Højdepunkt #1: Talenter cementerede gennembruddet
Der er noget magisk over at se et band tage et stort skridt op ad karriererangstigen og næsten overraske sig selv i øjeblikket. Sådan nogle oplevelser havde både Liss og Chinah på årets festival.
Liss cementerede, at deres stjernefærd intet har at gøre med tom hype, men med rendyrket talent og en lyd, der i den grad stikker ud på den danske scene. Og især forsanger Søren Holm virkede oprigtigt benovet over, at de 50-60 mennesker, der så dem sidste år i et lille lokale på havnen, var byttet ud med et stuvende fuldt Voxhall (og en eftersigende lang håbefuld kø udenfor).
Chinahs booking i SCC virkede trods bandets stødt opadgående formkurve som en stor mundfuld, især taget i betragtning af, at de for blot et år siden spillede et mini-set som en del af deres pladeselskab No3’s showcase på Atlas. Men bandet var tydeligvis ligeglade. De skruede op for virkemidlerne og gav deres omskiftelige, blåtonede synthpop ekstra bund, så man følte, man var vidne til et af landets næste store popnavne, der nemt kan klare turen rundt på de større scener på sommerfestivalerne.
Læs om flere højdepunkter på de følgende sider.
Højdepunkt #2: Spot har anerkendt, at de ikke kan det hele selv
Sidste år spillede et af de navne, der boblede mest i den musikalske undergrund, slet ikke på Spot. Hvis man ville høre Liss, skulle man i stedet ned på havnen og finde en koncert, folkene bag Flux Festival heldigvis havde stablet på benene.
Måske var det sådan en svipser, der i år fik Spot til for alvor at omfavne de mange såkaldte off-Spot-events og dayparties, der i langt større grad optrådte som en officiel del af programoversigten – her afholdt pladeselskaber, bookingbureauer og andet godtfolk showcases, som Spot altså blåstemplede uden at være inde over musikvalget. Festivalen havde sågar selv været ude og invitere forskellige kuratorer indenfor, hvor især Tape og Limbo bød på flere gode koncerter fra navne, der står med helt småt i programmet.
Det kræver selvindsigt at anerkende, at det kan være svært at have det fulde overblik over en sprudlende dansk musikscene, hvor der sker meget rundt omkring i krogene på små diy-pladeselskaber. Det er kun godt at dele ansvaret lidt ud til dem, der (også) sidder med fingrene i mulden. Godt gået, Spot.
Højdepunkt #3: Spot kiggede fremad – på flere planer
Man kan kigge fremad på mange måder. Den mest åbenlyse er selvfølgelig at præsentere en hel masse talentfulde bands, som potentielt kan vokse sig store i fremtiden, men det giver også mening lige at måle pulsen på nogle af dem, som før i tiden har betrådt Spots scener som håbefulde musikere.
Programmet skal naturligvis ikke være fyldt med gamle gravere (gengangere var det bestemt nogle stykker af), men det er for eksempel fedt lige at få et 35 minutter langt destillat af, hvordan fx Sivas’ nye numre fungerer live.
Live-form er dog én ting. Pulsmålingen bliver for alvor sjov, når Spot Festival bliver stedet, hvor etablerede kræfter prøver deres nye materiale af for (næsten) første gang overfor et stort publikum – her bliver festivalen en anden slags showcase, hvor musikere nemt kan tage responsen med hjem i studiet, da publikum reagerer på udviklingen af et udtryk, de i forvejen har et forhold til. For publikum (og branchefolk) giver det følelsen af at være med i en proces, og det er både unikt og sjovt – noget man ikke får lov til under normale koncertomstændigheder, hvor folk naturligvis har betalt for at høre et ‘almindeligt’ set.
Ovenstående skete mest bemærkelsesværdigt med Anya (der havde skruet tempoet gevaldigt i vejret på 3-4 nye numre) og så Karl William, som udover titelnummeret fra sidste års ‘Placebo’-album udelukkende spillede friske numre.
Højdepunkt #4: Tape fremviste den lokale undergrund bedre end nogen anden del af programmet
Spot Festival 2016 var som skrevet tidligere jomfruåret for det forholdsvist nyligt etablerede Aarhus-spillested Tape, som havde fået lov at kuratere sit eget program som en fjerntliggende satellit i festivalens musikalske solsystem. Man må sige, at den del af historien var en succes i sig selv. Med en tætpakket, ambitiøs opstilling – tællende intet mindre end 19 spændende acts på tre festivaldage – og en fintunet opmærksomhed på den lokale, spirende undergrund, tilførte Tape noget kontrast og kant, som ikke indfandt sig i samme rige mål på resten af festivalen. En lille alternativ lomme, der godt nok var en del af Spots officielle program, men alligevel levede sit helt eget liv med flere bookinger fra blandt andet det nye pladeselskab Brystet.
Tapes førstefærd i festivalregi var dog ikke uden begyndervanskeligheder. Stedet er mørkt som en krypt, tager endnu ikke kort, og den travle programlægning viste sig, i hvert fald fredag aften, som hybris med tekniske problemer og massive forsinkelser til følge.
Læs om vores eneste nedtur på sidste side.
Minus: Ny dansk hiphop var groft underrepræsenteret
Sørgeligt, men sandt: Spot er ligeså dårlig som Roskilde Festival til at booke ny dansk hiphop. Programmet i år lød på langt over 150 koncerter, men alligevel var rap-udbuddet pinligt ringe, hvis man udelukkende tænker på festivalens mission om at præsentere vækstlaget.
Sivas’ leverede et sublimt show, men er ikke ligefrem en nytilkommer. Unge Emil Kruse var blot kommet på programmet to uger forinden start, fordi han havde vundet et Spinnup-legat – og han har rappet siden 2011 i Sleng og solo. Danni Toma synger efterhånden mere, end han rapper, når han spiller live (og har tre album på samvittigheden). Hertil Felix De Luca, der heller ikke er helt ny, og så Kejser A – den rutinerede battle-rapper, der vandt MC’s Fight Night tilbage i 2004, men godt nok var ti år om at udgive sin debut-ep ‘Færdig’, der udkom i slutningen af 2015. Udover disse kunne man lede med lys og lygte efter dansk hiphop i programmet
I forhold til, hvor mange bands der spiller på Spot Festival med blot et enkelt eller to udgivne numre på samvittigheden, virker det mest af alt bare mærkeligt, at der ikke var minimum en håndfuld unge, friske rappere på programmet – vi ved, at de er der. Og Spot-publikummet vil altså gerne høre rap – der var fyldt til Sivas i den relativt store Rytmisk Sal, hvor stemningen kogte med crowdsurfende gæster. Kom lige ind i kampen, Spot – eller udliciter den del af programmet, det ville der ikke være nogen ben i.
Læs også: Spot-favoritter: De otte bedste koncerter, vi så på festivalen lørdag