Den hemmelige historie om danskerne, der producerer for verdens største rappere: »De har hacket hele branchen«

En håndfuld danske hiphopproducere er i gang med det helt store internationale gennembrud og har lavet musik til folk som Drake, Pop Smoke og Bad Bunny. Vi spurgte producer/manager Pilfinger og brancheeksperten Kristoffer Winkler, hvordan det er foregået – og hvorfor det sker lige nu.
Den hemmelige historie om danskerne, der producerer for verdens største rappere: »De har hacket hele branchen«
Producerne Benjamin Lasnier og Lukas B.L (Foto: Kristoffer Winkler)

TEMA – NY DANSK RAP: I disse uger sætter vi fokus på ny dansk hiphop – vi udpeger de vigtigste navne, taler med rappere og producere og dykker ned i stilskabende tendenser. Følg løbende med HER.

Hvis en gruppe danske rappere havde samarbejdet med folk som Drake, Bad Bunny, Pop Smoke og Partynextdoor, havde vi nok ikke stoppet med at snakke om det. Men med producere er det en anden sag. Dem, der laver selve musikken i de hits, vi alle kender, bliver sjældent hevet op på scenen. Og ofte har de det egentlig også bedst bag kulisserne.

Men det er nu alligevel bemærkelsesværdigt, at den succes, en håndfuld danske producere har i USA for tiden, stort set er gået ubemærket hen. For en gruppe af mestendels ret unge producere som Palaze, TheSkyBeats, Benjamin Lasnier, Asoteric og Lukas B.L er for tiden inde i en successtime uden lige.

Danskerne har i løbet af bare det seneste år eller to landet beats hos folk som Headie One (Lasnier, Lukas B.L), Drake (Asoteric), Pop Smoke (Palaze), YG (Lasnier) og Bad Bunny (TheSkyBeats). For bare at nævne de allerstørste. Og det er altså ikke mellemstore internationale artister, det her – det er de absolut største på den globale scene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For at finde ud af, hvordan den her danske succeshistorie er opstået – og hvorfor den folder sig ud netop nu – har jeg talt med to personer, der arbejder tæt sammen med mange af de unge producere og er med til at koordinere deres karrierer.

Nemlig Kristoffer Winkler, der er A&R og manager hos musikfirmaet The Bank, og den erfarne producer Lasse Kramhøft aka Pilfinger, der er både samarbejdspartner og manager for mange af de unge talenter samt en form for mentor for Benjamin Lasnier. Både Winkler og Pilfinger er ret målløse over, hvor stor succes den unge generation har.

»Hvis du skal sammenligne det med noget i dansk musikhistorie, skal du helt tilbage til start-90’erne og Madness 4 Real«, siger Pilfinger med henvisning til det danske crew, der lavede beats for Ice Cube og Eazy-E. »Der har aldrig været en så stor musikeksport på urbanscenen som lige nu«.

Kristoffer Winkler er enig: »Det er uhørt at have så unge producere, der laver så store sange. De har hacket hele branchen. Når min chef ser på det, der sker, siger han: Jeg forstår det ikke! De har overhalet hele systemet ved at finde nye måder at gøre det på«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Man kan lige forestille sig de klassiske pladeselskabsbosser være målløse: Hvordan har de her kids hacket hele branchen? Svaret er gennem en blanding af hårdt arbejde og gode kontakter samt evnerne til at navigere sociale medier og digitale beatplatforme.

Den hellige treenighed af BeatStars, Youtube og Instagram

»Det digitale musiklandskab er den vilde vesten, men det er et sindssygt effektivt vilde vesten«, siger Winkler.

Det, han mener, er: Det er stort set umuligt at holde styr på, hvor dine beats ender på internettet. Til gengæld kan dine beats jo så ende op hos hvem som helst – måske endda hos en verdensstjerne.

Vejen til succes handler så om at optimere dine chancer for, at musikken lander det rigtige sted. Og det er de unge producere dygtige til.

»De her producere er vokset op i et digitalt landskab, hvor de har set hvad Internet Money eller Cuebeatz har gjort«, siger Winkler med reference til to af de producere, der er blevet store ved at sælge beats via internettet.

»Der er en helt ny digital infrastruktur i musikbranchen, hvor især hiphop-producere sælger musik på BeatStars, som er en slags Den Blå Avis for musik. Det er der, ’Old Town Road’ for eksempel blev fundet«.

Kristoffer Winkler. (Emma Dedenroth)

Den danske producer Palaze – aka 22-årige Christoffer Buchardt Marcussen – er et godt eksempel på, hvordan man kan bruge BeatStars med stor succes. Han startede på den platform og har nu produceret for NLE Choppa, YoungBoy Never Broke Again og Pop Smoke.

Sidstnævnte har Palaze endda produceret hittet ’For the Night’ for, og senest er danskeren blevet signet hos stjerneproduceren CashMoney AP, der er kendt som den ultimative producer af ‘type beats’ – et navn for de produktioner, der sælges på steder som BeatStars.

Andre af de danske producere bruger mere klassiske platforme: TheSkyBeats har primært solgt sine beats (blandt andet ’P FKN R’ af Bad Bunny) via sin YouTube-kanal, mens Benjamin Lasnier og Lukas B.L har brugt førstnævntes store følgerskare på Instagram (der skyldes en fortid som social media-fænomen) til at komme direkte i kontakt med amerikanske producere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Så ja: Mulighederne for at nå globalt ud med beats eksisterer. Og de her producere har været gode til at udnytte dem. Men hvorfor er lige deres beats så store? Det skyldes helt enkelt den høje kvalitet, mener Kristoffer Winkler, der dog ikke ser en rød tråd i produktionerne.

»Jeg hører ikke en skandinavisk lyd, det er det hele alt for USA-fokuseret til«, siger branchekenderen.

»Men de har drenge har haft en computer, siden de var ti år gamle. Nogle af dem har lavet beats, siden de var 12 eller 13. Kristian Hossy (producer der blandt andet lavede beatet til en XXL-cypher sammen med Benjamin Lasnier, red.) har lavet et beat, som Fetty Wap brugte, som 15-årig. Så de får tidligt musikken ind, og så har de faciliteterne til at blive dygtige. De er samtidig også en generation, der kun er vokset op på hiphop. For dem er Drake en gammel artist, mens Travis Scott er den største«.

Så vidt så digitalt: Generation Z-producerne er vokset op med computere, hiphop og internettet, og det er det, der præger dem. Men faktisk er der også et meget gammeldags aspekt ved den store nye danske producersucces.

På branchetur til Los Angeles

Efter de første succeser, som da TheSkyBeats producerede ’I Love (ADHD)’ af Joyner Lucas i slutningen af 2018, samlede Winkler nemlig et hold af de unge, begavede producere og tog dem med til Los Angeles.

»Vi har været i USA tre gange i løbet af de seneste to år. Første gang, i 2019, havde Pilfinger og jeg arrangeret alle de sessions, vi overhovedet kunne opdrive, samtidig med at vi trak på vores produceres netværk. Vi var i studiet med alt fra helt upcoming folk til etablerede stjerner. Vi havde stort set sessions hver dag,« forklarer han.

»Et halvt år senere tog vi afsted igen, og i dén tid var der sket vildt meget. Drengene havde ramt flere sange, og vores netværk var blevet større. Så, i foråret 2020, tog vi afsted for tredje gang. Og på det tidspunkt havde mit og Pilfingers team haft sange på fire nummer 1-album på Billboard-charten og produceret for folk som Joyner Lucas, Lil Tecca, YoungBoy Never Broke Again, Bad Bunny og Don Toliver«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På den måde blev de unge produceres netværk stille og roligt udbygget med Kristoffer Winkler og Pifingers branchekontakter, og for hver USA-tur var cv’et flottere.

Winkler tog samtidig møder med A&R’s, der arbejder med folk som Meek Mill, Miley Cyrus og britiske Giggs. Tingene gik hurtigt, og danskerholdet behøvede snart ikke længere at arbejde hektisk for at sætte sessions op. Tværtimod:

»Nu arbejder vi faktisk også den anden vej rundt«, forklarer Kristoffer Winkler. »Nu ringer folk fra netværket til os og siger: Hey, Cardi B har et album på vej, har du nogle beats, der kunne passe ind her?«

På den måde har den nye, digitale strategi passet perfekt sammen med den klassiske branchetilgang. Branchearbejdet er blevet en form for overbygning til det organiske, digitale fundament. »Jeg kunne ikke have skabt det her netværk, uden at drengene lykkedes digitalt først«, som Winkler forklarer. »Det havde taget mig ti år«.

Det er dog ikke alle bedrifter i den danske producerbølge, der kan tilskrives det, Winkler kalder den nye digitale infrastruktur. Faktisk skyldes nogle af de største beat-placeringer noget helt andet.

Flere veje til succes

Danske Asoteric, der er bosat i USA, havde således knoklet i årevis, før han endelig fik et beat igennem til Drake – og det skyldtes primært, at han havde et godt lokalt netværk, der fik hans produktioner hen til de rigtige mennesker. Her har lokale netværk og direkte adgang til Drake været afgørende – hvilket Asoteric i øvrigt har fortalt meget mere om i vores interview med ham.

Og så er der selvfølgelig vores lokale stjerneproducer Hennedub, der også knoklede gennem mange studiesessions i Los Angeles, før han endelig fik en større placering på Jessie Reyez-hittet ’Imported’. Her handlede det om at blive ved at tage sessions med sangskrivere og artister, indtil noget slog igennem.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men uanset om man tager den mere klassiske vej gennem branchen eller den potentielt hurtigere vej gennem de digitale kanaler, er der dog to ting, der er helt klare. Det kræver hårdt arbejde – og så hjælper det at have de rigtige kontakter.

Og her har de unge danske producere faktisk ikke kun Kristoffer Winkler til at hjælpe sig. Men også den garvede stjerneproducer Pilfinger.

Han producerer sammen med især Benjamin Lasnier og Lukas B.L og har samlet producer-crewet Swimclubmembers, som han også er manager for – blandt andet Lasnier. Og så har han formidlet nogle gode kontakter i USA til den yngre generation.

»Tilbage i 00’erne ringede jeg til Madness 4 Real og sagde: Hey, jeg skal til New York, har I nogle connections? Så fik jeg en telefonliste med numre til alle fra Busta Rhymes til Ice Cubes advokat«, fortæller Pilfinger. De fleste numre virkede dog ikke, men produceren lod sig ikke skræmme og bankede på døre, indtil nogen lukkede ham ind.

Det førte til et årelangt ophold i USA, hvor han sov på Brandon Beals sofa i New York og endte med at lande i trap-hovedstaden Atlanta i 2008, fortæller han: »Jeg blev placeret i studier dernede og lavede ting med folk som T.I., Ne-Yo og ikke mindst Akon«. Derefter gik turen til Los Angeles i 2012, hvor Pilfinger samarbejdede med Cutfather og Randy Jackson på mere poppede ting.

Pilfinger. (Foto: Samy Khabthani)

Så ja: Den ældre producer har været igennem hele møllen. Og han har et netværk, der vil noget. De kontakter har Pilfinger givet videre til de yngre producere, og han var også med til at arrangere den seneste L.A.-tur med Kristoffer Winkler.

»Jeg har et studie derovre, så jeg tog dem med til mine sessions«, fortæller Pilfinger, der dog samtidig også understreger, at det fortsat er Benjamin Lasnier og de andre produceres mange kontakter, der skaber store dele af de samarbejder, de er lykkedes med.

På den måde er omstændighederne helt perfekte for den nye producer-generation. De har i mange tilfælde selv skabt sig et navn gennem BeatStars, Youtube og Instagram. Men de har også folk som Kristoffer Winkler og Pilfinger, der kan hjælpe dem med at bygge videre på den succes gennem deres kontakter i branchen.

Og ifølge Pilfinger har den her gruppe af producere også endnu et trumfkort: »Det her community har en fællesskabsfølelse af, at de løfter i flok. Det er så fedt, og det ville jeg ønske havde været der, da jeg var i 20’erne. De hjælper hinanden med at komme ud over Danmark«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af