Frazey Ford

Selvgjort er velgjort. Efter et årti som en tredjedel af det kvindelige canadiske alt. country-triumvirat The Be Good Tanyas og en barselsorlov fra musikken albumdebuterer Frazey Ford nu med 13 folkpoppede og luftige, men stadig jordbundne sange: Et dusin hjemmebagte, og så en glimrende fortolkning af Dylan-klassikeren ‘One More Cup of Coffee’.

‘Obadiah’ er med sit bløde, intime akustiske ‘bas-guitar-og-trommer’-lydbillede et afslappet alternativ, til når man er blevet træt af Cat Powers ‘The Greatest’ men stadig craver musikalsk underlægning til søndagshyggestunden med tæppe over fødderne og varme boller med kakao foran sig. Fords killingerøst rummer måske ikke så intense facetter som Chan Marshalls hviskende ditto men lyder mere hen ad Melanie Safka, da hun stadig var ung.

Dramaspektret er forholdsvis udsvingsfattigt, men Memphis-soul-inspirationen, som læner sig ind over mange af de ellers country- og folkprægede numre, er det lille groovy twist, der redder albummet fra at være kedelig og kassabel ,’middle-of-the-road’-pop. Lyrikmæssigt har man indtrykket af, at der konstant ligger følelser og lurer under overfladen, men at Ford dovent eller apatisk neddysser det og undlader at forholde sig til dem.

Det forhindrer helheden i at være nogen stor åbenbaring. Mindre kan selvfølgelig gøre det, især hvis det netop er noget laidback og ukompliceret, man søger. Det jævne kvalitetsniveau og lune luntetrav besværliggør mestendels også (u)vanen med at sætte enkeltnumre på piedestaler. Vi nøjes med at applaudere singlen ‘Firecracker’ og ‘Mimi Song’, som begge lufter banjoen. Den velsigner sangene med den smule tryllestøv, som er adgangsnøglen til kravleturen under huden på hårde lyttertyper som undertegnede.