Ukendt Kunstner farer vild på ‘Den anden side’
»Tog det til det andet niveau og trådte et level op«.
Ukendt Kunstner er kommet til det punkt, hvor man kigger tilbage. Efter succesen. De er landet på den anden side.
Tiden flyver, og det er efterhånden fem år siden, en solbrilleklædt Hans Philip vendte hoveder med ’Skør mand ting’. Dengang var stilen grime, men siden da har rapperen sammen med producer Jens Ole McCoy som Ukendt Kunstner hugget deres egen stil af melankolsk r’n’b og blåøjet, men selvsikker hiphop.
Med tiden er de blevet til den slags stjerner, de selv spejdede op mod under nattelivsodysseen ’Neonlys’. ’Hælervarer’-ep’en og to succesfulde album er udmundet i udsolgte turneer og en P3 Guld-pris.
For at fuldende cirklen er ovenstående omkvæd fra ’Et andet niveau’ genbrug fra Kesis ’Fissehul’ fra 2010, og rap-kollegaen gæster da også McCoys funklende, eftertænksomme beat, der ikke kun lægger lyd til ’se-os-nu’-praleriet og linjer om at have været ude i kulden, men nu inde i varmen.
I bedste Drake-stil er ’Den anden side’ nemlig et album om succesens bagside. Usikkerheden, stofferne, røgfyldte tanker om, hvem man er, og hvad man skal. »Når konkurrencen den er tæt, så får jeg noia, noia / jeg må ikke bare stå stille, jeg må højere, højere«, rapper Hans Philip.
Lydsiden er nedtonet. Dystre klavertoner går igen, mens trommerne lyder mere af afmagt og ensomhed end eufori. Musikken er på godt og ondt et konstant komplement til Hans Philips tekster, som denne gang kommer mere fra et desorienteret hoved end fra hjertet. Måske rustningen efterhånden er blevet for tyk?
Den forvirrede, eftertænksomme rapper har altid været mere interessant end den, der vælter sig i succes, men desillusionen (komplet med antidepressiva, excessivt alkoholforbrug og hånden i posen) har en tendens til at blive monoton, og lydbilledet som en naturlig forlængelse en smule stillestående – det bliver aldrig rigtig tungt, aldrig rigtig poppet. McCoy har uden tvivl perfektioneret den melankoli, der kan formidles via golde trommemaskiner, glitrende synths og sjælesøgende klavermelodier – der er han virkelig en mester – men ’Lige nu’ er for eksempel det eneste track på albummet, der med lidt god vilje kan beskrives som en banger.
Her er Hans Philip i topform. Han ligger hårdt på beatet og leger med sin intonation, mens et enkelt klaver-loop understreger følelsen af at være »så blæst lige nu«. Sivas’ gæstevers er genialt. Her er man enten »bums eller sicario«, mens ordene flyder ud af munden på ham i et gyngende, søsygt flow, der rammer ligeså hårdt som Rezas jou – Hadouken!
’Lige nu’ er sammen med den lysende, næsten opløftende afslutter ’Overleve’ det eneste sted, hvor man for alvor mærker en variation i lyden. Sidstnævnte er i grunden en popsang, hvor Hans Philip (endelig) kigger ud over sortsynet: Den anden side af den anden side.
»Solen den står altid op i morgen / og når den gør får du det bedre / hver dag er en ny dag / så vi kæmper for at overleve«, lyder det over varme trommer og blide tangenter. Det er en stærk lukker – både musikalsk og tematisk – men nummeret står meget alene.
Ellers er lydbilledet nemlig gennemgående atmosfærisk r’n’b, flere steder i meget lange konstruktioner, der ofte har bismag af underlægningsmusik – specielt på den endimensionelle ’Ingen problemer’, den småjazzede ’Jesu blod’ og den mildt funky ’Ingen hører’. Hvor blev ’Hellar’ af?
Jeg har altid været ekstremt glad for Hans Philip som rapper. De legende flows, de finurlige rim. Men rappen er blevet skubbet i baggrunden på ’Den anden side’ – specielt på albummets anden halvdel, hvor hans vokal i stedet eksperimenterer i øst og vest med fordrukkent jazz-croon (’Jesu blod’) og auto-tunede vers (’Ingen problemer’, ’Soma’). Det fungerer ikke altid optimalt – især ikke på den enerverende ’Baby’, der lyder som en parodi på Kanyes ’808s and Heartbreak’.
Nu skal det på ingen måde lyde som om, at jeg advokerer imod udvikling eller dvæler ved fortiden. For musikere er vejen til helvede brolagt med følelsen af gentagelse, men det handler også om at erkende sine egne forcer og kapitalisere på dem. Udviklingen virker næsten for ekstrem. Den anden side behøver ikke være så langt væk.
For Hans Philip er altså en bedre rapper, end han er sanger. Han er skarp på ’Et andet niveau’, opfindsom på ’Mand over bord’, og som tidligere nævnt i topform på både ’Lige nu’ og i høj grad den alt for korte ’Lange nætter’, hvis første linjer viser, hvor overlegen han kan være, når det gælder: »Den her livsstil, den giver mig associationer om polygamiske mænd der har patent på flere koner, men som altid bliver glemt«.
Men øjeblikkene er for få. Jeg savner ord på det her album. Og at Hans Philip ikke bruger tiden på lidt dovne ting som »jeg stikker fingeren i posen / jeg tænker sikke et sus« (‘Mand over bord’), »de ældre siger, at man ikke kan være evigt ung / så jeg flyver højt som Peter Pan gør« (‘Lige nu’) og det lidt bedagede staccato-flow på sidste halvdel af ’Ingen problemer’, hvor han næsten hakker grøntsager med ordene.
Ukendt Kunstner består af en af landets bedste producere og skarpeste rappere, men det virker som om, at vejen til den anden side har ledt dem på et vildspor, hvor de er endt i et gråt mellemleje af følelser.
Hvor er euforien fra ’Neonlys’? Den hjerteskærende melankoli fra ’Langt væk’? Ordlegen fra ’Kolumbine’ og ’Spor 6’? Slædemusikken som på ’København’ og ’Gennem byen’? Bangeren a la ’Stein Bagger’?
’Den anden side’ føles ikke som endnu et level up, mere som et skridt til siden.
Kort sagt:
Hans Philip er landet på den anden side af berømmelsen. Her parres desillusion, antidepressiva og stoffer med atmosfærisk r’n’b, men hans sindstilstand føles til tider monoton og Jens Ole McCoys produktioner som resultat stillestående. Man savner variation – både i musikken og i følelserne – og så lader duoens eksperimenter Hans Philips ord i stikken. Det er synd, for han er altså en bedre rapper end sanger.
Læs også: Ukendt Kunstner tager på danmarksturné