Roddy Ricchs store potentiale drukner i dårlige sexrim
Der er mange artister, der dyrker samme melankolske sangrap som Roddy Ricch, og det store problem for den unge rapper er, at der også er rigtig mange, der gør det rigtig godt. Niveauet er højt.
Juice WRLD excellerer i at skabe kærlighedssyg emorap, YoungBoy Never Broke Again er den bedste til at udtrykke smerten og kampen ved gadelivet, mens folk som Polo G og Lil Tjay laver næsten præcis samme form for melodisk, trappet gaderap som Roddy Ricch. Derudover er der selvfølgelig også genrens pionerer Lil Durk og Future, der får flere nuancer ud af deres autotune-croonerier.
Især manglen på nuancer er et problem for Roddy Ricch: Hans tynde stemme filtreres gennem et tykt lag autotune på samtlige sange, men han formår for sjældent at få mere end en monoton, nasal lyd ud af sin vokal. Og det bliver et problem, når han skal holde lytterens opmærksomhed over et helt album og ikke kun i et par minutter, som det var tilfældet på de stærke singler (’Die Young’, ’Every Season’, ’Project Dreams’), han har udgivet det seneste års tid.
Ingen af de sange er dog med på dette debutalbum, og det virker ikke umiddelbart som om, den her nye samling sange har samme kvalitet. Faktisk er store dele af det underligt navngivne ’Please Excuse Me For Being Anti-Social’ et skridt væk fra den sorgfulde, melankolske gadehistoriefortælling fra de ovennævnte sange.
I stedet glider Roddy Ricch ind i samme hedonistiske trap-verden som uendeligt mange andre rappere. Det fungerer på den catchy ‘The Box’, hvor han afprøver en række flows, men det går galt på de mange sexsange som ’Gods Eyes’, hvor han får rappet »I eat that pussy like steak« – for ikke at tale om den pubertetsliderlige ’Moonwalkin’ med årets måske mest akavede gæsteoptræden af Lil Durk, der autotune-vræler formuleringen »suckin’ on my penis«.
Dén brunstige stil kører videre på ’High Fashion’, der handler om, hvor mange modeting Ricch køber til sine kvinder, og ’Back Seat’, der handler om ting, der sker på bagsædet.
Problemet her er selvfølgelig ikke, at Roddy Ricch snakker om sex. Det skal han da bare gøre, hvis det er det, der optager ham for tiden. Problemet er, at han ikke gør det interessant nok. Han gentager en formular – lidt som på ’Big Stepper’ og ’Perfect Time’, hvor han genbruger flows fra henholdsvis Future og Young Thug.
Her virker det helt klart, at han bruger for meget energi på at passe ind på Atlanta-scenen – selv om han kommer fra Compton og har skabt en identitet som kunstner ved at fortælle sin egen historie. Albummets titelsang har også et problem med efterligning. For selv om Roddy Ricchs vokal er skarp og indtrængende, er det tydeligvis en reproduktion af Juice WRLD’s emorap-stil.
Det er virkelig synd. For de gange, hvor han genbesøger den hjerteskærende ghetto-historiefortælling, som han slog igennem med, står det helt klart, at hans musik har samme styrke som eksempelvis Polo G eller YoungBoy Never Broke Again, der i år har sat standarden for den genre med stærke album.
Introen, der har et næsten Three 6 Mafia-agtigt tung beat og selvbiografiske tekster om vejen fra gade til musik, er et godt eksempel. Og det samme er sange som ’Roll Dice’, ‘War Baby’ og ’Prayers to the Trap God’, der er kolde og indadvendte – her giver albummets titel mening, og det samme gør Roddy Ricchs stemme, der pludselig lyder isnende og virkelighedsnær.
Hør bare sidstnævnte sang, hvor stemmen pludselig knækker, og Ricch giver sært rammende specifikke detaljer som »I was watching ‘Family Guy’ when the police raided«. Og så er der ‘War Baby’, hvor han skamløst får et gospelkor til at synge om at affyre maskinpistoler og dermed får bandeskyderier til at blive en episk, nærmest højtidelig begivenhed.
De sange viser Roddy Ricchs store potentiale og antyder, at han har et stærkt album i sig. Det er bare ikke det her.
Kort sagt:
Roddy Ricch er bedst, når han skaber personlige, sorgfulde gadefortællinger. Desværre bruger han det meste af sit debutalbum på sexrim og metervare-trap.