Lil Waynes ‘Funeral’ minder os om, hvad han ikke længere kan
I 2010 udgav Lil Wayne ’Rebirth’, karrierens mærkeligste og klart værste album (på trods af at ’Carter IV’ eksisterer). Det album varslede slutningen af hans periode som verdens bedste og største rapper, der varede fra 2007 til, ja, lad os bare sige det øjeblik, hvor ‘Rebirth’ udkom.
Det var et ret episkt fuckup, men det viste også bare, hvor overlegen Wayne var dengang. Hvis han ville lave highschool-poppunk på et helt album, så var der ingen, der kunne tale ham fra det, selvom ideen tydeligvis var usædvanligt dårlig.
Nu, næsten et årti senere, udsender New Orleans-ikonet sit 13. studiealbum, og det er en klart bedre udgivelse. Men ’Funeral’ har intet af den fascinerende uforudsigelighed, der stadig gennemsyrede 2010-Wayne.
Det nye album er fundamentalt set ret konventionelt og et skridt væk fra den personlige og følsomme retning fra ‘Tha Carter V’ fra 2018. Det er i sted rendyrket trap, hvor Lil Wayne kaster sig energisk ind i hvert vers. Han er på en måde i mixtape-mode, hvilket giver os en del spændende momenter, selvom linjer som »I come from Mars, but I act like I’m from Planet of the Apes« (‘Mamma Mia’) og Goblin-sammenligninger (‘Not Me’) ikke lyder lige så spændende nu, som de gjorde, første gang han rappede dem for 10-15 år siden.
Der er også gentagelser som »I don’t need air time, ’cause I got hang time / you think it’s play time? Well bitch, it’s game time« (‘Stop Playin With Me’), som en manisk og overmodig Wayne måske kunne få til at lyde geniale i 2007, hvor store dele af hans vers på ’We Takin’ Over (Remix)’ eksempelvis var en stribe af enkelstående ord. Men i 2020 falder en del af de her passager til jorden.
Når ‘Funeral’ alligevel ofte fungerer, er det fordi, Lil Wayne tydeligvis gør sig umage. ’Mahogany’, den ‘Started From The Bottom’-lignende ‘Not Me’ og Future-pastichen ’Bing James’ har intense flows, der i glimt minder os om, at det her er rapperen, der gav os ’A Milli’.
Det er også godt at høre Wayne over beats fra den mangeårige samarbejdspartner Mannie Fresh, som på det majestætiske ‘Piano Trap’.
Øjeblikket hvor albummet for alvor løfter sig er dog på ’Harden’, hvor kombinationen af personlige tekster, sårbar historiefortælling og soul-baseret produktion vækker mindelser om de legendariske ’Carter 3’-leaks fra sidst i 00’erne. Den sang er albummets klart bedste, men ikke nok til at løfte ’Funeral’ ud af det middelmådige.
Dels er det så langt (24 numre!), at Lil Waynes efterhånden ret monotone flows bliver kedsommelige. ’Line Em Up’ er eksempelvis en efterligning af tidligere sange som ’6 Foot 7 Foot’ eller ‘Uproar’, og på ‘Darkside’ samt ‘Wild Dogs’ lyder Wayne som en rapper, der er fanget i én rille.
Når albummet alligevel varieres på rockrap-sangen ‘Dreams’ og New Orleans-bouncesangen ‘Clap For Em’ har Wayne simpelthen ikke længere karisma nok til at få eksperimenterne til at fungere. Og så har vi ikke engang nævnt de umage samarbejder (XXXTentacion, Adam Levine), der lyder frustrerende forcerede.
Der er noget mixtape-agtigt over det lang og kludrede ’Funeral’. En følelse af at udgivelsen primært eksisterer, så vi kan bevidne rendyrkede rap-øvelser fra Lil Wayne. Det minder faktisk lidt om Eminems seneste albums, ’Kamikaze’ og ’Music To Be Murdered By’.
I begge tilfælde er der tale om rappere, der stadig kan præstere vers på højt teknisk niveau og levere lange sekvenser med intense flows – men som primært minder os om, at de bare ikke længere har dén gnist af genialitet, der gjorde dem så fascinerende i deres storhedstid.
Lil Wayne plejede at være en alien. Selv når han fuckede op, var det en genial kunstners fejltrin. ’Funeral’ er et solidt (om end noget udmattende) album, fordi han tydeligvis gør sig umage. Men selvom han ikke har mistet sine evner, har Wayne bare mistet det der særlige ekstra.
Kort sagt:
Lil Waynes 13. studiealbum er ofte solidt og glimtvis gribende, men han har aldrig været længere fra den totale uforudsigelighed, der tidligere gjorde ham til verdens største rapper.