SERIE: HOLDER DE I DAG? »I’m the king of the wooooorld! Wuhuhu!«
’Titanic’ er populærkulturens konge anno 1990’erne. Intet fås større, dyrere eller mere indflydelsesrigt end James Camerons Oscar-sluger, der til tonerne af Celine Dions ultimative powerballade skyllede som en tsunami ind over det kulturelle landskab i 1997. På godt og ondt (særligt den der fløjteintro hos Dion er ond).
‘The Simpsons’, ‘Seinfeld’, ‘Family Guy’, ‘Futurama’, ‘The Office’, ‘SNL’, Britney Spears, ja selv Martha Stewart og Snoop Dogg har i årenes løb refereret og spoof’et ikoniske scener i ét væk og gjort den ironiske distance allestedsnærværende. Kan vi overhovedet se ’Titanic’ i dag uden det ironiske mellemlægspapir, der synes at have klistret sig fast til James Camerons klæge kærlighedskatastrofefilm?
Det var og er stadig det letteste i verden at rynke på næsen ad ’Titanic’ – Camerons i mange øjnes bovlamme luksusliner af en sirupssød romance ombord på det titulære dampskibs fatale jomfrurejse i 1912.
»Put your hands on me, Jack«
Jo, jo, anmeldere såvel som biografgængere var da imponerede tilbage i 1997, da den ekstravagant dyre og over tre timer lange film slog boxoffice-rekorder, ryddede Oscar-bordet og satte teenagehjerter i brand verden over. Realismen og filmproduktionens høje, tekniske niveau blev hyldet. Den overdådige iscenesættelse og de effektfulde katastrofescener satte nye standarder. ’Titanic’ var en eventfilm; en biografoplevelse.
Kate Winslet og Leonardo DiCaprio, filmens romantiske parring i rollerne som Rose og Jack, blev omfavnet af ungdommens fankultur i uhørt grad med plakater, postkort, magasiner, T-shirts og soundtracket på CD.
Og var du ung, som undertegnede, her i slut-1990’erne, var købevideobåndet med de letgenkendelige guldbogstaver på titelryggen et decideret must-have. Mangen VHS’er er blevet set, genset og speed-spolet til døde på teenageværelser verden over. I dag har vi heldigvis Tumblr-hære af gif-magere, der brugervenligt servicerer fans med zoomede kyssescener i uendelighedsloop. Dengang måtte du altså gøre det hårde arbejde selv. Pause. Spol tilbage. Play. Gentag. »Put your hands on me, Jack«.
Velsmurt dampmaskineri
Særligt unge DiCaprios kultlignende teen-følge har utvivlsomt haft en negativ effekt på filmens ry og gjort den lettere at affeje som ungdomsromantisk formelfilm med alt for skarpt optegnede helte og skurke. Ja, jeg kigger på dig og dine upålidelige øjenbryn, Billy Zane. Og for en sikkerheds skyld, hvis du ikke allerede har fattet, at Zanes rigmandssøn Cal er en skurkagtig idiot, leverer han denne kommentar til sin forlovede Roses nye kunstindkøb: »Something Picasso? He won’t amount to a thing. He won’t, trust me«. Sådan tangerer dialogen lidt for ofte det både banale og klichéfyldte i Camerons manuskript.
Set med friske 2019-øjne er jeg imidlertid i stand til at se igennem fingre med selv replikstinkere som ovennævnte. For ’Titanic’ er, må jeg melde, stadig et velsmurt dampmaskineri af en fejende romantisk storfilm.
Melodramaet, klassekampen og katastrofen orkestreres med stensikker hånd af Cameron, der i 1997 først og fremmest var anerkendt som action-bro med pumpede titler som ’Terminator’, ’Aliens’ og ’Dybet’ under bæltet.
Action-baggrunden fornægter sig heller ikke i sidste halvdel af ’Titanic’s spilletid på i alt 3 timer og 14 minutter. Fra det fatale sammenstød med isbjerget sydøst for Newfoundland til over 1500 af skibets samfulde 2224 passagerer mistede livet i det iskolde hav, er Camerons iscenesættelse effektiv som bare fanden. Panikken og klaustrofobien lægger sin klamme hånd på dig fra vandet fosser ind i skibets skrog. Herfra knager, hviner, bruser og brager lydeffekterne så overbevisende, at ikke en håndflade er tør.
Scenen, hvor skibet er gået helt ned og det sorte vand er blevet til et panisk skrigende hav af desperat fægtende mennesker, får det stadig til at løbe uhyggeligt koldt ned ad min ryg. Cameron gør tragedien ubærlig taktil.
Magisk stjernestøv
Romantikken er dog stadig ’Titanic’s trumfkort. Den fattige, men frie kunstner Jack på tredje klasse møder den rige, men ufrie Rose fra første klasse. I 1997 var Leonardo Dicaprio og Kate Winslet endnu spirende skuespiltalenter, hvorfor selve opdagelsen af dem bragte en vis portion filmmagi til ’Titanic’-biografoplevelsen.
I dag, 22 år senere, har de begge vist deres værd som nogle af generationens dygtigste skuespillere. DiCaprio og Winslet er filmstjerner og glæden ved at gense dem i de uforglemmelige ungdomsroller som Jack og Rose lægger ligefrem en ekstra ikonisk dimension til filmen.
DiCaprios let androgyne frisure med pandelokken, der altid falder perfekt lige over øjet, giver mig lyst til at stryge den blidt væk a la Barbara Streisand over for Robert Redford i ’Vore bedste år’ (1973). Større romantisk kompliment har jeg svært ved at komme på.
Winslets stadig mere viltre, røde hår og fuckfingeren i fjæset på Cals håndlanger er selvstændighedsmarkører, som kærligheden mellem hende og Jack sætter fri. Kirsebærret på toppen er Kate og Leo i øm omfavnelse dér i skibets stævn med lyserød-lilla solnedgang i baggrunden.
Fight me, hvis du kan nævne en mere svulmende romantisk filmscene.
Så… holder den i dag?
’Titanic’ er ikke længere bare en romantisk film, men en over-the-top, ur-romantisk fortælling. Uforskammet og uforfalsket melodramatisk til et punkt – nærmest camp – hvor den i dag synes at have transformeret sig til en ramme, du selv kan læse hvad-du-vil ind i og lade dig inspirere af. ‘Titanic’ holder i den grad.
TIDLIGERE I SERIEN:
Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?
Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?
Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?
Holder ’The Royal Tenenbaums’ ikoniske quirkiness stadig?
’Avatar’ kom, så, sejrede og blev gjort til grin – men hvordan holder den i dag?
Holder ‘Borat’ og dens lifligt akavede humor i dag?