Colleen
De fintfølende nyhippier har så sandelig haft en god portion medvind i de lange kjoler det seneste års tid. Akustiske kunstnere med en art folkmusic godt sat på plads af mor og fars gamle plader i bagagen. Her i blandt kunne man placere den franske instrumentalmusiker Cécile Schott og hendes andet album, ‘The Golden Morning Breaks’, under navnet Colleen.
Colleen sætter den mest underdrevne og neddæmpede musik sammen i lange instrumentale strukturer ved hjælp af så ældgamle instrumenter som en lut og en viola. Ja, du læste ikke forkert. Oveni lægger Colleen en spredt klaver og runder det hele op med brugen af en helt igennem moderne electronica-lyd. Tre århundreders musikalske landvindinger møder hinanden i dette sammensatte lydunivers.
Netop ordet univers er mere beskrivende for Colleen end ordet musik. Hun bogstaveligt klimprer sig frem til udsvævende forførende toner, der aldrig lægger op til blot en antydning af traditionel kompositionsstruktur, men som ved hjælp af underliggende klange og undertoner udvikler sig i et meget, meget roligt tempo.
En form for sammensætning af toner og klange, islandske Sigur Rós til dels også bevægede sig ud ad på sidste års ep ‘Ba Ba Ti Ki Di Do’. Colleen har utvivlsomt arbejdet længere og mere målrettet ud ad dette spor end nævnte sammenligning. Hun rammer undervejs fængende og stemningsmættede toner uden overhovedet, og sikkert yderst bevidst, at gøre brug af variationens glæde. Og så, efter tre kvarter i dette univers trænger virkelighedens lyde sig atter på og selv den mindste rytme synes som hjertes puls. Tiltrængt…