Deerhunter er en kvintet, men forsanger og sangskriver Bradford Cox har altid været den centrale figur, som med gruppens nye album ‘Why Hasn’t Everything Already Disappeared?’ har skrevet et selvproklameret »science fiction-album om fremtiden«.
Jeg skulle ringe til Bradford Cox, mens klokken var 11 her i Danmark. Klokken var fem om natten i Atlanta, hvor Cox bor, og han havde været oppe hele natten for at give interviews. Han var forståeligt nok meget træt, og han sad i løbet af interviewet alene sammen med sin hund Faulkner, der undrede sig over, hvorfor Bradford ikke var gået i seng for længst.
Han lod dog ikke til at være blevet træt af at give interviews – højst en kende rundt på gulvet – og han var mere end klar på at tale Deerhunter, det nye album og hans generelle kunstneriske filosofi.
Når man går igennem jeres diskografi, lader ‘Why Hasn’t Everything Already Disappeared?’ uden sidestykke til at være det Deerhunter-album, hvor der er flest involverede musikere og producere. Er det et bevidst valg?
»Det vil jeg ikke sige. Jeg var faktisk slet ikke klar over, at det forholdt sig sådan. Jeg havde slet ikke tænkt over det før. Det handlede nok mest om timing. Vi løber tør for tid et sted, og så er vi et helt andet sted, hvor vi skal forholde os til de muligheder der er der og forsøge at få indspillet så meget som muligt. Før vi så det skrevet ned, tænkte vi heller ikke rigtig over, at vi havde indspillet albummet i hele fire studier«.
Føler du, at det påvirkede det endelige album?
»Alt jeg kan sige er dette: Det endelige album er perfekt. Blandt alle Deerhunter-album er de to eneste, jeg ikke ville have ændret det mindste ved i retrospekt, dette nye og ‘Monomania’, og med ‘Monomania’ er det mest af narrative årsager. Hvis jeg tog tilbage til da vi lavede ‘Microcastle’, ville jeg nok ændre noget. Nogle små tekniske ting. Jeg siger ikke, jeg vil ændre på selve sangene, men der er steder, jeg ville skrue op for vokalerne eller trommerne. Jeg synes, der er nogle virkelig stærke basgange på det album, men til tider forsvinder de bare i midten af mixet. Men med ‘Why Hasn’t Everything Already Disappeared?’ har jeg ikke den slags følelser, for vi tog vores tid med albummet. Det var en lang proces, men vi blev sikre på at alt endte, som vi ønskede det«.
Det er meget interessant, det du siger om at gå tilbage og ændre på de gamle album…
»Læs ikke for meget ind i det. Jeg ville ikke rent faktisk gøre sådan noget. Jeg tror ikke engang, det er muligt. I gamle dage indspillede bands på bånd, og så er det ret let at finde båndene – fysiske objekter, så man for eksempel med lethed kan isolere trommerne eller gøre mixet mere højlydt. Man skulle tro, at det var lettere med computere, men vi har en separat harddisk for hver sang. Det er alt for meget data. Jeg kan ikke lide lyden af bånd, men bånd er mere håndgribelige at arbejde med. Jeg ville aldrig være i stand til at remixe ‘Cryptograms’, for der er for meget kildemateriale. Jeg ved ikke engang, hvor jeg skulle lede, hvis jeg eksempelvis skulle finde den isolerede guitar. Hvis det var på bånd, skulle jeg bare finde det passende bånd og sætte det på en multitracker. Jeg tror mange musikere har opdaget, at det faktisk gør det hele mere kompliceret at gøre det digitalt«.
Hvis du var i stand til at gøre det, ville du så have lyst til at gøre, som eksempelvis Kanye West har gjort og opdatere dine gamle udgivelser, så de passer mere med dine nuværende visioner?
»Det tror jeg ikke. Jeg vil hellere lave ny musik. Kanye West er jo en megastjerne. Jeg tror, han har en lidt mere dekadent, eksperimentel tilgang til sin musik. Jeg finder det i hvert fald en kende dekadent at synes, at der ikke er nogen definitiv version af sit værk. Det, der sker med albummet i skabelsesprocessen, er i mine øjne albummet. Når man har udgivet det, så er dét albummet. 20 år senere kan man så udjævne lidt i lyden med en equalizer, men jeg synes ikke, man bør ændre ved albummet ved at genindspille vokalerne eller noget i den stil«.
Efterhånden har du godt og grundigt etableret dig på musikscenen, både gennem Deerhunter og Atlas Sound, så folk har en idé om, hvordan et Bradford Cox-album lyder. Når du indspiller et nyt album, tænker du så over, hvad folk forventer af et Bradford Cox-album?
»Jeg tænker ikke engang på mig selv. For at være ærlig: Når jeg tænker på mig selv, tænker jeg hovedsageligt på mig selv i konteksten af, at jeg er min hund Faulkners bedste ven. Jeg tænker ikke på mig selv som musiker. Jeg laver måske prætentiøse kommentarer til tider, om at jeg er en amerikansk modernist eller whatever, men personligt tænker jeg mest på mig selv i forhold til min hund«.
Påvirker din hund også din musik?
»Han kan ikke lide percussion. Han kan især ikke lide maracas. Han er faktisk med på det nye album tre gange. Du kan høre ham gø. Jeg har ham altid med i studiet. Jeg beskytter hans hørelse lige så grundigt som jeg ville beskytte et barns. Han har bare lyst til at være i nærheden af drengene. Alle i bandet er hans venner. Han sidder på sofaen, mens der bliver mixet. Hvor end jeg går hen i studiet eller i huset, følger han efter mig. Så han har en gigantisk indflydelse på min musik. Han er der altid, lige ved siden af mig«.
Har du så nogensinde taget ham med på turné?
»Det ville jeg aldrig gøre. Det synes jeg er en kende for meget. Jeg tror ikke, det er godt for ham. Hunde kan lide at have deres territorium, og at tage ham med ville være noget selvisk af mig. Jeg tror det ville være sjovere for mig end for ham«.
Din musik er jo naturligvis ikke skræddersyet til at være hitlistemusik, men du har et skarpt øre for catchy hooks, som man kan gå og nynne hele dagen. Er catchyness noget du tænker over, når du skriver sange?
»Det tror jeg ikke engang, jeg kan finde ud af. Min sangskrivningsproces ret kaotisk i sin natur. Hvis jeg selv syntes, jeg var god til at skrive fængende hooks, og specifikt gik efter at skrive dem, ville jeg klare mig elendigt. Jeg ville ikke få skrevet noget. Da jeg skrev ‘Death in Midsummer’, syntes jeg det var noget larm. Jeg syntes, det var kakafonisk. Jeg synes selv, at jeg skriver sange, der er uudholdelige at lytte til, men jeg nyder det selv. Og så er det jo kun fantastisk, at der er andre, der finder sangene catchy. Jeg er ikke god til omkvæd. Lockett (Pundt, guitarist i Deerhunter, red.) er langt bedre til at skrive hooks og omkvæd. Han er en markant bedre sangskriver end mig. Jeg er til gengæld mere produktiv, og jeg eksperimenterer mere. Jeg eksperimenterer med min stemme, med trommerne – ja, jeg går faktisk aldrig efter noget bestemt mål, jeg eksperimenterer bare. Lockett er langt mere bevidst om, hvad han vil have ud af en sang«.
I har beskrevet ‘Why Hasn’t Everything Already Disappeared’ som et science fiction-album om nutiden i en pressemeddelelse. Hvad skal det betyde?
»Jeg har altid været interesseret i science fiction-bøger. Jeg har læst en del J. G. Ballard og generelt meget britisk 70’er-sci-fi. Det er det, der inspirerede mig. Ikke så meget snak om rumvæsener, men mere fortællinger om, hvordan den teknologiske verden løber løbsk«.
Hvordan adskiller din brug af science fiction sig fra, hvordan kunstnere som David Bowie, Parliament, Janelle Monáe og The Flaming Lips har brugt genren?
»Der er nogle ligheder, men jeg gør det fra mit eget personlige perspektiv fra lige netop dette tidspunkt i tiden. Jeg er ikke interesseret i at kopiere nogen, men kunstnere som Bowie og Parliament har et godt greb om lyd, der inspirerer mig. Sun Ra er endnu en stor science fiction-sangskriver. Jeg tror egentlig ikke, jeg gør noget nyt eller særlig innovativt«.
Er der en bestemt meddelelse, du vil dele med dette album, især i forhold til den grumme titel ‘Why Hasn’t Everything Already Disappeared’?
»Nej. Der er ingen meddelelse. Uanset hvad lytterne får ud af det, er det fint med mig. Der er så meget abstrakt, ubevidst tænkning til stede, at jeg ikke kan sige, at jeg ved, hvad meddelelsen skulle være«.
Jeg kan mærke nogle tematikker på albummet om klimaforandringer. Er de der, eller læser jeg for meget ind i albummet?
»De er der absolut, det har du ret i. Men jeg føler ikke, det er den gennemgående meddelelse. Jeg føler blot, det er ét aspekt af en skræmmende eksistens på jorden, som vi er på vej mod«.
Så er det et dystopisk album? Måske endda et politisk album?
»Det lader jeg være fuldkommen op til lytteren«.
Er det så et personligt album?
»Nej. Der er intet personligt over det. Der er kun én personlig sang, men den handler ikke om mig, den handler om andre mennesker. Det er ‘What Happens to People’«.
Da jeg var teenager, var du den eneste musiker, jeg kendte, der åbent identificerede som aseksuel. Det betød meget for mig, og sikkert også for mange andre…
»At høre det der betyder mere for mig end noget, jeg har hørt i de ugevis, jeg har givet interviews. Meningen med livet er at inspirere folk til at være sig selv. Du kunne ikke sige noget, der gjorde mig gladere. Det får mig virkelig til at føle, at jeg ikke er uduelig«.
Det fik mig også til at lytte til din musik med et bevidst øre efter queerness. Føler du, der er noget intrinsisk queer ved din musik?
»Absolut. Jeg føler, der er noget intrinsisk aseksuelt ved Deerhunter i det hele taget, og især ved dette specifikke album. Jeg har tvivlet mange gange på min aseksualitet. Jeg prøvede engang at have en kæreste, og det var forfærdeligt – det var det, ‘Monomania’ handlede om. ‘Monomania’ var ikke et aseksuelt album, det var et queer album. Som jeg bliver ældre, bliver jeg mere og mere sikker på, at mit instinkt var korrekt, og at jeg er aseksuel«.
Selv om Bradford Cox utvivlsomt var en kende udmattet, var han næsten ikke til at få ud af røret igen. Vi havde os en god lille snak om hunde, og da jeg fortalte ham, at interviewet ville blive udgivet på dansk, svarede han spøgefuldt, at han havde lært sig selv at læse dansk gennem Karen Blixen. Han endte med først at sige farvel, da Faulkner bad ham om at gå en tur.
Læs anmeldelse: Deerhunter ‘Why Hasn’t Everything Already Disappeared?’