I 2019 kunne ingen musikere vide sig sikre for copyright-søgsmål

ÅRET DER GIK. I 2015 gik der chokbølger gennem den amerikanske musikbranche, da en jury stik mod alle forventninger fandt det bevist, at Pharrell Williams, Robin Thicke og T.I. blev fundet skyldige i at have kopieret Marvin Gaye-klassikeren ’Got To Give It Up’ på deres 2013-hit ’Blurred Lines’.

Sagens anke endte med en stadfæstelse så sent som sidste år, og i 2019 har afgørelsens tvivlsomme eftermæle altså manifesteret sig i en række højtprofilerede beskyldninger om plagiat, som blandt andet har ramt store navne som Lizzo, Lady Gaga og ikke mindst Katy Perry. Sidstnævnte er på nuværende tidspunkt den eneste af de tre, der faktisk er blevet dømt til at betale en erstatning på intet mindre end 18 millioner danske kroner for en ophavsretlig krænkelse i forbindelse med sit 2013-hit ’Dark Horse’.

Nu er det ikke fordi, copyrightsager i musikbranchen er en ny ting, men sagerne har fyldt tilpas meget i 2019 til, at det nu føles som en tendens. Hvilket måske har mere at gøre med sagernes meget offentlige forløb på de sociale medier, end at popmusikken skulle have været ekstraordinært uoriginal netop i år.

Men hvad nytter det overhovedet at tale om musikcopyright i en tid, hvor der takket være digitaliseringen produceres så meget materiale, at det uundgåeligt vil overlappe på et tidspunkt – især internt i de indbyrdes genrer? Der findes jo trods alt kun så mange akkorder og toner i en given skala, og forskellige genrekendetegn vil jo altid dele en masse ligheder, uden at en specifik kunstner bør kunne tage ejerskab over de universelle byggesten, der udgør al musik.

Bagatelgrænser og uoriginalitet

For hvad kan man egentlig copyrighte? En akkordprogression, melodi eller måske bare en enkelt tone? En tekst, sætning eller sågar bare et enkelt ord? På nuværende tidspunkt er der ingen bagatelgrænse for, hvad man kan påstå at have en såkaldt ’commonlaw copyright’ – altså en uregistreret ophavsret – til.

I sagen om Lady Gaga og Mark Ronsons Oscar-vindende ballade ’Shallow’ fra det succesrige musikdrama ’A Star Is Born’ påstår den ukendte sangskriver Steve Ronsen således, at superstjernerne skulle have kopieret en simpel trinvist opadgående melodi på blot tre toner med en tilhørende akkordprogression fra hans sang ’Almost’, der inden søgsmålet havde blot 300 afspilninger på Soundcloud.

Netop den harmoniske bevægelse er dog så flittigt benyttet i både klassisk kompositionsmusik og moderne populærmusik, at Ronsen næppe kommer igennem med argumentet om, at han skulle være ophavsmand til den idé – det kræver bare en enkelt gennemlytning af Elvis-klassikeren ’Can’t Help Falling In Love’ at slå det fast. Men hvis der er noget, 2019 har cementeret, så er det, at man aldrig kan vide sig sikker på forhånd, når det kommer til amerikanske copyright-afgørelser.

Det viser sagen om Katy Perrys ’Dark Horse’ med al tydelighed, for her var det også blot kombinationen af to toner kombineret med et klassisk trapbeat, der udgjorde omdrejningspunktet. Her lykkedes det den relativt ukendte kristne rapper Flame at overbevise en jury om, at ’Dark Horse’ besad ’substantielle ligheder’ med hans sang ’Joyful Noise’ fra 2009. Og selv om det unægteligt er nemt at høre visse ligheder mellem de to sange, så er det svært ikke at få følelsen af, at de sammenfald er mere tilfældige, end de er intentionelle.

Der er jo ingen musik, der blot opstår ud af det blå i 2019. Ligesom al øvrig kunst, så hviler både hiphop, pop, rock og sågar klassisk musik på skuldrene af lange, mangfoldige genretraditioner, som nye kunstnere altid har ladet sig inspirere af og derefter bygget videre på eller udviklet for at opnå et personligt udtryk. Der er selvfølgelig en hårfin grænse mellem at lade sig inspirere og et direkte plagiat, men omvendt bør man også stille krav til en vis originalitet i de musikalske ideer, der forsøges copyrighted.

Internettet som utilsigtet inspirationskilde

Mange af de anklager, der har set dagens lys i 2019, er desuden blevet fremsat af mere eller mindre ukendte kunstnere, som det er højst usandsynligt, at hverken Lady Gaga, Katy Perry eller deres respektive sangskriverhold har været bekendt med på forhånd. Spørgsmålet om forsætlighed eller bagvedliggende intention betyder dog ingenting i disse sager, og med internettet er det ovenikøbet blevet væsentlig nemmere for en sagsøger at bevise, at en kunstner med overvejende sandsynlighed kan have haft adgang til det påståede originalmateriale.

I en af mange komplicerede copyrightsager med Lizzo i centrum i 2019 påstod den britiske komiker Mina Lioness således, at hun var ophavsmand til et viralt tweet med teksten »Just took a DNA test turns out I’m 100% that bitch« – de selvsamme ord, der, som de fleste nok ved, sidenhen kom til at udgøre introlinjen til Lizzos attitudefyldte kæmpehit ’Truth Hurts’. Lizzo selv benægtede hårdnakket, at hun havde set lige præcis Lioness’ tweet, men indrømmede, at hun havde været inspireret af et meme med teksten.

Hvem der er den rette ejermand af viralt indhold på internettet er efterhånden blevet mere og mere kompliceret at slå fast, og derfor kan det af og til virke som om, rettighederne simpelthen bare går til dem, der gør sit krav gældende først.

Når det er gratis at dele sit kunstneriske virke på internettet, hvad end det drejer sig om komiske tweets eller musik, har mange flere mennesker fået adgang til at dokumentere deres arbejde, hvilket selvfølgelig er gavnligt for den musikalske mangfoldighed og det generelle udvalg, men bagsiden af medaljen kan desværre blive, hvis internettets muligheder for deling åbner en skjult port til påståede sammenhænge mellem sange, som den sagsøgte aldrig har hørt.

Det omvendte momentum og folkedomstolen

Arnestedet for 2019-bølgen af copyright-tvister var som førnævnt ’Blurred Lines’-sagen, og selv om hverken den efterhånden gamle sag eller dette års afgørelse mod Katy Perry ikke nødvendigvis har dannet reel juridisk præcedens og dermed grundlag for en konkret omfortolkning af den amerikanske copyright-lovgivning, så har de alligevel medført en form for skift af psykologisk momentum i feltet – et skifte, der har givet sagsøgerne blod på tanden og gjort de store kunstnere langt mere tilbøjelige til blot at opgive kampen mod anklagerne på forhånd. Simpelthen i ren og skær frygt for sagens eventuelle uheldige udfald og ikke mindst den dårlige omtale i forbindelse hermed.

Lizzo endte således med at anerkende Mina Lioness som medforfatter på ’Truth Hurts’, sandsynligvis for at generere en form for positiv omtale i kølvandet på to andre samtidige copyrightsager, der omhandlede både ’Truth Hurts’ og ’Juice’, som netop tog fart på de sociale medier.

Tiden hvor disse sager blev løst bag lukkede døre er nemlig for længst ovre, og de sociale medier er nu blevet det nye forhandlingslokale, hvor sagsøgerne kan offentliggøre deres påstand og opbygge sympati for deres søgsmål på forhånd – for hvem elsker ikke en underdog, der sejrer over de regerende popmastodonter? Internettet udgør i den forstand en kompromisløs folkedomstol, der er mindst ligeså vigtig som den juridisk myndige af slagsen i en tid, hvor branding og image er nøgleord for enhver popmusiker.

Det siger sig selv, at den slags dynamik kan åbne op for et hav af opportunistiske lykkejægeres forsøg på at få en ufortjent bid af den søde popkage – og selv om det da også tilsyneladende er den mest umiddelbare konsekvens af tendensen indtil videre, så kan man også have bange anelser om, at den konstant overhængende frygt for at blive ramt af en plagiatanklage desuden vil føre til en øget og meget uhensigtsmæssig kreativ forsigtighed i udøvelsen af populærmusik.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at de mange copyrightsager vil have den positive effekt, at musikere må producere mere ’original’ musik for at undgå disse anklager – men forceret ’originalitet’ er sjældent en god vej frem, og desuden er der jo en grund til, at mange musikalske elementer går igen – især i popmusik. For nok kan de 12 toner, der findes i de fleste vestlige skalaer, sammensættes og kombineres på et hav af forskellige måder – det er bare langtfra dem alle, der klinger godt i flertallets ører.