Lil Wayne

Excentrisk, genialt rappende entertainer eller plat, beregnende middelvare? Det er svært at blive klog på den over-hypede og ekstremt produktive Weezy fra de amerikanske sydstater. Han har de seneste år holdt pr-apparatet effektivt i gang med utallige gæsteoptrædener samt udsendt et hav af gratis mixtapes til fansenes store begejstring og kulminationen er det længe ventede ‘Tha Carter III’-album.

Det karakteristiske snøvlede og uforudsigelige flow krydret med sjove punchlines er naturligvis i centrum og fungerer især på marsmand-odysséen ‘Phone Home’ og bangeren ‘A Mili,’ der har linjer som, »I’m a venereal disease, like the menstrual bleed, through the pencil and leak on the sheet of the tablet in my mind«.

Han bliver personlig på et af albummets bedste ‘Tie My Hands’, hvor han mindes orkanen Katrinas hærgen i hans hjemby New Orleans,men bliver i den grad henvist til birollen, når Jay-Z kigger forbi på ‘Mr. Carter.’

Lil Wayne ser det som en af sine vigtigste dyder at være anderledes, men den holdning skinner bestemt ikke igennem på produktionssiden, der udgøres af typiske down south-synths og drum rolls blandet med opklippet funk og storladne strygere. Det er mere solidt end godt.

Coverbilledet med en ung Wayne er naturligvis en sjov lille reference til lignende covers fra kollegaerne Notorius B.I.G. og Nas, og selvom Weezy’s gale personlighed nemt matcher de to legender, kan han trods egen overbevisning ikke puttes i samme rapklasse.