Woods
Det lille Brooklyn-baserede DIY-pladeselskab Woodsist er gourmetguf for blege indie-nørder med fedtet og leverpostejsfarvet hår. De har blandt andet introduceret et sultent publikum for bands som Real Estate, Wavves og Ganglians. Men grundlægger Jeremy Earls eget husband Woods står ikke tilbage med kollektivets femte album.
Earl optræder i bandleder-rollen oftest som en lidt mere krukket og falset-tilbøjelig udgave af Ben Bridwell fra Band of Horses. Imens pendulerer det musikalske bagtæppe mellem 70’er-mølædt klassisk rock – som bedrager bandets storbyrødder, og som ikke vil synes fjern for folk, der også har stiftet bekendtskab med The Strange Boys – og fragmentariske freakfolk-hymner, der helt smuldrer mellem fingrene på bandet, lidt på samme måde som The Microphones- og Mount Eerie-frontmanden Phil Elvrums tidlige ting.
Det er en halv times aldeles hjemmebrygget og -hygget hippiemusik for døgenigte, dagdrivere og dovenkroppe. Ambitionsniveauet er virkeligt tilbagelænet, og at de mest rammende adjektiver, jeg ofte kan hæfte på, er ’tilforladeligt’ og ‘lækkert’ saboterer pointfesten lidt. Men det er skam kvalificeret og rart lydtapet hele turen igennem, og det bør selvfølgelig belønnes.
Få skæringer – ‘Blood Dries Darker’, ‘Mornin’ Time’ og ‘Suffering Season’ – brænder dog igennem det ellers så lurvede eksteriør og beviser, at Woods kan andet end at boble rundt i hipsterhovedtelefoner med deres hjemmetøflede lo-fi, udsyrede båndsalat og soniske lossepladsfund: De kan sgu også skrive sange, der hager sig fast.