ÅRET DER GIK. Jeg har altid været lidt i tvivl om, hvor seriøst jeg skulle tage Post Malone. I første omgang lignede han et one hit-wonder med ‘White Iverson’. Men selv, da han nægtede at forsvinde fra scenen, følte jeg længe, at han var lidt af en joke.
Altså… Ud over at han med sit fjogede, diamantskinnende grin og sine ansigtstatoveringer ligner et omvandrende, karikeret hiphop-meme (lidt a la Riff Raff), findes der videoer, hvor han danser rundt i hotpants og synger den forfærdeligste eurodance-rap. Der blev også fundet klip, hvor han siger ‘n-ordet’, og ja, så var der dengang, hvor han sagde, at hiphop ikke rigtig kunne udtrykke dybere følelser – den slags havde man rock til, forstod man.
Det var ikke svært at hade på Post Malone. Mange følte, at han bare tog pis på hiphopkulturen, som han i forvejen ikke rigtigt hørte til i. Han blev skarpt kritiseret af alle fra kultrapperen Lil B til det toneangivende radioprogram The Breakfast Club.
Men 2018 har været året, hvor Post Malone har fået vendt det hele. Det skyldes selvfølgelig til dels, at hans musik har taget et stort skridt frem – men i mindst lige så høj grad, at han har charmeret stort set hele verdenen med sin uhøjtidelige personlighed og selvironiske humor.
Mislykkede stagedives og mystiske forbandelser
Det bedste eksempel er nok dengang, Post Malones fly måtte nødlande, og han opdagede, at en masse folk havde skrevet på Twitter, at de håbede, han ville styrte ned. Rapperens reaktion: »Jeg landede, folkens. Tak for jeres bønner. Jeg kan ikke fatte, hvor mange mennesker på det her website, der ønskede mig død. Fuck jer. Men ikke i dag«.
Det her har lidt været Post Malones kendetegn: Hver gang han bliver mødt med had eller anklager, konfronterer han dem med godmodig humor og et skuldertræk.
Som da det lykkedes ham at falde pladask på maven under et mislykket stagedive sidste efterår. Rapperen fortsatte nemlig bare koncerten nede fra gulvet og kunne senere grine af episoden på Twitter: »Følte mig som Jack Black i ‘School of Rock’, da jeg stagedivede, og ingen greb min fede røv. Ville ønske jeg havde Lil Uzis krop«.
Man fornemmer lidt et tema: Helt enkelt går ting tit forbløffende galt for Post Malone. Men han tager det hele med et goofy smil, knapper endnu en dåseøl op og vakler videre til næste ulykke. På en måde er han blevet vores allesammens stive makker på Roskilde Festival: Tvivlsom hygiejne, hærget udseende, yderst sjældent ædru, yderst ofte klodset og ekstremt elskværdig.
Og derfor giver det tidligere billede af Post Malone som kynisk opportunist, der snyltede på hiphopgenren, ikke rigtig mening længere. I 2018 fremstod han som en underdog, man ikke kunne lade være med at heppe på.
Folkets helt
Folket holder med Post Malone, og han fylder rollen som jordnær hiphopstjerne perfekt. Det kan man også se på hans samarbejder. For hvor andre rappere har deres egne champagne- og vodka-brands og laver collabs med store modehuse eller sneaker-brands, er Post Malone sponsoreret af ølmærket Bud Light og har lavet en sko sammen med Crocs.
Pænt uprætentiøst – lidt som når han beskriver sin ‘kreative proces’ på den røde løber til American Music Awards og helt enkelt forklarer, at han sidder og drikker øl hele dagen og indspiller, når han føler, der er en god idé.
Det folkelige og godhjertede indtryk fik en ekstra dimension her i Danmark, da rapperen spillede en stærk koncert på Smukfest. Det var dog ikke så meget koncerten selv, der gjorde det: Det var den stride strøm af billeder, alverdens folk lagde op af dem selv og den storsmilende rapper i tiden før og efter koncerten. Post Malone havde nemlig ikke gemt sig væk på sit hotel som så mange andre stjerner, men var taget ud og havde mødt folk. Alle fra Kronprins Frederik og Suspekt til tilfældige festivalgæster fik chillet lidt med ham.
Den goofy charme og laissez faire-attitude til stort set alt omkring ham har taget brodden af den tit giftige diskurs, der er omkring kontroversielle rappere. »Slap nu af, det hele er ikke så tungt«, føltes det som om, han siger til os. »Lad os være venner og drikke en ølbong sammen«.
Dén invitation var der nok mennesker, der tog imod, til at gøre ’Beerbongs & Bentleys’ til et af årets største album og Post Malone selv til den andenmest streamede artist på Spotify i 2018 – både globalt og i Danmark. I år lykkedes det nemlig for kunstneren at forvandle den her elskværdige personlighed til musikbranchens evige, urørlige valuta: Hits.
Melankolske bangers fra den sørgmodige klovn
Post Malone lavede mange hits i 2018. ’Psycho’ og ’Better Now’ eksploderede, sidste års ’Rockstar’ nægtede også at forsvinde ud af rotation, og så var der store gæsteoptrædener som Tiestos ’Jackie Chan’ og ‘Sunflower’ med Swae Lee fra ‘Spiderman: Into the Spider-verse’-soundtracket. Rapperens sitrende, svælgende vibrato-vokal var allestedsnærværende.
Men mange af Austin Posts sange fra i år var mere end bare generiske hits. De stak dybere. Som breakup-sangen ’Better Now’, der både er selvironisk og selvudleverende: »You know I say that I am better now / I only say that ’cause you’re not around«.
Det her er altså ikke Drakes jeg-hader-min-eks-lyrik, men overraskende åbne sange om at lade som om, alt er fint, selv om det jo slet ikke er. Det er tekster, der får Post Malones konstante smil til at virke som en maske, der gemmer noget andet væk. Til sidst i ovennævnte sang går der nærmest Robyn-agtig lyrik i den: »I seen you with your other dude / he seemed like he was pretty cool«.
For helvede altså – man kan da ikke hade ham her. Når jeg hører ’Better Now’, kan jeg ikke lade være med at holde med Post Malone. Især når han slutter sangen på så genial tragikomisk vis: »I swear to you I’ll be okay / you’re only the love of my life«. Eller når han med en ret trist selvindsigt synger det her på ’Rich & Sad’: »I just keep on wishing that the money made you stay«. Det er da en stærk linje: Han tror ikke på, at han selv kan holde på sin udkårne, men håber (forgæves), at pengene i det mindste kan gøre det.
Hvordan hænger den sørgerlige side sammen med rapperens evigglade attitude? I min anmeldelse af ’Beerbongs & Bentleys’ sammenlignede jeg Post Malone med den berømte grædende klovn Pagliacci, der er afsindig ked af det indeni, men aldrig kan vise det, fordi han set udefra er gakket og glad. Sådan er det også lidt med Post Malone: Han render altid rundt med et fjoget smil, rødmossede kinder og en dåseøl i hånden. Men essensen af hans musik er melankoli.
For Post Malone er typen, der råber ‘jeg har det fint!’, alt imens han stagediver smask ned i gulvet. Og hvem kan ikke finde noget sympati, eller endda kærlighed, for den type? Har vi egentlig ikke i virkeligheden alle lidt Post Malone i os?
Læs også: Årets 20 bedste danske hiphopsange – og hvad de siger om dansk rap anno 2018