Tunng

»Blip, båt og gud hvor går det godt«, sang Kim Larsen tilbage i 1979. På det britiske folktronica-orkester Tunngs fjerde album både blipper og båtter det ligeså en hel del i et regulært orgie af både mindre og større, og mere eller mindre bizarre indfald.

Albummet viser briternes vilje til leg, og undervejs kommer de omkring mange forskellige musikalske udtryk. Det starter dog temmelig traditionelt med den nuttede og melodiøse åbner ‘Hustle’, der er naivt charmerende tweepop med et elektronisk touch. Lysten til at kaste sig ud i eksperimenter kommer tydeligst til udtryk på albummets tre lidt længere numre. ‘Don’t Look Down Or Back’ begynder som en eventyrlig hymne for pludselig at kaste sig ud i et tungt, guitarbåret omkvæd. Elektronikken driver langsomt den instrumentale ‘By Dusk They Were in the City’ frem imod forløsningen, mens albummet kulminerer i den over otte minutter lange afslutter ‘Weekend Away’, der elegant illustrerer Tunngs evne til at forene det komplicerede med det tilgængelige.

‘…And Then We Saw Land’ er langt hen ad vejen et ganske charmerende kludetæppe, der emmer af iderigdom og inspiration. At der undervejs så alligevel dukker et par skæverter og bagateller op, som for eksempel den fjollede ‘Sashimi’ og den korte ‘These Winds’, er tilgiveligt. I det store hele går det fortsat ganske godt for Tunng.