Leila

Da Massive Attack og Portishead fik triphop-bølgen til at slå ind over det meste af verden i midten af 90’erne, var Leila en af de små, skæve gevækster, der blev trukket med. Den iranskfødte, britiske producer høstede mange anmelderroser for sin 1998-debut, ‘Like Weather’, der dog var for avantgardistisk til at løfte hende op fra undergrunden, og det ændrede opfølgeren, ‘Courtesy of Choice’, ikke ved.

‘Blood, Looms and Blooms’ er hendes tredje album efter en pause på hele otte år, men den lange tid har ikke trukket krøllerne ud af hendes skævt strittende electronica. Den fornemme ‘Mollie’ åbner albummet med rytmiske nyrestød og spiraler af støjende guitar, og herfra trækker Leila lytteren igennem en evigt foranderlig musik, der bestemt ikke har meget til overs for radioformater og genrekonventioner. ‘Time to Blow’ er cocktailpop fra en anden galakse, ‘Little Acorn’ er et møde mellem b-boy-breaks og eksotisk børnesang, og ‘Deflect’ er mørk soul forklædt som electropunk, ført an af sangerinden Martina Topley Birds dybe, distante stemme.

Terry Hall og Luca Santucci er blandt de øvrige vokalister på et album, som snarere fascinerer end fængsler. I lighed med Björk, som hun i flere omgange har arbejdet sammen med, binder Leila populærmusikkens elementer sammen på sin helt egen måde. Men det havde gjort godt med et stærkere melodimateriale, som kunne bære de stemningsfulde lydkonstruktioner det sidste stykke fra hjernen til hjertet.