok er det mest sigende. De melodiske stunder fra ep’en blev forladt til fordel for et beskidt rave, hvor bassen til tider lød som et maskingevær, der blev tømt ned i en affaldskværn. For ikke at nævne åbningsnummeret (også nyt), der var en mutant af de to verdener: Tungt, men farverigt som fyrværkeri på fourth of July.
