Grand Avenue

Stor kunst har Grand Avenues bredt appelerende rock-toner aldrig været. Så er det sagt. Men end ikke mestertyven Hudson Hawk vil kunne tage fra københavner-kvartetten, at de har en usvigelig sikker sans for ørehængere, og som sådan er det også fuldt fortjent, at frontmand Rasmus Walter Hansen & Co. har nydt masser af opmærksomhed i kølvandet på deres to første udspil, som frejdigt gnubbede skuldre med rockgiganter som U2, R.E.M. og Coldplay.

Tredje epos er imidlertid en lidt mere kradsbørstig sag. I hvert fald set i forhold til Grand Avenues tidligere musikalske bedrifter. Den akustiske guitar er smidt i skralderen, og i stedet har sangene fået lov at rime på en mild, elektrisk rock’n’roll, hvor også Walter Hansens klagende stemmebånd er blevet udstyret med et sæt større nosser end tidligere.

Vist synger han stadig som en fætter til både Coldplay-frontmand Chris Martin og Dave Matthews, men der er pludselig mere vokal slagkraft bag de guitarbårne toner, som i eksempelvis åbneren ‘Give Myself Away’ eller det fremragende titelnummer, og det klæder afgjort de pæne Grand Avenue-drenge.

Én markant anke må bandet imidlertid bøde for: Den førnævnte flair for melodierne – som er og bliver deres store styrke – er røget i svinget i iveren efter at sætte mere tråd til musikken, hvilket desværre skæmmer helheden. For skal bananen skrælles, er der ikke det fjerneste nyskabende, endsige mindeværdigt, over det udtryk, Grand Avenue anno 2007 fremturer. En blød mellemvej for de ellers så sympatisk bredgade-drenge hedder resultatet med andre ord.