KOMMENTAR. Filmen er død, tv-serien længe leve.
Sådan har en af de mest udbredte fortællinger i diskussionen af populærkultur lydt de seneste 10 års tid, hvor medierne har skrevet stolpe op og stolpe ned om seriernes fryd og filmens forrådnelse: De kvalitetsfortællinger, der engang blev til film i ’The Godfather’-klassen, konsumerer vi nu som serielle besættelser fra sofadybet, mens Hollywood har solgt sin sjæl til superhelte, CGI og desperat IP-jagt.
Mange har i processen udbasuneret filmens gravskrift. Fra Nicolas Winding Refn til David Cronenberg, Martin Scorsese til Quentin Tarantino: Cinema is dead.
Og der er da heller ingen tvivl om, at filmkunsten har måttet kigge sig selv dybt i spejlet for at finde ud af, hvad den var, når de dybe karakterstudier og de episke historier pludselig viste sig at spille bedre for en bred befolkning på den lille skærm. Lad os kalde det en midtvejskrise for en 100 år gammel kunstform.
Men som markedskræfterne tilsiger, kan konkurrence også være frugtbar for innovation og fornyelse. Som en ældgammel, anerkendt økonomisk læresætning lyder: Er man først ved at blive spillet af banen, tager man sig fucking sammen.
For tiden er jeg sjældent optimistisk på filmmediets vegne. Jeg fornemmer nemlig, at instruktører, fotografer, producere, klippere, scenografer og tonemestre efter seriernes succes er blevet meget mere optagede af, hvad filmen kan. Eller hvad filmen skal kunne for at skabe en oplevelse, man ikke får gennem heavy binging.
Det handler om noget så diffust som det filmiske. For selvom en lang række visuelt betonede instruktører de senere år har indtaget serierne, er de stadig primært forfatternes banehalvdel, og i 95 procent af tilfældene er det fortsat plottet og karaktererne, der shiner mere end det stilistiske.
Det seneste år er vi blevet overøst med film, hvis kvalitet hviler så meget på deres billed- og lydside, at den hjemlige oplevelse dårligt tåler sammenligning med biografversionen. Så forskellige film som det klaustrofobiske kammerspil ’The Lighthouse’, den fingerede two-take-krigsfilm ’1917’ og den spektakulære klatredokumentarfilm ’Free Solo’ er fortættede oplevelser, der så afgjort opleves mest intenst på det store altomsluttende lærred, hvor koncentrationen, vanviddet og desperationen sætter sig i kroppen.
’Parasite’ er ligeledes blevet en fabelagtig biografsuccces på grund af dens gennemførte æstetik, men den er også udtryk for det særligt filmiske på en anden måde: Med dens twists and turns er den så absolut sjovest at opleve i et fællesskab af summende gisp og pludselig latter. Mon ikke også, at forklaringen på bølgen af arthouse-gysere som ’Us’, ’Hereditary’ og ’Midsommar’ skal findes her? De forbedrer det gennemsnitlige gys med en billedside af udsøgte kameragange, framings og mis en scene, samtidig med at deres choks bare spiller mest optimalt i kollektivets ekstase.
At svæve hen i øjeblikket
Man ser for tiden en højnet visuel bevidsthed selv i genrer, hvor kamera og klipning tidligere mere var et værktøj end et musikinstrument.
Tænk på poolscenen i coming of age-perlen ’Booksmart’, som instruktør Olivia Wilde lod sig inspirere af ’Boogie Nights’ til, og som hun kæmpede indædt for at få lov (og råd) til at realisere. Tænk på de lange dansende, musikalske scener, der opbryder fortællingen i det svensk-georgiske hit ’I morgen danser vi’ – interludier, som til enhver tid ville være klippet ud af en serie, der stadig har det effektivt fortælleøkonomiske som højeste prioritet.
Man kan både være cinematisk ved at eksplodere i beskuerens ansigt og krybe langsomt ind ad øregangene: Flere film giver fingeren til standardlogisk fortælleform, lader sig forføre af det irrationelle, forbliver drømmende i det enkelte øjeblik. Tænk ’Call Me By Your Name’, ’Roma’. Tænk også ’The Square’, som med en markant anden poleret visualitet i forhold til Ruben Östlunds tidligere, mere naturalistiske film var selverklæret designet til at imponere 3000 mennesker i Grand Theatre Lumiere i Cannes. Hold det op mod, at ’Twin Peaks: The Return’ vil forblive en enlig antifortælling i tv-land, kun sammenlignet med Refns ’Too Old to Die Young’, der så dagens lys, akkurat før Amazon besluttede sig for, at de nu hellere ville lave Jack Ryan-agtig mainstream end kompromisløse auteur-projekter. (Vi siger ikke, at der var en sammenhæng mellem de to ting, men måske var der en sammenhæng mellem de to ting).
Andre finder det filmiske i det åndeløst intense, som sætter uforglemmelige fysiske aftryk i spillefilmlængde, men ville føles unødigt udmattende over en tv-serie med 10 timer per sæson. ’Her Smell’, den kommende ’Uncut Gems’ (desværre direkte på Netflix herhjemme), ’The Revenant’.
Alejandro González Iñárritus vildmarksfilm med Leonardo DiCaprio var først planlagt til at blive optaget i ét take, og det er oplagt at se tidens fascination af den ubrudte kameragang som en direkte reaktion på seriens jordbundne fortællesprog. ’Birdman’, ’Utøya 22. juli’, førnævnte ’1917’: Som et brugt møbel ryger halvdelen af deres værdi, når de fremvises uden for biografsalen.
De mexicanske tres amigos – Iñárritu, Cuarón, Del Toro – har i øvrigt tilegnet sig positionen som de seneste 10 års mest centrale mainstreaminstruktører, netop fordi de forankrer deres dragende historier i en klar visuel identitet, der trygler om at blive oplevet så stort som muligt. Dét har de til fælles med tidens mest berømte mainstreaminstruktør, Christopher Nolan, hvis værker opfattes mere som events end som film – på den gode måde.
Radikale danske billeder
Der har selvfølgelig altid været billedbevidste auteurs, men jeg tror alligevel, at fornemmelsen for sanselighed og spektakel er skærpet. Også i Danmark mærker jeg, at de skabende forholder sig til filmens særkende på en anden måde end tidligere. Når jeg taler med danske instruktører – både talenter og garvede rotter – er de pinligt bevidste om, at der skal noget særligt til for at berettige deres værker som biograffilm.
Selvom det er historien eller karaktererne, de har forelsket sig i til at begynde med, er de optagede af at finde et greb eller et stilistisk lag, der løfter fortællingen over det kompetente drama, der lige så godt kunne have været en søndagsserie på DR. For 10-15 år siden var der langt flere danske film i biffen, der var lige så distinkte som en rullepølsemad.
Ikke mindst de nye talenter arbejder med udtrykket som en attraktionsværdi i sig selv, selvom de opererer med pengebeløb mindre end kaffebudgettet på ’Avengers: Endgame’. One location-filmene ’Den skyldige’ og ’Cutterhead’ var nervepirrende oplevelser designet til biografmørkets klaustrofobi, der satte én i samme i situation som hovedpersonerne.
Hvad man ellers mener om ’Harpiks’, ’Selvmordsturisten’ og ’Psykosia’, der alle fik premiere i slutningen af sidste år, er de alle båret af en radikal, indimellem ligefrem lyrisk billedside, der ikke blot er en krykke for plottet, men ofte selve sagen i sig selv. Jeg vil også vove den påstand (der heldigvis er så flyvsk, at den dårligt kan modbevises), at en film som ’Dronningen’ havde hvilet mindre i sine plotmodarbejdende billeder af skandinavisk natur, hvis den var blevet søsat for 10 år siden.
Selvfølgelig ser vi også i dag masser af film, hvor æstetikkens primære opgave er ikke at gå i vejen for fortællingen. Men jeg tror, at især yngre instruktører med serieboomet som et simpelt eksistensvilkår reflekterer mere over, hvorfor de vil lave film – også selvom de så ender med at lave den for Netflix. De ved, at deres opgave er at lave noget, der aldrig kunne have været en tv-serie.
Det er sigende, at film som ’Once Upon a Time in Hollywood’, ‘Joker’ og ‘Parasite’ har været på alles læber det seneste år – mindst lige så meget som nogen tv-serie. Det er film, hvor der er lagt ubegribelige kræfter i at opbygge et detaljemættet univers, man som publikum øjeblikkeligt lader sig føre ind i, når man placerer sin bagdel i det plyssede sæde. De er skabt til fællesskab og det store lærred.
Filmen lever.
‘The Lighthouse’ får biografpremiere 30. januar. ‘Uncut Gems’ kommer på Netflix 31. januar.