15,8 millioner. Smag lige på det.
Så mange nye brugere har Netflix budt velkommen til i det første kvartal af 2020 – vel at mærke over dobbelt så mange som de 7,2 millioner, tjenesten selv havde estimeret, før coronakrisen ramte i foråret.
Netflix bryster sig dermed af svimlende 182 millioner abonnenter på verdensplan. Mens den relativt nylancerede konkurrent Disney+ (aka. hjemmeisolerede børnefamiliers redningsbåd) har fordoblet sit brugertal til 50 millioner siden midten af februar, og Apple TV+ scorer pluspoint på goodwill-kontoen ved at tilbyde en række af sine shows og film free of charge (heriblandt serierne ’Servant’ og ’For All Mankind’).
Simultant med at biograferne bløder, og filmstudier sveder tran over at få de næste adskillige års premierekalenderpuslespil til at gå op, karantæne-binges der så exceptionelt sultent, at der i sidste måned sågar opstod en Matrix-klingende bekymring for, at selve nettet ville give efter.
And I couldn’t help but wonder:
Vil vi forbrugere føle trang til at vende tilbage til at gnubbe skuldre med fremmede i salen og kaste sparepengene efter gebyrer på helaftensfilm, 3D-briller og 20 cm. ekstra benplads, når nu Netflix og co. endegyldigt har slået fast, at man fint kan flygte fra virkeligheden og ind i tusindevis af fjerne og mindre fjerne galakser hjemme på sofaen? Til en samlet månedspris svarende til en halv biografbillet og med mulighed for at livechatte sig – Netflix Party-style – igennem hele molevitten uden en emsig sidemand til at tysse vredt på dig.
Biograferne hylder fællesskabet, mener mange (inklusive undertegnede), men hvor lang tid vil der gå, før man ikke længere ser smittescenen fra ‘Outbreak’ for sig, hver gang en stakkel hoster i mørket?
Læg dertil, at ganske få biografpremierer i dag kan piske watercooler-hype op til at matche tigerkonger og dragedronninger, og at bland-selv-slik er en saga blot… Og pludselig er biografkulturen måske den truede dyreart.
The winner takes it all
Det 21. århundredes årtiers indædte krig mellem streamingtjenester, filmstudier og biografer – såvel som streamingtjenester og visse filmfestivaler – har længe sat dagsordenen for debatter om branchens fremtidige udformning, forbrugervaner og forretningsmodeller. Nu kan den ende med at blive afgjort på bundlinjen flere år før tid.
Præ-corona havde få filmstudier råd til at konkurrere med Netflix’ gavebod af rundhåndet finansiering, total kreativ frihed og garanteret eksponering til millioner af publikummer worldwide. Post-corona er det ikke sikkert, at alle studierne overhovedet overlever i deres nuværende form, mens Netflix, Amazon og co. til gengæld har fået boostet deres allerede enorme produktionsbudgetter og kælet for brugerloyaliteterne.
Det gør selvsagt streamingtjenesterne til branchens sikre havne, ikke alene for Hollywood-sværvægtere a la Martin Scorsese, Noah Baumbach og Alfonso Cuarón, hvis Netflix-film alle solede sig i fuldfede budgetter (285 millioner for ‘The Irishman’ alene), stærke markedsføringskampagner og Oscar-hæder, men bestemt også for de mange mindre profilerede instruktører og producenter, der står til at komme i klemme mellem festivalnedskæringer og blockbusterfilmens snarligt Michael Bay’ske kampe ved billetlugerne, hvor små film kan blive de helt store tabere.
Det er positivt, at verdens største filmfestivaler til maj lancerer den virtuelle festival ’We Are One: A Global Film Festival’, ført an af Tribeca og i samarbejde med Youtube. Men hvis der efter eventen stadig er usikre udsigter til, at biografmarkedet finder sit fodfæste, vil streamingtjenesterne være mange festivalfilms bedste chance for at sikre sig momentum. Uagtet af Cannes-chef Thierry Fremaux vil æde sin baret i forbitrelse.
IMAX-fabrikken
Tager man de kulsortsynede 3D-briller på, tegner der sig et billede af fremtidens biografkultur som en potentiel IMAX-filmfabrik, hvor kun de mest effektbombastiske mainstreamtitler kommer til at lyse lærrederne op, og hvor de studier, der vil se morgengryet, givetvis må fusionere (som i George Orwell’sk karma-mutation af samme studiers ensidige Hollywood-monopol i første halvdel af det 20. århundrede).
Og Oscar-akademiets old school krav om, at en film skal have biografpremiere for at kvalificere sig til prisræset? Som Robert De Niro så mundret siger det i ’The Irishman’: »Forgetaboutit!« (reglen er da netop også blev undtagelsesvis lempet for 2021).
Jovist, vi vil se flere kommercielle eksempler på samarbejder mellem streamingtjenester og biografer (Netflix reddede sidste år den ikoniske biograf Paris Theatre i New York fra lukning), der kan være i begges og i allerhøjeste grad vores interesse. Men der vil ikke herske tvivl om, hvem der bestemmer over fjernbetjeningen i forholdet.
The sky is the limit i streamingland – og dog kan Netflix paradoksalt ramme loftet.
Hertil og ikke længere?
182 millioner er mange mennesker. Men det er muligvis også toppen af, hvad Netflix realistisk set kan vokse. Af de 15,8 millioner nyere brugere var ’bare’ 2,3 millioner fra USA og Canada: færre, end hvad Netflix fik halet om bord fra selvsamme territorier i første kvartal af 2018.
I sit seneste nyhedsbrev til Netflix’ aktionærer skriver direktør og stifter Reed Hastings, at »den person, der ikke har tilmeldt sig Netflix under isolationstiden, vil formentlig ikke gøre det efter«. Hvilket vil sige, at Netflix’ brugertal i Nordamerika nok heller ikke vil rykke meget på sig i resten af 2020.
Hertil kommer desuden, at Netflix allerede præ-corona oplevede et dalende antal tilmeldinger i kølvandet på abonnementsstigninger i USA, ikke mindst efter Disney+ slog sig op på et lavere gebyr.
Uanset hvor mange ’Tiger King’-fænomener Netflix lægger hus til, kan det blive svært at stikke Disney 1:1 på mainstreamaffektioner, når de mange planlagte ’Star Wars’- og Marvel-spinoffs for alvor begynder at flyve af samlebåndet i løbet af det næste års tid. Men det betyder næppe, at vi skal frygte for, at rivaliseringerne afføder en streaming-version af førnævnte blockbusterbiografkrig, hvor indie og arthouse alligevel trækker det korte strå.
Stagnerende brugertal kan tværtimod blive en gave for os eksisterende brugere, idet Netflix kanske ikke vil være helt så inklinerede til at skyde med løst krudt i øst og vest ud fra more-is-more-filosofien (der i tjenestens første leveår tromlede alle eventuelle rivaler), men i stedet satse mere målrettet på eget-produceret prestigeindhold af Oscar, Emmy og Cannes-kaliber (ikke nødvendigvis det samme, bevares) og med længere levetid. Samt nurse nye talenter.
Disney har en identitet, en genkendelig sjæl (hvor formørket man end måtte mene, at den er blevet med årtierne). En sådan vil Netflix også have. Og det er ikke helt skidt, hvis ens sjæl sidder til bords med Scorsese og Safdie-brødrene (Adam Sandlers pruttekomedier må vi leve med, hvis bare han lover at komme med en ny ’Uncut Gems’ fra tid til anden).
Biograferne håber inderligt, at Christopher Nolans ‘Tenet’ bliver sommerens billetredning og boxoffice firestarter – skønt den amerikanske brancheorganisation The National Association of Theater Owners (NATO) i denne uge trods alt tilkendegav, at man ikke regner med den form for omsætning, filmen var spået til at generere før krisen ramte.
Selv hvis ‘Tenet’ får premiere til juli, vil dens succes være et bette plaster på en amputeret arm. Ligesom NATO’s nylige, bitre angreb på Universals beslutning om at sende animationsfilmen ‘Trolls World Tour’ på VOD og kæmpe-biografkæderne AMC Theatres og Cineworlds opfølgende Universal-veto (!) vidner om en industri, der er lige så desperat, som den er drevet af utopiske længsler efter en hastigt svunden tid.
Det er Netflix, Disney, Amazon, HBO Max og Apples verden – vi streamer bare i den.