KOMMENTAR Med sit call-center af kurvede kvinder, sin kubistiske technicolor-setting og Drakes sælsomme salsatrin lagde videoen til ’Hotline Bling’ internettet ned, da den blev offentliggjort tidligere på ugen. Det hele var dog ikke sjov og ballade, for midt i den uendelige strøm af gifs og memes anklagede Virginia-rapperen D.R.A.M. den canadiske megastjerne for at have plagieret sit hit ’Cha Cha’ fra sidste efterår.
Selv om det langt fra er første gang i musikhistorien, den slags anklager bliver rejst (og heller ikke var første gang, koblingen mellem de to numre blev lavet), var det første gang, at D.R.A.M. selv adresserede den med en serie af tweets, hvor han skrev, at han følte sig berøvet: »Yeah, I feel I got jacked for my record…But I’m GOOD«.
Men har D.R.A.M. overhovedet lov – og ikke mindst grund – til at føle sig berøvet, eller er det blot et eksistensvilkår som artist i den digitale tidsalder, hvor ideer flyder frit og samplekulturen lever i bedste velgående? Eller burde tiden omvendt skabe incitament til at være ekstra påpasselig og transparent omkring, hvad man låner, for netop at bevare troværdigheden og originaliteten i ens eget værk?
Et spørgsmål om etik
Hele problematikken kan nemt gøres til et spørgsmål om ophavsret, der foreskriver, at noget kan anerkendes som værk, hvis det er frembragt ved 1) egen skabende indsats og 2) er udtryk for originalitet. Begge ting, der kan diskuteres i ’Hotline Bling’-gate.
Men det kan også gøres til et spørgsmål om mediernes ukritiske gengivelse af enkeltstående tweets og ikke mindst de sociale mediers multiplikatoreffekt i forhold til at sprede halve sandheder – for var D.R.A.M.’s tweet nu så kritisk, som mange rubrikker lod indikere? Han skriver jo netop, at han er ’good’.
Men så igen – hvorfor skulle han overhovedet bringe det op? Og hvorfor gøre det netop som videoen kom ud – ovenikøbet mens han var i Toronto, Drakes hjemstavn og højborg?
Det kan forekomme en anelse opportunt af D.R.A.M. at fremture en sådan anklage i samme moment som ’Hotline Bling’ overgik sig selv som hit, men vender man perspektivet – og forfølger D.R.A.M.’s postulat – kan man om muligt rette samme kritik mod Drake, der ligeledes kan beskyldes for at have handlet opportunt, hvis og såfremt han har lånt fra ’Cha Cha’. Og så bliver det pludselig et spørgsmål om etik.
For er der ikke tale om feje hold, når man tager magtforholdet mellem de to rappere i betragtning – og hvad ville der egentlig gå af en megastjerne som Drake ved at anerkende D.R.A.M.’s originale udgave frem for at jacke den, som han nu beskyldes for?
Selvfølgelig er ’Cha Cha’ ikke blevet lige så stort et hit som ’Hotline Bling’ alene af den grund, at Drake har en langt mere solid base at markedsføre sig selv fra og et langt større apparat at gøre det med. Men ’Cha Cha’ er nu alligevel gået hen og blevet et respektabelt undergrundshit med efterhånden seks millioner afspilninger på Soundcloud og næsten ni millioner views på Youtube – og med denne her sag stiger afspilningerne helt sikkert i takt med kvantiteten af Drake-memes.
Samtidig har nummeret undervejs fået opmærksomhed fra navnkundige personligheder som Rick Rubin, Chance the Rapper (som D.R.A.M. netop nu er på tour med) og ikke mindst Beyoncé, der delte en video til nummeret med sine knap 50 millioner Instagram-følgere midt i maj måned.
Påfaldende sammentræf
Uden at det skal blive for motivforskende, kunne det derfor også virke lidt (for) påfaldende, at Drake lancerede ’Hotline Bling’ netop som D.R.A.M. var ved at bryde igennem til mainstreamen og ’Cha Cha’ fik airplay på de store radiostationer.
Problemet er dog ikke, at Drake muligvis har ladet sig inspirere af ’Cha Cha’. Den slags sker hele tiden, og ideernes fri bevægelighed er svær at gardere sig imod i internetalderen, også selv om ’Blurred Lines’-dommen måske har skabt ny præcedens på det område. Snarere er det tidspunktet og måden, det blev gjort på.
Oprindeligt blev ’Hotline Bling’ nemlig introduceret som et remix af ’Cha Cha’ i et tweet fra Drake’s OVO Sound-show på Beats 1 Radio. En model, som Drake tidligere har benyttet til at promovere artister som iLoveMakonnen, Fetty Wap og nigerianske wizkid til et bredere publikum, og derfor havde det heller ikke været videre odiøst, om han havde gjort det samme med D.R.A.M.
Suspekt blev det til gengæld kort efter, da remix-suffikset blev fjernet og nummeret ændrede titel til ’Hotline Bling’.
En ’omvendt Robin Hood’
Man kan således argumentere for, at Drake med ’Hotline Bling’ ikke blot er gået imod sine egne principper om at co-signe artister, han gerne vil fremhæve, men også at han har lavet en ’omvendt Robin Hood’ og (mis)brugt sin superstjernestatus til at kapitalisere på D.R.A.M.’s spektakulære nummer, uden at Virgina-rapperen har haft reel mulighed for genmæle og ej heller fået nogen opbakning eller kreditering.
Lakmustesten på sådan en tese er ofte, hvorvidt det modsatte scenarie kunne have gjort sig gældende – altså at D.R.A.M. havde jacket et beat eller en idé fra Drake. Hvis det var tilfældet, havde de færreste nok løftet et øjenbryn – og hvis de havde, kunne Drake snildt have knust ham på samme måde, som han satte Meek Mill til vægs, i tillæg til det arsenal af ophavsretsadvokater, han kunne mobilisere til et søgsmål.
Man forstår godt, hvis Virginia-rapperen ville vælge at tie i sådan en situation her – det er David mod Goliat. Men var det foregået den anden vej rundt havde Drakes lejr med al sandsynlig blæst til modangreb – det er det magtforhold, der har dikteret, at ’Hotline Bling’-videoens virale potentiale i øjeblikket langt outshiner D.R.A.M.’s påstande.
Mange indicier
I forhold til det juridiske aspekt har Drake paradoksalt nok sit på det tørre rent ophavsmæssigt, idet han på ’Hotline Bling’ sampler det oprindelige forlæg i Timmy Thomas’ ’Why Can’t We Live Together’ direkte, alt imens ’Cha Cha’ blot parafraserer det, men i øvrigt bygger på sangen ’Star World’ fra Nintendo-spillet ’Super Mario’. Spørgsmålet bliver i så fald hvilket af de to numre, der inspirerede Drake til at lave ’Hotline Bling’: Var det ’Cha Cha’ eller ’Why Can’t We Live Together’?
Et site som Pigeons and Planes har spekuleret i, at beslutningen om at gå tilbage til originalkilden skulle være et overlagt træk fra OVO Sound-lejrens side for netop at undgå at kreditere D.R.A.M. og ’Cha Cha’. Ligeledes har Erykah Badu, der har remixet ’Hotline Bling’, på Twitter tilkendegivet, at ’Cha Cha’ var arnestedet for de senere mutationer. Hun roste i samme forbindelse D.R.A.M.’s nummer for sit unikke og rå udtryk.
Drake selv har hidtil været tavs om hele miseren, men har tidligere prøvet at (bort)forklare ligheden mellem de to numre med henvisning til dancehall-kulturens riddim-struktur, hvor det samme beat kan agere forlæg for en række sange.
Men som Pigeons and Planes’ artikel forklarer, så holder sammenligningen ikke, fordi sådanne sange oftest også vil indeholde titlen på den pågældende riddim for netop at anerkende ophavet, ligesom den enkelte riddim ofte vil være mere kendt end nyere versioner. Et eksempel (som også bruges i artiklen) kunne være ’the new Popcaan song on the Summer Time Riddim’. Eller i nærværende tilfælde: ’New @Drake on that ’Cha Cha’ remix’, som det oprindeligt hed i føromtalte tweet fra Beats Radio 1.
Havde Drake bibeholdt remix-tagget ville analogien holde, men nu ligner det blot en dårlig undskyldning for sammenfaldet.
Når de store stjæler fra de små
Hvis det skulle være tilfældet, og riddim-analogien blot er en søforklaring, har Drake imidlertid ikke blot et etisk problem, han kan på sigt også stå med et juridisk og økonomisk problem, der kan tvinge ham til at give D.R.A.M. royalties og kreditering med tilbagevirkende kraft, som Sam Smith blev tvunget til efter det blev fremlagt, at hans megahit ’Stay With Me’ havde åbenlyse sammenfald med Tom Petty’s ’I Won’t Back Down’, selv om Smith påstod aldrig at have hørt originalen. Hvad vil det gøre ved Drakes brand? Han har overlevet en ghostwriter-‘skandale’, men her bliver integriteten virkelig sat på spidsen.
Det er aldrig elegant, når de store stjæler fra de små, men selv om Drake i den grad har gjort sin version(ering) til sin egen, og handlingen derfor bedre kan forsvares (og D.R.A.M. nok skal få sin fair share af hype), ville det klæde den canadiske rapper at anerkende ophavet, når nu indicierne er så tydelige. Lige nu er situation i hvert fald en ridse i lakken på den del af Drakes foretagende, som de senere år har skubbet nye kunstnere frem med co-signs – til både deres og hans egen vinding.
Og så har jeg ikke sagt et ord om, hvordan man også kunne gøre hele sagen til et spørgsmål om ’kulturel appropriation’, som er så moderne for tiden. Har de to afroamerikanske rappere ikke netop overtaget den cubanske danzón og cha cha cha-musik, tømt den for oprindeligt indhold og fyldt den med ironisk distance som suppe, steg og is-muzak, nøjagtigt som mangt en hiphopper har anklaget Miley Cyrus, Iggy Azalea og senest Taylor Swift for at gøre med den urbane kultur? Men det er en helt anden snak…
Læs også: Kommentar: Jeg savner den gamle Drake