Lena Dunhams feministbrand er maveplasket – tonedøvt, men også uopretteligt?

KOMMENTAR. Tonedøv er et ord, der ofte falder én ind, når Lena Dunham jokker i spinaten på Twitter og i interviews. Som hun desværre har gjort det med jævne mellemrum over de seneste år, hvorfor stemningen omkring kropsaktivisten og kvindefortaleren er kølnet mærkbart.

’Girls’-skaberen med de ellers så skarpe manuskripter og den satiriske spidning af sin generations millennial-weltschmerz har igen og igen måtte ty til Twitter med semibøjet nakke for at sige sorry (et par vittige australiere har for nylig generet en Lena Dunham-undskyldnings-bot), og særligt Dunhams dugfriske forsvar af en voldtægtsanklaget kollega – og efterfølgende forkølede undskyldning – har affødt onlinefordømmelse og modanklager om snæversindet ’hipster-racisme’.

Hvad skete der for den feterede feministiske stemme?

Lad os lige opsummere et par af Lena Dunhams mindre heldige udtalelser frem til den aktuelle sag:

I efteråret 2016 gav hun et interview til veninden Amy Schumer, hvori Dunham brokkede sig over sit møde med den sorte sportsstjerne Odell Beckham Jr., som hun havde delt bord med til årets MET Gala. Dunham fortalte:

»It was so amazing because it was like he looked at me and he determined I was not the shape of a woman by his standards … The vibe was very much like, ‘Do I want to f**k it? … I was like, ‘This should be called the Metropolitan Museum of Getting Rejected by Athletes’«.

Herefter beskrev Dunham, hvordan hun havde forsøgt at »gnide min røv mod (den sorte skuespiller, red.) Michael B. Jordan«, før hun forlod festen.

Twitter antændte øjeblikkeligt, og Dunhams kommentarer blev fremhævet ikke blot som ondskabsfulde, men som et lysende eksempel på, hvordan privilegerede hvide amerikanske kvinder historisk set har reduceret sorte mænd til seksualiserede objekter. Akkurat som Dunham også gjorde det med Donald Glovers karakter i ’Girls’, mente nogle. Glover, som kortvarigt spillede Dunhams kæreste, var en af seriens få farvede skuespillere – og et utvetydigt svar fra Dunhams side på kritikken af, at seriens cast manglede mangfoldighed.

Dunham svarede – på en måde – da hun tweetede, at Beckham Jr. virkede »super awesome« og at hun havde projiceret sine egne usikkerheder over på atleten. Så langt så overvejende undskyldende, indtil Dunham fulgte op med nedenstående, knapt så empatiske tweet til Amy Schumer:

Dagen efter blev Dunham tvunget til at bringe et længere, langt mere angrende tweet, men hvorfor skulle der en shitstorm til, før den egentlige undskyldning – for at have shamet et vildt fremmed menneske ud fra en opfattelse af, at han ikke fandt hende fuckable – faldt?

Spørgsmålet skabte murren i Twitter-universet, akkurat som disse tidligere tweets i sin tid gjorde det, inden de blev slettet af kvinden selv:

Just found my “creativity journal” from 2005. It begins: “I dreamed I was a prostitute and that I molested a little African American rodent”

— Lena Dunham (@lenadunham) March 7, 2010

An uncool thought to have: “is that guy walking in the dark behind me a rapist? Never mind, he’s Asian.”

— Lena Dunham (@lenadunham) July 12, 2011

Av, av, av …

Ydermere har skuespillerinden og forfatteren sagt i sin podcast Women of the Hour, at hun ville ønske, at hun havde fået en abort for bedre at kunne forstå, hvad kvinder der får aborter gennemgår (Dunham tweetede, at det var en dårlig joke), ligesom hun har sammenlignet sin kollega Judd Apatows »besættelse« af Bill Cosby-sagen med at være »besat af holocaust«.

Holdninger går forud for medfølelse

Lena Dunham vil gerne være et godt forbillede. Men alle hendes åbenlyse kreative talenter og kropspositive budskaber til trods er det problematisk, at hun tilsyneladende ikke er i stand til at se, hvornår hun træder på andre. Eller bruger sin platform til at give udtryk for, at hendes egne holdninger og observationer går forud for almindelig medmenneskelig respekt.

Helt mystisk er det, når Dunham endog modsiger sine egne ideologier med spontane udbrud af blatant dobbeltmoral. I august tweetede hun:

Men blot tre måneder senere, den 17. november, fløj Dunham og kollegaen Jenni Konner alligevel til tasterne for at forsvare ’Girls’-medforfatteren Murray Miller. Dunham og Konner erklærede i et statement til The Hollywood Reporter, at de havde »insider-information« om Murrays sag og vouchede for hans gode natur.

Måske forefindes der vægtige beviser for, at Murray er uskyldig. Men de beviser skal ikke fremføres på Twitter under en mulig igangværende politisag. Og for en udenforstående smagte Dunhams forsvar bittert: Kvinder lyver ikke om voldtægt, ifølge Hollywood-magnaten selv. Med mindre anklagen er rettet mod en af Dunhams gode venner.

»Hun kan ikke få vores ord«

Skribenten Zinzi Clemmons, som indtil forrige weekend arbejdede for Dunhams feministiske nyhedsbrev Lenny Letter, kalder ’Girls’-stjernen for en ’hipster-racist’. En beskyldning der blandt andet knytter sig til, at skuespillerinden Aurora Perrineau, som har anklaget Murray, er farvet.

Clemmons har sagt sit job op og på Facebook opfordret andre forfattere til også at lægge afstand til Dunham: »Særligt sorte kvinder. Hun kan ikke få vores ord, hvis hun ikke kan respektere os«, skrev Clemmons, der kendte Dunham perifært i college-tiden, men undgik hendes klike »som pesten«. Angiveligt fordi Dunham og hendes venner, ifølge Clemmons, ytrede racistiske jokes.

Sammenholdt med Dunhams tidligere udtalelser og de få farvede karakterer i ’Girls’ er dele af Twitter godt i gang med at konkludere, at stjernen må være racistisk. Det kan være, at hun er det. Det kan også være, at Dunham lider af en blanding af førnævnte tonedøvhed og tourettes, når det kommer til at navigere i penible emner – ikke ulig hendes alter ego Hannah i ’Girls’, der på klodset og selvudslettende vis forsøgte at finde hoved og hale i sin samtids krakelerede kønskonventioner og kvindefrigørelsesforskrifter. Det var bestemt heller ikke altid lige sympatisk eller kønt.

Umiddelbart lugter Murray-sagen først og fremmest af, at Dunham har handlet overilet for at beskytte en ven, snarere end at hun har dømt Perrineau på hudfarve. For som stjernen tilkendegav på Twitter, efter kontroversen tog fart:

»Jeg tror på mange ting, men hjørnestenen i min politik er, at jeg støtter de mennesker, der har støttet mig og fyldt mit liv med kærlighed«.

Og således maveplaskede Lena Dunhams feministiske brand.

Sprækker i fundamentet

Lige nu har Lena Dunham travlt med at undskylde for sit og Konners kneejerk-statement, og for at støde »de kvinder, der måtte være blevet skuffede«.

Der er god grund til at være skuffet. At en kvinde, der spiller en så fremtrædende rolle i samfundsdebatten om ligestilling og female empowerment i det 21. Århundrede, går offentligt i brechen for en voldtægtsanklaget ven, inden nogen formelle detaljer om sagen er kommet frem, sender et besynderligt tvetydigt budskab. Uanset hvad hun end måtte mene at vide om forholdene bag kulissen. Så blindt loyale – eller naive? – var hverken Pamela Adlon eller Sarah Silverman, da deres mangeårige ven og elskede mentor Louis C.K. gik ned i flammer for få uger tilbage.

Lena Dunham skøjter hen over det faktum, at det er præcis den form for brancherygklapperi, hun så gladelig selv fremhæver som en musketered, der ligeledes lå til grund for, at Harvey Weinstein fik fripas til at terrorisere kvinder i årtier. En for alle … Hun har ikke blot ’skuffet’ farvede kvinder ved ikke specifikt at bakke op om Perrineau. Ved automatisk at hæfte sin troskab på personen over sagen har hun skuffet alle – kvinder som mænd – der måtte have set hende som et feministisk fyrtårn. Hvordan skal Dunham kunne lede, hvis hun konsekvent sætter egne interesser først?

Ingen kan fratage ’Girls’ alt det gode, serien og Dunhams vision blandt andet gjorde for at normalisere den uperfekte kvindekrop på tv, og skildre kvinderelationer så grimme og ægte, at man græmmede sig af pinlig genkendelse. Men fundamentet under Lena Dunham-værdierne har slået sprækker, der skal klinkes med mere og andet end flygtige SoMe-undskyldninger, hvis stjernen også i fremtiden skal kunne tages alvorligt som ligestillingsfortaler for høj som lav.

Det kræver en selvfleksiv modenhed, der gerne skulle udspringe af fundamental moral snarere end behovet for at undslippe kritik.

Dunham har allerede magten og mikrofonen. Nu må hun lære at bruge begge ansvarligt.

Læs også: Med en halvfed pik har Lena Dunham skabt et udsagn, der vil give genlyd længe