Fra ’Lawrence of Arabia’ til ’Avatar’ og fra ’To Kill a Mockingbird’ til ’The Last Samurai’ – for ikke at tale om Sean Penns nylige Cannes-stinker, ’The Last Face’ – er Hollywood rig på fortællinger, hvor hvide hovedpersoner fører undertrykte folkeslag frem til udfrielse og selvrespekt.
I Hollywood er det tilsyneladende kun muligt at finansiere film om hvides uhyrligheder over for andre folkeslag, hvis man samtidig viser, at hvide har hjulpet og båret dem frem til en tilstand af frihed og retfærdighed. Sociale fremskridt og historiske landvindinger – det er noget hvide skaber. Imens er alverdens farvede mennesker ofte passive modtagere af hvides storsindede håndsrækning.
Da borgerrettighedsdramaet ’Selma’ blev næsten komplet forbigået ved Oscaruddelingen for to sæsoner siden, udtalte filmens hovedrollestjerne (der spiller Martin Luther King), David Oyelowo, at Hollywood har et White Guilt-problem. Han pegede blandt andet på, at den som oftest liberalt velmenende filmbranche markedsfører film om ’sorte’ emner til et hvidt publikum på en måde, så det tager fokus væk fra sortes lidelser og i stedet fokuserer på hvide hovedpersoner, der af deres gode hjerte prøver at hjælpe sorte frem i verden – White Savior-arketypen, med andre ord.
Det er en problematik, der aldrig har været mere fokus på end lige nu. Her tager vi fat om nældens rod og ser nærmere på ni Hollywood-film, der på interessant og foruroligende vis afspejler White Guilt-problematikken.
1. Spielbergs white savior-fantasier: ’Indiana Jones and the Temple of Doom’
Steven Spielberg har i flere omgange flirtet med White Savior-symptomet i sine ellers på overfladen sobre film om White Guilt-problematikker.
For eksempel får man ikke just det indtryk, at de sorte selv var med til at gennemtvinge positive forandringer i tiden op til og under Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65) i ’Lincoln’, hvor Abraham Lincoln med fynd og klem gennemtvang en forfatningsændring, der blev begyndelsen til enden på slavetiden. Spielberg og manuskriptforfatter, Tony Kushner, sparer os ikke for mange detaljer i det spegede politiske spil bag kulisserne.
Det havde været interessant med en fremstilling, der tager højde for nogle af de historiske kampe, sorte fortalere for lige rettigheder selv udkæmpede (og ofrede sig for), før, under og efter at Lincoln fandt det politisk opportunt at handle.
På samme måde har slavedramaet ’Amistad’ (1997) mere travlt med at beskæftige sig med advokaten (spillet af Anthony Hopkins), der forsvarede slaverne, end at vise slavernes egne trængsler.
Spielberg lavede tilbage i 80’erne en af de ultimative White Savior-fantasier med den anden (og svageste) film af den oprindelige trilogi om Indiana Jones.
I ’Temple of Doom’ lander den piskesmældende arkæolog i et fattigt og underkuet Indien, hvor han ene mand befrier en nødlidende landsby fra en sindssyg, menneskeofrende kult, der bortfører dens børn til at arbejde i miner under jorden og ofrer dem i makabre rituelle ceremonier.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor hjælpeløs lokalbefolkningen er, når man tænker på omfanget af den uretfærdighed, den er underlagt. Så er det jo godt, at Indy og hans lille irriterende sidekick (i øvrigt en interessant detalje med en asiatisk udseende minihelt til at assistere den algode hvide eventyrer) med en aktiv, snu indsats kan besejre den eksotisk bizarre fjende.
2. Anstødeligt og uanstændigt: ’Mississippi Burning’
’Mississippi Burning’ er på mange måder en spændende og velfortalt film med glimrende (og Oscarnominerede) præstationer fra Gene Hackman og Frances McDormand.
Mange har dog – både ved filmens premiere og sidenhen – anklaget filmen for historieforvanskning og for på gennemkalkuleret vis at udnytte en historie om uretfærdigheder og overgreb begået mod sorte i Syden til næsten udelukkende at fokusere på hvide FBI-efterforskeres forsøg på at opklare mordet på to hvide borgerrettighedsforkæmpere, på en måde så Sydens sorte fremstår passive og tavse, mens FBI-efterforskerne er filmens utvetydige helte.
Spike Lee kaldte ’Mississippi Burning’ for en »uanstændig behandling« af emnet: »Folkene bag filmen havde ikke engang nosser til at indlemme én eneste markant sort karakter«, påpegede han i 1989. Martin Luther Kings enke, Coretta Scott King, var på samme linje: »Hvornår kan Hollywood tage sig sammen til at levere et historisk sandfærdigt bidrag om borgerrettighedskampens tusinder af sorte mænd og kvinder, der satte livet på spil i en større sags tjeneste?«
Hvorom alting er: Det er tæt på anstødeligt, at ’Mississippi Burning’ gør J. Edgar Hoopers FBI til helte og forsvarere af amerikanske værdier, når historiske dokumenter (som var tilgængelige, da Alan Parker lavede filmen), viser, at forbundspolitiet ofte dækkede over – eller endda aktivt tog del i – den uretfærdige behandling af sorte.
Alan Parker var selv med til at skabe røre ved at udtale, at han havde følt sig nødsaget til at fiktionalisere de egentlige hændelser på en måde, der satte fokus på hvide protagonister for overhovedet at kunne sælge sin film. Han havde utvivlsomt ret i, at filmkøbmændenes holdning var pænt regressiv i slut-80’erne, men man kan måske undre sig over, at han ikke anlagde en mere angerfuld tone vedrørende sit eget knæfald for status quo.
3. Den ædle vilde: ’Dances with Wolves’
Kevin Costners Oscarvinder fra 1990, ’Dances with Wolves’ (den slog ’Goodfellas’, remember!?), er et eksempel på en ’going native’-fortælling, hvor den hvide mand – her ved et tilfælde og på grund af nød – møder en flok ’ædle vilde’, der lærer ham om moral, kampvillighed og offervilje foruden kærlighed, trofasthed og godhed!
’Den ædle vilde’ er et yndet motiv, når primitive (eller mere politisk korrekt: skriftløse) folk skal beskrives på film, eftersom de pågældende filminstruktører i hovedreglen gerne vil vise, at de forstår og værdsætter de oprindelige kulturer, der udgør bagtæppet for – eller et væsentligt delelement i – deres fremstilling af den hvide mands erobringstrang.
I ’Dances with Wolves’ slår en hvid soldat (der repræsenterer Unionen mod sydstaterne) sig ned hos Sioux-stammen, og her udvikler han sig snart til dens primære beskytter og særlige rådgiver. Han fører stammen an i dens sejr over den fjendtlige Pawnee-stamme, hvorefter han med list og kendskab til sine tidligere kammerater i Unionshæren assisterer stammen i dens mere og mere desperate forsøg på at undgå dødelig nærkontakt med de hvide garnisoner.
Det, der gør Sioux-stammen til ’ædle vilde’, er, at ikke bare kan de formes og uddannes til bedre krigere etc. af Costner-figuren, men de kan omvendt også lære ham noget. De synes ligefrem at være bærere af en mere autentisk, indgroet forestilling om godhed og værdighed, som civilisationen efterhånden har slidt ud af den hvide mand.
Tricket med at bruge ’den ædle vilde’-motivet i film og litteratur er indlysende nok, at det kan siges at beskytte kunstværket mod de anklager om et etnocentrisk, eller ligefrem racistisk stereotypiserende, syn på ’de fremmede’, som er blevet en godt og vel fast ledsager inden for denne type fremstillinger fra 1970’erne og frem med universitetskurser i post-kolonialisme og queer-teori etc.
Hvordan kan en film som ’Dances with Wolves’ være fordomsfuld, når den netop portrætterer de ’vilde’ som ’ædle’? Det kan den såmænd, fordi den i endnu højere grad handler om en hvid mand, der redder de ’ædle vildes’ røv. Og det er hverken særlig progressivt eller historisk repræsentativt.
4. 90’ernes definitive White Guilt-film: ’Dangerous Minds’
Havde det ikke været for Coolios (kan du huske ham?) megahit, ’Gangsta’s Paradise’, hvis musikvideo er én lang, godt sammensat reklamesmøre for filmen, er det tvivlsomt, om Michelle Pfeiffer-filmen om en tidligere marinesoldat, der bliver high school-lærer, var blevet en så stor succes. Men sådan gik det. Alas, her har vi 1990’ernes måske definitive White Guilt-eventyr.
Nu er Pheiffers figur jo ikke bare en simpel lærer, for havde hun været det, var hun kommet frygteligt til kort over for de udisciplinerede, uartige og uimodtagelige ghettofyre, der knapt nok fortjener betegnelsen elever. Derfor er det belejligt, at Pheiffers LouAnne Johnson er en eksmarinesoldat, der nok ved, at man ikke kommer langt med rundkredspædagogik. Næ nej, der skal tages andre midler i brug, hvis dette ukrudt skal forvandles til skønne blomster i samfundets udstillingsvindue, og først og fremmest skal ethvert tilløb til personlig eller faglig usikkerhed skjules bag et barskt ydre, der gennemtvinger respekt.
Her er gadens sprog overført til uddannelsesrummet. Man må besejre ’fjenden’ ved at vende dens trumfkort mod den selv.
I den forbindelse er det heller ikke ubelejligt, at Pfeiffer i 1995 endnu var særdeles skøn at skue og stadig var omtrent på toppen af sin karriere. Hun kunne bære filmen, og hendes charme og hipness kombineret med rollens indbyggede hårdhed sælger derfor figurens – og i forlængelse heraf filmens – budskab fortræffeligt.
Det gør den – især på 20 års afstand (vi er åbenbart blevet klogere!?) – til en ret forstemmende og voldsomt patroniserende øvelse ud i kunsten at få hvide middelklassenormer til at komme i øjenhøjde med sort ghettokultur.
5. The Magical Negro: ’The Green Mile’
Frank Darabonts film fra 1998 var sikret en god portion opmærksomhed, eftersom den stod på skuldrene af selveste ’En verden udenfor’. Og Darabont lykkes da omtrent også med at skabe en næsten lige så (manipulerende) rørende film. Denne effekt opnår han ved at tage endnu en type figur i anvendelse, der kan siges at dele fællestræk med ’den ædle vilde’, nemlig The Magical Negro-stereotypen, som blandt andre Spike Lee sjældent har forsømt en lejlighed til at lange ud efter.
Sidney Poitiers figurer i dennes brede gennembrudsfilm i 1960’erne (som ’Lilies in the Field’ og ’Guess Who’s Coming to Dinner’) er arketypiske eksempler på The Magical Negro.
Betegnelsen dækker over hvide forfattere eller filmskaberes forsøg på at skrive sorte karakterer med demonstrativt positive, nærmest overjordiske eller helgenagtige egenskaber og karaktertræk ind i deres film. Det lyder jo tilforladeligt nok, men det dækker – ifølge kritikerne – over dels en manglende vilje til at se sorte karakterer som hele, afrundede karakterer, der i grunden ikke adskiller sig fra deres hvide medmennesker, og dels en lurende undertekst i portrættet af de ejegode sorte: At den pågældende karakter udgør en undtagelse fra reglen, at han altså netop ikke er som de andre.
På den måde bliver figuren let en bekræftelse af hvides fordomsfulde syn på sorte generelt, fordi publikum nærmest opfordres til at tænke: ’Bare dog alle sorte var ligesom ham den flinke fyr oppe på lærredet!’
I ’The Green Mile’ følger vi fangen John Coffeys (nu afdøde Michael Clarke Duncan) forunderlige liv og død. Den enorme mand er (uretfærdigt) dømt for voldtægt og mord og dømmes til døden. Inden filmens hjertegribende finale, hvor Coffey får den bibelske rethaveriskheds kærlighed at føle i skikkelse af død ved elektrisk stol (ganske grafisk gengivet, i øvrigt, så det liberale 1990’er-storbypublikum virkelig kunne væmmes over, hvor brutalt man gebærder sig i det landlige Tennessee), viser Coffey adskillige eksempler på sine særlige evner, både som helbreder og forsoner.
Den blide kæmpe er en ren kærlighedsapostel.
6. Morgan Freeman som præmiesort: ’Driving Miss Daisy’
Vi kan ikke have en liste som denne uden at komme rundt om Morgan Freeman, der alt andet lige må være den skuespiller, der har medvirket i flest film, der på den ene eller den anden måde er båret af en form for white guilt. Onde tunger vil påpege, at selve ideen med Freeman som skuespiller er bygget på Hollywoods ønske om at have en form for ’præmieneger’, som altid kan trækkes af stalden, hvis man ønsker at signalere de rette liberale, racevenlige credentials uden at behøve at gøre sig egentlig umage med at ændre på de etablerede formler og fortælleskabeloner: ’Glory’, ’Amistad’, ’Lean on Me’, ’Million Dollar Baby’ etc. Listen er næsten uudtømmelig.
Over dem alle troner dog rollen i Oscarvinderen (ja, du læste rigtigt!) ’Driving Miss Daisy’, hvor han er en næsten undseelig og, i hvert fald, ydmyg version af The Magical Negro, der i sit venskab med en ældre, hvid kvinde, spillet af elskeligt stædige Jessica Tandy (der modtog en Oscar for sine anstrengelser), der i mødet med sin nye sorte chauffør lærer at værdsætte andre mennesker med et mere beskedent indkomstgrundlag end de ’old money’, hun anser som lidt af en medfødt menneskeret.
’Driving Miss Daisy’ må være omtrent den ultimative feelgood-film inden for genren ’sort-hvid-racesamhørighed’.
Filmen er i passager en nænsom og fin skildring af en relation, der udvikler sig til et usandsynligt venskab, men desværre ikke uden sin rige andel af tåkrummende sekvenser. Men det hører ligesom med, ikke sandt! Bedst i den afdeling, er nok scenen, hvor Tandy forklarer Freeman, at hun skam sagtens – med tanke på sine jødiske aner – kan sætte sig ind i hans situation som sort. Og sådan blev et dejligt venskab født… (!).
7. Den hvide kvindes altoverskyggende udvikling: ’The Help’
Awards-baskeren ’The Help’ blev en enorm succes i de amerikanske biografer i 2011, og hele tre skuespillere blev Oscarnomineret for deres gode indsatser (Viola Davis, Jessica Chastain og birollevinderen Octavia Spencer).
Spørgsmålet er dog, om man ikke ville have fået en bedre film, hvis man havde turdet fokusere på de sorte arbejderklassekvinders daglige kamp for at få tilværelsen til at hænge sammen frem for at filtrere deres oplevelser og erfaringer gennem et douce-blødt filter af en sød, ung, hvid, kvindelig journalists (Emma Stone) projekt med at skrive deres historie.
Gennem hende bliver ’The Help’ næsten i større grad end en historie om sorte kvinders kamp for rettigheder og anerkendelse til en historie om en privilegeret hvid kvindes udvikling fra studerende til stærk, uafhængig og kritisk samfundsstemme. Det er således den hvide kvindes evner, mod og vedholdenhed, der kommer i fokus. Med andre ord: Vi er betænkeligt nær ved en klassisk white savior-fortælling.
Racisme er her ikke så meget systemisk og altomsiggribende, som den er bøjet over en simpel ’forstående hvide vs. fordomsfulde hvide’-skabelon, der – ikke ulig en film som ’Crash’ – må siges at være en meget forenklet måde at anskue en så gennemgående struktur på. Skal vi virkelig tro på, at privilegerede hvide med uddannelse og penge ikke var en del af undertrykkelsen af sorte, men at det var de uoplyste masser (white trash), der var problemet?
Det ligger bekymrende tæt på den myte – som ofte er blevet fremført på film og i andet populærkultur – om, at gode, almindelige tyskere i virkeligheden ikke var antisemitter i 1930’erne, men blev lokket i en ondsindet fælde af magthaverkliken.
Nå, men det er da meget sjovt at se en ældre hvid kvinde (Sissy Spacek i en meget lille birolle, for det er åbenbart den eneste måde, man i Hollywoodsystemet kan bruge hendes talent på nu om dage) spise to mundfulde af en chokoladekage med lort i (bogstavelig talt), men jeg ved sgu ikke rigtig om den slags pjank tæller som reel katarsis for århundreders undertrykkelse… (?)
8. Kristne overtoner: ’The Blind Side’
Med ’The Blind Side’ blev vi præsenteret for noget nær den ultimative Hollywooddrøm om en vaskeægte white savior-film.
Sandra Bullock – hele Amerikas knuselskelige komedienne – fik en Oscar for et både charmerende og grovkornet portræt af en hvid forstadsmor, Leigh Anne, der har så meget overskud, at hun ikke bare sørger for sine egne øjesten, men også huser en ung, lettere utilpasset sort college-studerende og viser ham værdien af flid og dedikation, så han kan udvikle sig til succesfuld sportsstjerne.
En Sarah Palin-omplantet-til-amerikansk-forstadsvirkelighed-type er åbenbart vejen til realiseringen af sort potentiale, der jo går til spilde, hvis ikke en myndig hvid hånd viser vejen – og gør én bevidst om de ofre, man må gøre, hvis man vil blive til noget (det er hvide nemlig ret gode til… at blive til noget, altså).
Filmens udtalte frelser-tematik har nogle slet skjulte kristne under- og overtoner, hvilket måske er en del af forklaringen på, hvorfor filmen blev så stor en succes i Amerikas hjerteland.
Portrættet af Micheal Oher, den unge, sorte mand, der bliver både en akademisk og sportslig succeshistorie, er baseret på en virkelig historie, men i ’The Blind Side’ er Oher i Quinton Aarons skikkelse ikke stort andet end en Magical Negro i moderne gevandter. Det er svært ikke at tænke tilbage på Michael Clarke Duncans rolle som en anden tavs kæmpe i ’The Green Mile’. Ligesom i den film viser det sig i ’The Blind Side’, at der banker et blidt, godmodigt hjerte inde i den enorme, sorte krop.
Hvis det ikke havde for hans evner på en fodboldbane, havde han selvfølgelig ikke været værd at redde fra fattigdom og forglemmelse, men det er en helt anden historie…