Den grusomme Marie Adler-fortælling lyder i første omgang som et spændende stykke krimifiktion i bedste Jussi Adler-Olsen-stil. Men Netflix-serien ’Unbelievable’ bygger på den skinbarlige virkelighed.
Baseret på den Pulitzer-vindende artikel ’An Unbelievable Story of Rape’ af Ken Armstrong og T. Christian Miller fra henholdsvis The Marshall Project og ProPublica, der er et kulegravende, nonprofit nyhedsmedie, gengiver miniserien en omfattende efterforskning af voldtægtssager i Washington og Colorado. Systembarnet Marie er et hjerteskærende omdrejningspunkt, hvis rystende ben og knækkede stemme vidner om voksensvigt og manglende omsorg.
Som 18-årig bliver hun truet med kniv, bundet med snørebånd og voldtaget brutalt af en efterlader-ingen-spor, hætteklædt mand i sin lille lejlighed i Lynnwood, Washington. Godtroende anmelder hun hændelsen og bliver under talrige afhøringer trukket igennem overfaldets hårde detaljer igen og igen. Først af en politimand, dernæst af efterforskningsholdet, så af sygehusvæsnet og senere på politistationen.
Hendes krop behandles som et gerningssted, men sporerne er mangelfulde, og politiet bliver mistroisk og vender hende fra offer til skurk, for hvordan kan man stole på et vidne, der er opmærksomhedskrævende og fra barnsben har taget Zoloft og andre antidepressive voksenstoffer for at overkomme og glemme, at hun tidligere er blevet udsat for seksuelt misbrug?
Hun sigtes for falsk anklage, mister sit netværk og må ovenikøbet betale 500 dollars i bøde. Følelsen af afmagt og frustration forstærkes i særdeleshed af Kaitlyn Devers rørende portræt, når hun banker i bordet og mumlende siger:
»Jeg er ret sikker på, at det skete«.
Seriens skabere, forfatteren Susannah Grant og produceren Sarah Timberman, har begået en genistreg ved at afbilde voldtægtsfortællingen med fokus på systemsvigt og opklaringsudfordringer. ’Unbelievable’ er komponeret, så der krydsklippes mellem Maries voldtægtsoplevelse og efterforskningen af en række andre voldtægter i Colorado, der blev udført tre år senere af detektiverne Karen Duvall og Grace Rasmussen. Det asynkrone fortællegreb resulterer i, at man som seer på langsom, ubærlig vis oplever Maries forfald, velvidende om at der går en årrække, før politiet tager hendes anklage seriøs.
En af journalisterne bag den originale artikel, Ken Armstrong, har fra start ytret, at det kunne blive svært at tilpasse artiklen til Hollywood, men hans mistro er blevet gjort til skamme, og ’Unbelievable’ fremstår utrolig virkelighedsnær. Men i hvor høj grad forpligter serien sig til at skildre det, der i realiteten skete? Og tager den sig nogle friheder?
Vi har læst artiklen, hørt den opfølgende podcast-udsendelse ’Atonomy of Doubt’ og sammenlignet historiens fremstilling.
Klinisk, usminket og stærk
Ifølge artiklen ’An Unbelievable Story of Rape’ er der en stor procentdel af amerikanske kvinder, der aldrig anmelder en voldtægtshændelse, i frygt for at politiet ikke vil tro på dem. Og det største problem er dermed ikke mængden af falske anklager, men derimod manglen på anklager. Derfor var det også vigtigt for Susannah Grant at vise, hvilke udfordringer man kan opleve, når man rapporterer et seksuelt overgreb. Kvinder som Marie løber en risiko, for hvad hvis man ikke kan bevise, at man har været udsat for et overgreb?
»Man hører ofte, at der er mange negative ting forbundet med at rapportere voldtægter. Én ting er, at efterforskningen føles som et overgreb, men man hører også, at den efterfølgende sygehusundersøgelse kan virke som en krænkelse. I stedet for blot at acceptere at systemet er på den måde, er vores ønske med denne serie at portrættere, hvordan det opleves«, har Grant sagt til Refinery29.
Man håber nærmest, at store dele af serien er opdigtet, fordi Maries oplevelser er så brutale, og når man hører Grants udtalelser om det amerikanske system, overvejer man som seer, om serien er unødigt fiktionaliseret for at fremme en pointe. Men Grant garanterer, at serien slavisk følger historiens faktiske hændelser.
Siden har hun også forklaret til Variety, at hun har lænet sig meget op ad artiklen og talt gentagende gange med den ’rigtige’ Marie. Og så har hun hele vejen igennem haft en researcher og teknisk konsulent tilknyttet manuskriptforfatningen for at sikre sig korrekte protokoldetaljer, ligesom Ken Armstrong i en Twitter-tråd har bekræftet og rost seriens præcise skildring af Maries hospitalsundersøgelse og Washington-detektivernes ageren:
»Efter at have anmeldt voldtægten skal Marie igennem en hospitalsundersøgelse i seriens første afsnit. I scenen ser vi, hvor mange podepindsprøver der tages. Hvor de tages fra. Og hvad Marie bliver fortalt bagefter – at det er naturligt, hvis hun overvejer selvmord. Hver detalje er korrekt. Det ved jeg, fordi jeg har læst den fulde lægerapport. Scenen er klinisk, usminket… og stærk«.
Han tilføjer, at serien »gerne ville fange, hvordan en post-voldtægtsundersøgelse sidenhen kan udvikle sig til en form for traume. Og for at gøre det klart lod hun (Susannah Grant, red.) fakta tale for sig selv«.
Grant har brugt forskellige virkemider til at skildre oplevelserne, som Marie oplevede dem. Derfor er voldtægtsscenerne eksempelvis filmet fra hendes point of view. Seeren får dermed ’bind for øjnene’ og er kun i stand til at se ganske lidt af det, der foregår. Det skaber indlevelse, men Grant var også meget bevist om, at man ikke ville bidrage med noget, der kunne tendere til ’rape porn’.
Armstrong tilføjer:
»For to uger siden fik jeg et opkald fra Marie. Hun fortalte mig, at hun lige havde set serien. Det var hårdt, sagde hun. ’Jeg græd en del’, sagde hun. Men hun havde bestemt sig for at se den, og hun var glad for, at hun gjorde det. Hun kaldte serien ’fortræffelig’«.
Kreative friheder
Seriens hovedforløb er altså plausibelt, men alligevel er der pyntet lidt på hovedpersonernes liv for at rulle historien ordentligt ud. Det er trods alt en tv-serie, og Grant og Timberman har fra projektets start gjort det klart, at de ville have plads til at udvide historien.
Generelt er karakterne meget nuancerede, og Maries to plejemødre gøres eksempelvis ikke til umiddelbare ’skurke’. De er derimod individer, der reagerer på et langt, problematisk adfærdsmønster.
»Karakterne er inspireret af virkelighedens karakterer – og det, de går igennem, er meget lig med, hvad de ’rigtige’ mennesker oplevede og gjorde, men af respekt for deres privatliv og for at have frihed til at fortælle de historier vi gerne ville, har vi ændret deres navne og lavet mange af de identificerende karaktertræk om«, har Grant sagt til Variety.
Med andre ord har hun ikke set nogen grund til at få de rigtige navne spredt ud i det omfang, som Netflix ellers er i stand til. Karen Duvall hedder for eksempel Stacy Galbraith, og Grace Rasmussen er en fortolkning af Edna Hendershot, der ikke er nær så intens som Toni Collettes karakter. Hendershot skulle efter sigende være mere easy-going, og hun har heller aldrig prøvet at forføre en off-duty politibetjent på en snusket, klistret bar for at få hans dna, som Rasmussen gør det i serien.
»Jeg bruger nogle facts fra deres liv som inspiration – og de kvaliteter, deres arbejde vidner om – men jeg ved ingenting om deres personlige liv eller deres ægteskaber, og kvinderne ville heller ikke informere os om sådan nogle ting. På den anden side kan du ikke fortælle en historie uden at kende til de to hovedpersoners liv«, har Grant tvetydigt udtalt.
Marie er faktisk den eneste, der har beholdt sit navn. Eller det vil sige hendes mellemnavn. Hendes fornavn og efternavn kender vi ikke.
Og Marie er heller ikke som sådan en tro kopi. Dever har tidligere omtalt, at hun selvfølgelig gerne ville være så godt inde i Maries historie som overhovedet muligt for at kunne dykke ned i hendes følelsesregister, men hun ville også respektere hendes privatliv. Undervejs i serien dramatiseres Maries historie derfor flere gange. For eksempel overvejede hun kort at springe ud fra en bro, hvilket beskrives i den originale artikel, mens ’Unbelievable’ går skridtet videre. Her ender hun rent faktisk med at stå på ydersiden af en bro og kigge ned i det mørke dyb.
Det er også værd at nævne, at sergent Jeffrey Mason, a.k.a detektiv Parker, kun lige (vi snakker uger forinden) havde skiftet narkospecialstyrken ud med et job i kriminalafdelingen, da Maries voldtægt blev anmeldt. Han var altså helt grøn på området, men ledede alligevel Washington-efterforskningen. Det faktum understreges ikke særlig tydeligt i serien, og hans skæbne, såvel som kollegaen Jerry Rittgarns/Pruitts, er en såkaldt cold case ved seriens slutning. Mens Rittgarn forlod politiet, inden voldtægtsmanden blev fanget, rykkede Mason senere tilbage til afdelingen for narkobekæmpelse. Han følte stor skam, og det var da heller ikke ham, der oplyste Marie om, at de nu havde fanget forbryderen, ligesom han ellers gør det i serien.
Mens virkelighedens voldtægtsmand, Marc O’Leary, samlet set blev idømt 396 år for ’rape theater’ inspireret af ’Star Wars’-scenen, hvor Jabba the Hutt binder prinsesse Leia op, er Marie fast besluttet på ikke at lade hændelsen diktere resten af sit liv. Hun er i dag gift, har to børn og kører en 18-hjulet lastbil rundt i hele landet.
»Jeg vil ikke gemme mig i hjørnet«, har hun fastslået til ProPublica.
»Jeg vil ikke lade det her fordærve resten af mit liv. Jeg vil ikke give ham den tilfredsstillelse. Jeg vil ikke lade ham ødelægge mig«.
Læs også: 5 stjerner til ‘Unbelievable’