’The Staircase’ løb første gang over tv-skærmene med otte afsnit i 2004. Dokumentarserien handler om Michael Peterson, der 9. december 2001 ringede til alarmcentralen, efter han havde fundet sin hustru Kathleen Peterson død for foden af trappen i deres hus. Hurtigt blev han dog mistænkt og anklaget for mord, og serien følger på nærmeste hold retssagen mod ham.
’The Staircase’ har i årevis været en true crime-klassiker, som har leveret inspiration til senere successer som ’Serial’ og ’Making a Murderer’, men er gået under radaren for den brede offentlighed herhjemme, da den ikke har været tilgængelig på streamingtjenesterne.
Det har Netflix lavet om på, og i juni lancerede de alle de gamle afsnit (inklusive to, der blev udsendt i 2013) samt tre spritnye af slagsen i én samlet sæson (på dansk under titlen ‘Døden på trappen’), der følger Michael Petersons skæbne til dørs.
’The Staircase’ lever højt på en unik adgang til retssagen og hovedpersonen, og mange seere bølger nok frem og tilbage på 100.000 dollar-spørgsmålet undervejs: Gjorde han det?
Hører man til dem, der tror på Michael Petersons uskyld, er der især én faktor, der forstyrrer billedet: For hvis ikke Peterson gjorde det, hvad skete der så? Trods forsvarerens argumenter virker den massive mængde blod og rifterne i Kathleens hovedbund uforeneligt med et fald ned af en trappe, og i løbet af serien savner man en alternativ teori, en tredje mulighed.
Men bare rolig. Den findes. Og ved første øjekast lyder den fuldstændigt bizar: En ugle gjorde det.
Dykker man længere ned i den såkaldte ugleteori, er den imidlertid ikke helt så vanvittig, som man skulle tro.
Teorien stammer fra advokaten Larry Pollard, der var Michael og Kathleens nabo og først lancerede teorien i 2009, efter retssagen var afsluttet. Han mener, at det er sandsynligt, at Kathleen blev angrebet af en Båndet Natugle udenfor (på den anden side af huset, end hvor Michael sad ved poolen), hvorefter hun omtåget – hun havde både alkohol og beroligende medicin i blodet – og blødende vaklede indenfor og prøvede at komme op til soveværelset, hvorefter hun faldt ned ad trappen.
Men er der beviser eller blot indicier, der bakker ugleteorien op?
Svaret er faktisk ja. Der blev fundet mikroskopiske uglefjer på noget af Kathleens eget hår, som blev fundet i begge hendes hænder. Det kan antyde, at hun har forsøgt at få uglens kløer vristet fri fra sin hovedbund.
Desuden kan en ugles kløer forklare de lange sår i den afdødes hovedbund. Larry Pollard har konfereret med eksperter, der vurderer, at sårene godt kunne stamme fra uglekløer. Kate Davis, direktør fra Raptors of the Rockies, har ifølge naturmagasinet Audubon gennemgået materialet og er overbevist om, at teorien holder stik. Det vil nemlig også forklare, hvorfor der ikke var nogen skader på kraniet, et faktum, der taler imod, at sårene skulle stamme fra slag i hovedet, som anklageren hævdede.
Hændelsen fandt desuden sted i december, hvor uglerne parrer sig og derfor er særligt aggressive, og selvom ugleangreb bestemt er et særsyn, er det langt fra uden fortilfælde. I 2015 var der gentagne ugleangreb mod løbere i en park i Oregon, og NBC’s ’Dateline’ talte i en udsendelse om sagen med en lokal mand fra Petersons område, som blev angrebet af en ugle (det blev fanget på overvågningskamera) og blødte så meget, at han troede, han havde mistet et øje. Og man ved, at den båndede natugle er stærkt repræsenteret i det område omkring Durham, hvor familien Peterson boede.
Netflix har gennemgået ugleteorien i denne video med flere ekspertudsagn og udtalelser fra forsvarsadvokat David Rudolph.
Pollard gik til distriktsanklageren med teorien, men blev afvist på sit glatte ansigt. Mere lydhørhed er der blandt to af de mennesker, der er mest inde i sagen (på Petersons side, ganske vist), nemlig forsvarsadvokat David Rudolph og filmskaberen bag ’The Staircase’ Jean-Xavier de Lestrade.
Rudolph har over for Vulture sagt, at teorien har »rigtig troværdighed«, og at han forklarer, at han ærgrer sig over, at han ikke tænkte på det.
»Første dag, det nogensinde strejfede mine tanker, var en dag eller to, før jeg gjorde klar til at give min afslutningstale«, siger han.
»Selv hvis jeg var villig til at komme ind efter seks måneder (i retten, red.), hvor jeg havde sagt, det var et fald, og sige ’beklager folkens, det var ikke et fald, det var en ugle, der forårsagede sårene’, så kunne jeg ikke gøre det, for i ens afslutningstale er man begrænset til de beviser, der allerede er blevet præsenteret i retssagen«.
Rudolph ville ønske, at Larry Pollard var »kommet på det seks måneder tidligere«, mens Lestrade siger til Vulture:
»Første gang jeg hørte om ugleteorien, grinede jeg virkelig. Men da jeg begyndte at kigge på det og mødes med Larry Pollard… Det er måske en mere plausibel forklaring. Hvordan kan man forklare alle de rifter og flænser og fraværet af brud? Når man begynder at tænke over ugleteorien og den slags skader, hun havde, begynder man at tænke, at der måske er noget der«.
Alligevel bliver teorien ikke præsenteret i serien, og det er der en grund til, forklarer Lestrade:
»Filmens formål var et følge den juridiske proces. Hvis der blev åbnet for en ny retssag, er jeg sikker på, at ugleteorien ville være blevet eksamineret i retten, og så ville det have været i filmen«.
Mindre seriøst blev ugleteorien taget af politiet, da de fik den forelagt. Michael Petersons bror Bill har fortalt til ’Dateline’:
»De puttede et billede af en ugle på deres Most Wanted-liste«.
Læs også: 6 stjerner til ‘The Staircase’