Bon Iver ‘Blood Bank’

Her må vi have årets foreløbige klareste kandidat til årets mest overflødige udgivelse, som mange sikkert vil anskaffe men få huske en måned senere. Knap et år efter at den amerikanske singer/songwriter Justin Vernon under sit poetiske alias Bon Iver udgav det sørgmodige og overraskende storhittende debutalbum ‘For Emma, Forever Ago’ har han sat tid af mellem koncerter til at indspille en fire-nummers ep.

Og det er, som antydet, en ret så overflødig anstrengelse. For her har Justin Vernon så sandelig mistet sin sangskrivermæssige pust og i stedet fanget sig selv i et spind af ‘arty farty’ legesyge uden retning og mål. Bortset fra titelnummeret, som lægger sig i forlængelse af debutalbummets fine melodier og spændstige fremførelse, er der hverken melodier eller sørgmodighed at hente på ‘Blood Bank’-ep’en.

Hvordan i alverden kan en så talentfuld sangskriver og sanger på ‘Babys’ forsvare at klamre sig som et barn til klaveret i en alt for langt intro, inden sangen endelig stemmer i? Og hvordan i alle universer kan han herefter få sig til at sætte en vocoder til stemmen for at skrige og falset-synge sig gennem afslutningen ‘Woods’? Tja, den stemme lyder i hvert fald her præcist så pinlig som flere pop-rappere gjorde i 90’erne og er langt under værdigheden for en så ellers fremragende sangskriver.