Bad Bunny gør lige, hvad der passer ham på ‘YHLQMDLG’
Titlen på puertoricanske Bad Bunnys andet album er en forkortelse af sætningen ’Yo hago lo que me da la gana’, hvilket groft oversat betyder: ’Jeg gør, hvad der passer mig’. Og det er præcis, hvad Bad Bunny gør på ‘YHLQMDLG’, der passende blev udgivet ud af det blå med kun et par dages varsel.
Man kan diskutere, hvorvidt latin trap-bølgen stadig er over os, om den er drevet over, eller om den egentlig var en ting. Men Bad Bunny er kommet for at blive. Hans debutalbum ’X 100pre’, der udkom midt i højkonjunkturen af førnævnte bølge, var en cementering af hans stjernestatus – det var her, Bad Bunny for alvor blev skudt ud til hele verden.
‘YHLQMDLG’ er dog en radikal tilbagevenden til lyden af Latinamerika. Reggeaton-genrens dembow-beats fylder størstedelen af albummet og viger kun for mere trap-agtige numre på den sidste fjerdedel.
I stedet for at arbejde sig længere udad, kigger Bad Bunny indad og tilbage sammen med nogle af de rappere, der har banet vejen for ham, som blandt andre Daddy Yankee og Anuel AA. ‘YHLQMDLG’ er således Bad Bunnys modsvar på den verdenssucces, han har haft – han tog verden, men nu skal verden tage til ham.
Og det er en tilbagevenden, der klæder Bad Bunny. Det er tydeligt, at han er i sit rette element over albummets mange dembow-beats, hvor hans karakteristiske vokal går bedre igennem end nogensinde før.
Paradoksalt nok er det den sidste fjerdedels trap-beats, der står svagest. Det føles næsten som om, Bad Bunny er vokset fra den lyd, der ellers var med til at bære ham frem, og numre som ’25/8’ og ‘Puesto Pa’ Guerrial’ kører i tomgang og medvirker til, at albummet får en lettere intimiderende spillelængde.
Det er når Bad Bunny dyrker sine puertoricanske rødder, at det fungerer bedst. Der er melankolske sange som de melodiske ‘Soliá’, singlen ‘Vete’ og ‘La Santa’. Men så er der også de mere festlige ‘La Zona’, ’La Dificil’ og den hårde, minimalistiske ‘Yo Perreo Sola’.
Helt skørt bliver det på ‘Safaera’, der på fem minutter når igennem et Missy Elliott-sample, temaet fra ’Dødens gab’ og billigt lydende computerkor. Selv om man kunne frygte ensformigheden i de mange numre, der unægteligt gør albummet til en lang affære, er der lige nok diversitet.
Det føles som at være med til Bad Bunnys helt egen fest, hvor musikken aldrig stopper, og natten aldrig slutter. Og helt i albumtitlens ånd er der også udstikkere – som åbneren ‘Si Veo a Tu Mamá’, hvor Bad Bunny bruger bossa-klassikeren ‘Girl From Ipanema’, og ‘Hablamos Mañana’, der ender som et nu-metal-nummer.
Når han på lukkeren ‘<3’ snakker om at udgive et nyt album om ni måneder og herefter gå på pension, er det en blanding af trussel og blær. Det står nemlig klart, at Bad Bunny ikke længere behøver gøre andet end lige præcis, hvad han selv vil.
Kort sagt:
Bad Bunny vender tilbage til rødderne på ‘YHLQMDLG’, der føles som om, man får lov til at være med til hans helt egen fest, hvor de uendelige reggeaton-beats flyder over med gode melodier og produktioner.