Muse

Ifølge frontmand Matthew Bellamy er ’The 2nd Law’ bandets mest forskelligartede album til dato, og man må give ham ret, for den engelske trios sjette fuldlængde er et makværk – ofte usammenhængende og hyppigt uudholdeligt.

Det første nummer, ’Supremacy’, tigger med sine bombastiske messingblæsere og snigende strygere om at blive inkluderet på det næste James Bond-soundtrack. Derimod leder singlen og OL-sangen ’Survival’ tankerne hen på Walt Disneys mindre drabelige filmunivers. Hiv-ohøj-mandekoret på det nummer er som skudt ud af en 90’er-Disney-montage, hvor der skal bygges i rask fart af stærke mænd. Hvorfor det skal hægtes sammen med en af Bellamys mange arabisk-klingende guitarsoli, er ikke til at vide.

Læs også: Hør Muses nye album

Der er allerede skrevet meget om bandets strejftog ind i dubstep-genren, men det her er ikke Muses ’dubstep-album’ – så meget konsistens udviser Bellamy og co. nemlig ikke. Nok har ’Madness’ lidt wobble i sig, men nummeret ligger mere i forlængelse af bandets flirt med electro-r’n’b på tidligere tracks som ’Supermassive Black Hole’. ’Madness’ er den mest minimalistiske stund, Muse længe har begået, men beherskelsen varer desværre ikke ved. Den glitter-gustne ’Follow Me’ kunne let afføde en masse Nero-inspirerede Eurovision-bidrag, mens den smadrede brostep-bæ ’The 2nd Law: Unsustainable’ burde belønne bandets filmiske stræben og finde sammen med en dystopisk action-blockbuster blottet for sjæl.

At lytte til ’The 2nd Law’ er som at bevæge sig rundt i et rædselskabinet med levende skuespillere. I starten griner man lidt af chokkene, men med hver overrumpling bliver nerverne blot mere flossede og udmattelsen større.