Kamasi Washington – en opvisning i virtuositet og dynamik
Før den amerikanske tenorsaxofonist og bandleder Kamasi Washingtons debutalbum ’The Epic’ udkom i maj, havde han med sin medvirken på Flying Lotus’ ’You’re Dead!’ og Kendrick Lamars mesterværk ’To Pimp a Butterfly’ bygget en buzz op omkring sit navn, der rakte langt ud over det gængse jazzpublikum. Da albummet ankom faldt kæberne på stribe: Det var et fusionsjazzet storværk med en spilletid tæt på tre timer, der med sine gigantiske ambitioner til fulde levede op til sin titel, og som grundet sin overraskende konsistens var alt andet end prætentiøs megalomani.
Da Washington og hans syv mand store band The Next Step mandag aften betrådte scenen i DR Koncerthusets Studie 2 var spørgsmålet dermed, om de ville kunne leve op til det niveau, de selv havde sat. Svaret er et højt og rungende ’ja’!
Koncerten vekslede mellem det salige og det euforiske, og hvert nummer var en opvisning i sammenspil og dynamik. Det var klart allerede fra aftenens første nummer, ’Change of the Guard’, og det blev endnu tydeligere i fortolkningen af Claude Debussys ’Clair de lune’, der var en bjergtagende ballade og et tidligt højdepunkt. Sangen blev båret frem af et smukt horntema spillet af Washington og den ulasteligt cool og solbrilleklædte trombonist Ryan Porter, der her skinnede igennem med en af aftenens flotteste soloer.
’Henrietta Our Hero’ og ’The Rhythm Changes’ var storladne vokalnumre, og sidstnævnte blev spillet i en storswingende version, hvor pianisten Brandon Coleman overraskende udskiftede sit keyboard og Fender Rhodes med en keytar. Her var sangerinden Patrice Quinn i spotlyset, men resten af koncerten virkede hun lettere overflødig, som hun dansede og lavede fagter til musikken.
Helt ekstatisk blev det, da Washington, kun understøttet af de to (!) trommeslagere, stod for en ren solo-himmelflugt i ’The Message’, hvor der blev pustet og blæst, så man troede bygningen skulle falde sammen. Her lød hovedpersonen mest af alt som John Coltrane, når han var ude på sine spirituelle og intergalaktiske musikalske rejser. Og lige som man troede, det ikke kunne blive mere virtuost, blev der fulgt op med halsbrækkende, tekniske soloer fra begge trommeslagere.
Setlistens store overraskelse var dog da kontrabassisten Miles Mosley sang for i sit eget nummer ’Abraham’, der var direkte groovy og funk-rockende, og som udviklede sig til et cover af Jimi Hendrix’ ’Voodoo Child (Slight Return)’, hvor Mosley selv tog Hendrix’ rolle på sig. Her imponerede han på ekvilibristisk vis, som han skiftede mellem fingeranslag og buestrøg og tog både fuzz- og delaypedaler i brug.
Koncerten var et vidnesbyrd om en konstellation, der er stærkt forankret i en jazztradition, men med musikalsk virtuositet og dynamisk storhed formår at løfte sig langt ud over den.