En, to, tendens lyder et godt gammeldags motto for journalister på jagt efter samtidens seneste trend.
Ud fra den målestok er den underbelyste fremkomst af det, man kunne kalde naivistiske sange sunget af semiamatører i realtid ikke blot en tendens, men en overvældende tendens i tidens film.
Senest Malou Reymanns biografaktuelle ’En helt almindelig familie’, der hele vejen igennem er en fintfølende og humoristisk oplevelse. Men dens største følelsesmæssige punch falder i en uventet setting. Under en 90’er-kikset konfirmation stiller hovedpersonen, 11-årige Emma, sig op og synger direkte til sin konfirmandsøster, som hun ellers har været på kant med som følge af deres meget forskellige reaktioner på, at deres far er sprunget ud som transkønnet.
Kameraet hviler roligt og uklippet på Emma, som hun fremfører sin hjemmeskårne lyrik med blid tween-stemme og charmerende smil. Den er simpel som en autentisk 90’er-konfirmationshymne, men emmer af søsterkærlighed med referencer til alt fra prutter til klassiske irritationsmomenter. Så bedårende.
For et par år siden skrev jeg om to minutter af Noah Baumbachs ’The Meyerowitz Stories’, hvor Adam Sandlers fuckup af en newyorkermand og hans snart fraflyttede teenagedatter sætter sig ved klaveret sammen og i duet synger en ligeledes hjemmebrygget vise fra datterens barndom, der tidligt i den ordrige film skaber en følelsesmæssig klangbund og en forståelse for forholdet mellem de to.
Baumbach gjorde det såmænd igen i sin nyeste film, ’Marriage Story’, hvor Adam Drivers Charlie til en sammenkomst med sin teatertrup rejser sig og giver sin version af Steven Sondheims ’Being Alive’ ved klaveret i baren. Han har lige fortalt åbenhjertigt om sin skilsmisse med Nicole (Scarlett Johansson), og efter en periode med advokater, skænderier og psykisk overlast på deres fælles søn er sangen en slags renselse. Han hæver sig for første gang over bitterheden og petitesserne og indser, at noget er endegyldigt slut, men også at et nyt kapitel begynder.
Et lignende maskefald ser vi i Maren Ades mesterværk ’Toni Erdmann’ om den tilknappede business-kvinde Ines, hvis kolde facade langsomt krakelerer, da hendes practical joke-glade far iklæder sig falske tænder og paryk og giver den som ’Toni Erdmann’ over for hendes forretningsforbindelser. Til en social komsammen presser faren Ines til at synge Whitney Houstons ’Greatest Love of All’ med ham selv på orglet, hun starter modvilligt, men undervejs giver hun den mere og mere los i en inderlig og småfalsk fremførsel, der overraskende afslører, hvem Ines var engang og måske kan blive igen.
I alle disse scener ligger noget af magien netop i de uslebne sangstemmer, der skaber intimt nærvær på en anden måde end klassiske soundtracks. Det er sårbare mennesker, der afslører sig selv for andre og sig selv, tilmed på vers. Hvem kan stå for det?
Allermest hjerteknusende er dog en sangscene med en professionel sanger i skrøbelig forfatning i Alex Ross Perrys ’Her Smell’, som stadig har til gode at få dansk distribution. Elisabeth Moss spiller den fallerede punkrock-stjerne Becky Something, der går alt og alle på nerverne med sine beske svinere og sit galoperende misbrug og ditto storhedsvanvid. Det hele overværes i backstagelokalet af hendes lille datter, som Becky elsker, men alligevel påfører akutte psykiske traumer med sit uregerlige temperament og sin hyperaktive opførsel.
Filmstilen er frenetisk med en kaotisk-insisterende lydside, der aldrig giver ro. Men i sidste del skifter fortællingen gear, og vi møder en ædru Becky, der forsøger at restituere fysisk og mentalt i et hus ude på landet. Datteren besøger hende og beder hende synge en sang ved klaveret: »En sang, der minder dig om mig«.
Valget skaber en øjeblikkelig kontrast, til hvad vi tidligere har hørt den energiske musiker fremføre fra scenekanten: Et lavmælt cover af Bryan Adams’ ’Heaven’.
Vi ser Becky synge hele sangen fra første til sidste strofe, og teksten rammer deres kærlighed og håb om en lysere fremtid én til én. Jeg havde aldrig drømt om, at Bryan Adams – soundtracket til mere af min barndom, end jeg har det godt med at indrømme – kunne sætte gang i mine tårekanaler, som den scene gjorde. Den vil få selv stoiske træmænd til at bukke under.
Scenen varer mere end fire minutter, og det er bemærkelsesværdigt i sig selv, hvordan filmenes dybfølte sange får lov at spille sig ud i deres helhed som både nøglescener og små oaser for seeren.
Selvom de alle sammen tjener en klar funktion, er de også antitesen til klassisk fortælleøkonomi, og jeg tror netop, det er derfor, at dialogglade instruktører som Noah Baumbach og Alex Ross Perry forelsker sig i dem. Mens tv-serier næsten altid vægter det effektive og fremdriftige, leder filminstruktørerne efter glimt af poesi og følelse, som hæver sig over det plotlogiske. De søger efter stilstand i støjen, efter scener uden bagkant, efter de momenter, hvor kameraet bare kører, og et menneske blotter sig selv. Hvor karaktererne glemmer alt omkring dem og publikum med dem.
Alle de ovennævnte hører til mine yndlingsscener fra nyere tid. Med sporadiske undtagelser har musicalen været død i årtier, men den synes at have muteret i en mere organisk og sprudlende retning. Nu bryder de igen ud i sang på film, og der er ikke et øje tørt.
‘Marriage Story’ og ‘The Meyerowits Stories’ kan ses på Netflix. ‘Toni Erdmann’ kan ses på Blockbuster og Filmstriben. ‘En helt almindelig familie’ kan ses i biografen. ‘Her Smell’ afventer dansk distribution.