For kort tid siden kunne Viaplay annoncere deres kommende seriesatsning ‘Veni Vidi Vivic’, der får Thomas Bo Larsen i rollen som pornofilminstruktør. Nu udvider Viaplay porteføljen yderligere med den politiske thrillerserie ‘Embassy Down’, der får premiere i 2018 eksklusivt på Viaplay.
Serien udspiller sig i nutidens København, hvor den amerikanske ambassade stormes af terrorister under indvielsen, og gæsterne tages som gidsler. Hændelsen skaber en kædereaktion af dramatiske begivenheder, der strækker sig langt udover byens grænse.
Gennem otte afsnit af en times varighed udforsker serien ifølge Viaplay de komplekse personlige relationer mellem gidsler og gidseltagere i den belejrede ambassade og de politiske manøvrer uden for ambassaden.
Serien, som lover non-stop action og drama, skal produceres af René Ezra og Tomas Radoor, der er kendt som producere på film som ‘R’, ‘Krigen’, ‘Kapringen’ og ‘Nordvest’. Manuskriptet skrives af Anders Frithiof August, der har stået bag forlægget til film som ‘Applaus’, ‘Dirch’, ‘Superclasico’, ‘Nøgle hus spejl’ og ‘Sommeren ’92’, ligesom han har serieerfaring fra ‘Arvingerne’ og ‘Bedrag’.
Det vides endnu ikke, hvem der skal besætte rollerne.
I øvrigt er også Kanal 5 på vej med en dramaserie om en gidselsituation i København under titlen ‘Gidseltagningen’.
Læs også: Terroren rammer indre København i Kanal 5’s store dramasatsning ‘Gidseltagningen’
