I denne uge gør vi med temaet ’Danske serier – stagnation og nye strømninger’ status på dansk tv-fiktion. ’Norskov’-forfatter Dunja Gry Jensen, den toneangivende amerikanske tv-kritiker Willa Paskin og instruktør Christoffer Boe har allerede budt ind med ris og ros, og nu er turen kommer til den tidligere vært på DR2-programmet ’TV! TV! TV!’, Ane Cortzen, der mener, at de danske serier har brug for at genopfinde sig selv.
Ser du danske serier, Ane Cortzen?
»Ja. Det prøver jeg helt konsekvent. Også fordi jeg synes, at de er gode«.
Hvorfor er de gode?
»Der skete noget, da ’Forbrydelsen’ kom. Før synes jeg, at det stod ret ringe til. Jeg har aldrig været den store tilhænger af ’Krøniken’, ’Sommer’ og ’Nikolaj og Julie’, de her lidt melodramatiske serier. Men jeg blev utroligt begejstret for ’Forbrydelsen’. Alt var bare anderledes: Evig nat og en sur kvindelig hovedrolle, der var meget maskulin og ucharmerende. Der blev gjort op med en masse stereotyper.
Og så har jeg det sådan, at ’Forbrydelsen’ siden har kastet sin lange skygge ud over det danske serieland på den måde, at alt på en måde er et afkog af dens univers«.
Hvad mener du med det?
»Nordic noir, den lidt surmulende stil og det evige gråvejr har sat sine spor på en ikke så sund måde. Der har været nogle forsøg – ’Dicte’, ’Norskov’, ’Bedrag’, ’Livvagterne’, ’Broen’, ’Den som dræber’ – som har bidt sig fast i en idé om, at nu skal vi være enormt modige med vores hovedkarakterer, men problemet er, at det pludselig har virket enormt safe«.
Er problemet, at man sigter for bredt?
»Man går i hvert fald galt i byen, når man bliver bange for, at man støder nogle fra sig, hvilket ’Forbrydelsen’ øjensynligt var ligeglad med. Jeg var chef i DR Design dengang og lavede introen og logoet til ’Forbrydelsen’, og da jeg så første afsnit, tænkte jeg: ’Hvad fanden har de gang i?’ Jeg syntes, det var helt forfærdeligt og kedeligt og dystert, og jeg var helt overbevist om, at der ikke var nogen, der ville komme til at se det.
Det siger noget om, hvor modigt og visionært det var. At være så stilsikker i noget, som ingen rigtigt forstår. De store chancer er der ikke rigtigt blevet taget sidenhen«.
Var ’Arvingerne’ ikke udtryk for det mod?
»Den opfatter jeg meget som en moderne soap. Et familiedrama, der starter forfra hver sæson. Der er fantastisk skuespil, gode replikker, det er lækkert lavet, men den repræsenterer ikke et nybrud.
Det er svært at sige, hvad der skal til for at lave noget nyt, men det er den der fornemmelse – som jeg for eksempel havde, første gang jeg så ’Six Feet under’ – af at tænke, ’nå det kan man også, det havde jeg ikke lige tænkt på’. Jeg savner for eksempel, at man tør blande genrerne, historisk drama sammen med krimi, eller hvad det nu kunne være. Men jeg har en fornemmelse af, at der er en stor angst for at træde forkert i branchen, så der ikke bliver taget de store chancer. Selvom jeg nu syntes, ’Bedrag’ var mere vellykket, end den fik credit for«.
Hvad kunne du lide ved den?
»Jeg synes igen, det lykkedes at lave flerdimensionelle karakterer. Det er fedt med en hovedrolle i form af Claudia, der i virkeligheden nok er en skurk, men hvor man har meget empati med hende og langt hen ad vejen godt forstår hendes valg, selvom de er forkerte. Der har den noget stor græsk tragedie over sig, som er ret flot forløst. Det er dog stadig en meget traditionel fortælling«.
Er det hele nordic noir-brandet, der har sejret sig ihjel?
»Ja, det er blevet en slags kreativ spændetrøje, en forbandelse for de næste generationer. Det var et fantastisk gennembrud for dansk drama, men den slags repræsenterer også et problem for den næste generation. Der er ikke rigtigt blevet gjort op med nordic noir. Vi har ’Badehotellet’, men der mangler en moderne fortælling, som har et helt andet syn på samfundet, og hvor man genopfinder, hvad det er for en verden, man præsenterer seerne for«.
Er det et specielt verdensbillede, serierne i dag præsenterer os for?
»Ja, kvinderne er for eksempel tit enlige, hårdtarbejdende mødre, der er blevet overmaskuliniserede typer, fordi de skal frem i verden, fra Iben Hjejle i ’Dicte’ til Claudia i ’Bedrag’. Det er blevet lidt stereotypt. Hvad med en serie om en hjemmegående moderne kvinde? Eller om en super harmonisk politimand, der bare har det skæppeskønt?«
Så for lige at opsummere: Er vi stadig verdens bedste til at lave tv-serier?
»Det er lidt en sovepude. Når man læner sig tilbage og siger, ’vi er verdens bedste, vi vinder Emmy’er hele tiden’, så er man heller ikke sulten længere. Det er meget trygt at blive ved med, hvad man hele tiden har gjort. Når man ikke længere er i tvivl, om man er god nok, dør man også kreativt«.
Læs også: Kommentar: DR’s dramaserier har tre livstruende problemer
TEMA: Danske serier – stagnation og nye strømninger